Skråvæggene og garderobernes hullede gulvtæpper på det gamle Aveny Teater er byttet ud med tjekkede kontorlokaler på Strøget. Dr. Dante, som under stor mediebevågenhed for et år siden frivilligt sagde farvel til teatret på Frederiksberg, lever endnu. Men i en helt anden form. Teatertruppen er blevet til en virksomhed. Den er skrumpet ind og består ikke længere af skuespillere og sangere som Lotte Andersen, Caroline Henderson og Jimmy Jørgensen, som var nogle af de profiler, der var med til at skabe et af 1990'ernes mest bemærkelsesværdige teatersucceser. Stammen består nu kun af tre personer. Marketingmanden Martin Lumbye, administratoren Carsten Møller og den kreative hjerne Nikolaj Cederholm. Det er den yngste af danterne, som nu bryder et års tavshed. Et år, hvor firmaet Dante efter eget udsagn har brugt tiden til at »skaffe sig et kreativt åndehul«. Hvad det helt præcis munder ud i af forestillinger og projekter, vil Martin Lumbye først ud med om en måned, når premiereproduktionen er klar. Virksomhed og kulturinstitution Det er i øvrigt også kun den halve sandhed, for det sidste år er også blevet brugt til at tjene penge. Dr. Dante er - ud over at være en teatergruppe - blevet en konsulentvirksomhed. »Vi består af to ting nu. En kulturinstitution og en virksomhed. Vi har delt det sådan op, at vi prøver at beskytte stedets kreative hjerne. Men den kunstneriske frihed koster noget. Vi afviser ikke offentlig støtte på længere sigt. Vi vil bare først have den helt rigtige idé til det«, siger Martin Lumbye, som ud over at være en dante blandt andet var med til at starte Granhøj Dans og er medlem af Skandinavisk Teaterskoles bestyrelse. Venter på den rigtige idé Imens danterne arbejder på den helt rigtige idé, tjener de penge på at være konsulenter for andre teatre, private virksomheder, og et par enkelte reklamefilm for Tele Danmark er det også blevet til. Dr. Dante prioriterer at være uafhængige frem for at være på teaterstøtte hele tiden. Teaterstøtten er en unik ordning for Danmark, mener Martin Lumbye, og danterne vil på længere sigt søge den igen. Men lige nu køber de sig til frihed. Tendens Klaus Bondam, der er skuespiller, medlem af Københavns Borgerrepræsentationen for Det Radikale Venstre og direktør på Grønnegårds Teatret, forudser en tendens til, at andre teaterfolk vil gøre det samme fremover. »Det er et spændende initiativ, som vi formentlig vil se flere af i fremtiden, hvor teaterfolk skaber deres egne produktionsselskaber. Da Nikolaj (Cederholm, red.) var på Aveny Teatret, var han afhængig af at få mindst tre rigtig gode ideer til forestillinger om året. Nu kan han vente, til han har den helt rigtige. Men man skal bare huske, at danterne kan gøre det, fordi de har et navn og et brand, som er bygget op over lang tid«, siger Klaus Bondam. Forudsætter kunstnerisk kapital Derfor er det heller ikke en mulighed, som er tilgængelig for alle teaterfolk. Det forudsætter, at de har opbygget en såkaldt kunstnerisk kapital, mener Jørn Langsted, professor ved Institut for Dramaturgi i Århus. En kapital, som man kun får, hvis man med hjælp fra flere års offentlig støtte har kunnet koncentrere sig om at lave nyskabende teater. Derfor er regeringens spareplaner på den direkte støtte via Teaterrådet fatal, mener Jørn Langsted. »Dr. Dante kom i sin tid i gang med hjælp fra offentlig støtte. Så voksede de sig til et navn, som de kan bruge til at tjene deres egne penge på i dag. Men hvis regeringens spareplaner på den direkte støtte bliver til virkelighed, så mister kommende projektmagere den samme mulighed«, siger han. Derved mister teaterlivet også muligheden for det, han kalder for en spændende krydsning af det offentlige og private. »Vi ser en tendens til, at især unge teaterfolk går ud og ind mellem forskellige brancher. Så laver de måske lidt reklame for nogle firmaer, hvor de skaffer sig kapital til at leve, indtil de har den helt rigtige idé til et projekt, som de så søger offentlig støtte til«, mener professoren. Udvikling bør støttes Det er en udvikling, han opfordrer regeringen til at støtte i stedet for at plante midlerne i mursten, som f.eks. i et nyt skuespilhus. »I det norske teatermiljø foregår der lige nu en interessant debat om, hvorvidt man i højere grad skal støtte selvstændige projekter frem for institutionerne. Den diskussion eksisterer ikke rigtig Danmark, men det kunne man jo håbe, at Dr. Dantes nye strategi kunne være med til at starte«. Cool cash Kreativitet er nøgleordet for de tre danter i lokalerne på Strøget, selvom de har brugt det forløbne år på at tjene penge. »Vi er fortsat idealister«, hævder Martin Lumbye. Han mener ikke, at Dantes teaterkvaliteter svækkes af, at virksomheden nu selv skal skaffe cool cash. Tværtimod. »Det koster noget at drive kulturinstitutionen Dante. Ligesom det koster penge at leve. Omvendt vil vi ikke bare producere, fordi vi vil opretholde et eller andet. Det giver en enorm frihed at have råd til at skabe det, man gerne vil. Man kan sige, at støtteordninger forpligter. Vi lægger lige nu vægt på vores uafhængighed og vores mobilitet«, lyder det fra Lumbye. Han understreger, at dantemåden bare er én ud af mange. Hvis København skal udvikle sig til den kulturmetropol, som der er potentiale for, så kræver det mange forskellige slags teatervirksomheder. Advarer mod kommercialisering Det er Klaus Bondam enig i, og han advarer samtidig imod en kommercialisering af teaterlivet. »Hvis alle gjorde, som Dr. Dante gør nu, vil det på sigt gå ud over kontinuiteten, som findes på de etablerede teatre. Men de er utrolig sårbare, fordi de er afhængige af støtteordningerne, og derfor skal politikerne tænke sig grundigt om, inden de sparer«, siger han. Spareplan Og med Brian Mikkelsens spareplaner kan balancen tippe til den forkerte side, mener Jørn Langsted. Ministeren vil spare 15,3 procent på Teaterrådets bevillinger - det vil blandt sige støtten til de mindre og eksperimenterende scener. Samtidig vil han bevare tilskuddet til abonnementsordningerne i år, hvilket mest gavner de store teatre med et talstærkt publikum. »Hvad er meningen med, at folk skal have et tilskud på 40 kr. til billetterne på en kommerciel forestilling som 'Phantom of the Opera'«, spørger Langsted. For den yngste dante, Martin Lumbye, er målet med at tjene penge et spørgsmål om at udvikle teatret, som han mener, vi ikke kan leve uden. »Det er i teatret, at man møder det virkelige drama live. Det kan vi kun blive bedre mennesker af. Hvis vi ikke har et mangfoldigt teaterudbud, så bliver vi åndeligt fattige. Hvor mange tror seriøst på, at man realiserer sig selv ved at hoppe et elastikspring? Lad os lige få proportionerne på plads. Teater handler om historiefortælling og liv. Om kærlighed«.