Det er halvandet år siden, Line Knutzon sidst blev interviewet til Politiken. I løbet af den tid har hun nået at gennemleve, hvad der svarer til ti års kreativt helvede for igen at komme på benene. Dengang sad vi over for hinanden ved et havebord i Aveny Teatrets baggård, hvor hun skrev som en gal på stykket 'Torben Toben'. Lige op til premieren. »Har jeg ikke set dig før?«, spørger hun, da hun med lette, sorte støvler kommer trampende ud ad døren til sin opgang. » Tjo...«, kommer det tøvende, fordi erindringen er klar. Det var ikke noget særligt vellykket interview. »Var jeg sur?«, smiler hun, da vi bevæger os ned mod en af Vesterbrogades thairestauranter i København. » Lidt måske, men jeg var også nervøs og ny og...«. »Nå, nå«, afbryder hun og begynder at fortælle, hvor befriende det føles ikke længere at være hende, som bare sprøjter teaterstykker ud. Line Knutzon er netop aktuel med radiospillet 'Måvens og Peder' på Danmarks Radios P1. Figurerne stammer tilbage fra 1995. I mandags mødte de gamle skolekammerater hinandens usympatiske dobbeltgængere. Om en uge er der igen en ny omgang taberliv udi 'Måvens og Peder', der efterlader lytteren i en blanding af fnis og mavekneb. For det gør ondt, når den prisbelønnede dramatiker spidder sine omgivelser med komiske afsløringer af, hvordan vi lever vores liv. Radiospillet er samtidig en indikation af, hvad publikum fremover kan forvente fra Line Knutzon. Ro til arbejdet De hidsige processers tid er forbi, hvor hun sad til langt ud på natten og skrev for igen at krølle manuskriptsiderne sammen lige op til premieren. Nyskabende scener som Dr. Dante, Husets Teater og Mungo Park blev hendes vartegn, men nu skal der være ro til at arbejde og plads til ikke at tage sig selv så alvorligt. Ud over 'Måvens og Peder' har hun stiftet et produktionsselskab med blandt andre skuespilleren og instruktøren Hella Joof, hvor hun får god tid til at udvikle sine egne ideer - og arbejde med andres. Har aldrig været imod rammerVil det sige, at den vilde Line Knutzon med fuckfinger har fået hang til rammer? »Jeg har aldrig været imod rammer«, siger hun og hæver blikket fra sin tallerken. »Jeg er en hund efter systemer. Det er slet ikke så kaotisk at være mig, som folk måske tror. Da jeg lavede 'Torben Toben', besluttede jeg mig for, at jeg ikke vil være én, der går og hælder stykker ud ustandseligt. Jeg fandt ud af, at det er fantastisk, men også et helvede at lave teater. Nu er jeg ved at finde noget, som er mit igen. Jeg tør stole på mine egne indre billeder. I stedet for hele tiden at censurere og kassere«. Du er samfundet Men der er stadig kant på Line Knutzon, som i 1990'erne blev udråbt som stor, politisk dramatiker. En kasse, hun nu har svært ved at se sig selv puttet i. »Når jeg skriver en historie, slår jeg analyse- og budskabsapparatet fra, ellers kunne jeg lige så godt skrive en kronik i Politiken. Men hver gang du handler, giver du eller tager du noget fra dit samfund. Jeg har nok sagt 8.000 gange, at alt, hvad du gør, er politisk. Hvis folk ikke forstår det, så er de selv ude om det. Hele den politiske debat efterlader ofte et indtryk af, at samfundets tilstand må være nogens skyld. Men du er samfundet. Det er dig, der skaber det. Og det ansvar, synes jeg, er et fedt ansvar«. Line Knutzon er nemlig et menneske, som tager sit ansvar som kvinde, dramatiker og borger alvorligt. Især det første er noget, hun har tænkt meget over efter 'Torben Toben'. Farvel tuttenuttethed »'Torben Toben' blev i modsætning til 'Måvens og Peder' skrevet i modvind. Men modvinden måtte komme på et tidspunkt, fordi jeg bare havde kørt derudad uden at se, hvor forfængelig jeg dybest set er. Det var forfængelighed og præstationsangst, som gjorde processen svær. De to dyr, der sætter sig med kløerne i dig på hver skulder. Og kaster en skygge ind over dit liv. Jeg fik én gang for alle bugt med både forfængelighed og præstationsangst, håber jeg. Det var ikke nogen andres skyld. Jeg er lykkelig for 'Torben Toben'. Ellers havde jeg måske aldrig fået nok. Men nu er overskriften 'Get over cute'«, siger Line Knutzon. Det er et farvel til piget tuttenuttepænhed. Selv om det måske ikke umiddelbart er et prædikat, man vil hæfte på Line Knutzon, så mener hun, at den kan komme af for meget forfængelighed. Et tema, der for hende giver næring til en presserende debat. Det er da ellers ret uforfængeligt at sidde og sige, at du har været det? Der skal noget til at gøre Line Knutzon forlegen. Alligevel blusser hun lidt, mens hun sidder og labber hed kokosmælksuppe i sig. Struttende af kvindelighed i hvid blondeskjorte og opsat hår. Tag jer sammen Debatten fik for alvor tag i hende for et par måneder siden, hvor hun en aften sad og så et program på Discovery sammen med Hella Joof. Det handlede om en hvid amerikansk lærerinde, der holdt kurser om racisme i skoler og virksomheder. »Hun holdt en seance med en gruppe, som var rimelig kørt ned. Næste dag sidder der så en pige og forsøger at lette stemningen ved at være sød og sjov. En kvinde på min alder. Pludselig ser lærerinden iskoldt på hende, og siger: »Get over fucking cute. Lad vær' og sidde og prøve på at få bifald. Du sagde det kun for at få folk til at grine««. »Hella og jeg stirrede ondt på hinanden og gentog: Get over cute, din store, fede nar. Vi følte os ret ramte. Men helt ærligt, så tag jer dog sammen, kvinder. Det er o.k. at få folk til at grine, men kvinden i programmet søgte efter en ubrugelig opmærksomhed, som dybest set handler om seksuel anerkendelse. Når vi er 45 eller 50 år, er vi ikke længere seksuelt attraktive på markedet. Derfor kan vi lige så godt rejse os op nu og tage et ansvar i stedet for at sidde dér og spille dumme. Man kan være nok så meget en tough tøs, men lige så snart der kommer mænd ind i lokalet, flyder de seksuelle undertoner. Jeg kender det udmærket fra mig selv, jeg er ingen helgen på det punkt. Men nu er det ved at være tid til noget andet. Jeg vil ikke sidde som en gammel kvinde og tude snot over, at mine patter hænger nede i skoene, fordi jeg har født fire børn. Jeg gider ikke beskæftige mig med den slags ting. Der er mere til det at være menneske«. Ansvar virker usexetHvorfor tror du, at kvinder ikke vil tage ansvar? »For kvinder (og nogle mænd) er det at tage ansvar ensbetydende med, at man ikke længere er seksuelt attraktiv. Det er noget sludder. Hvis der ikke er nogen, der bryder det mønster, bliver vi ved på samme måde. Men hvis vi tror, at det at være sig selv er usexet, så vil man jo for enhver pris undgå at være sig selv. Hvis vi skal lege den juleleg, at vi bare er nogle sexdyr, der vil bestiges af mandfolk, så er vi også nogle primitive væsner, som slår hinanden ihjel. Og det tror jeg ikke på«. Farvel, jeg smutter I Line Knutzons dramatiker-univers er der påfaldende få kvinder. Måske det snart var tid til den store kvindefortælling, når linjen for nye arbejdsmetoder alligevel er lagt? »Nej, for der er ikke rent mel i poserne. Det er nemmere for mig at beskrive mænd. Det urene mel, jeg mener, kvinder har i poserne, har jeg jo også selv. Det gør det lidt for tåget til at skrive om - i hvert fald endnu«. »Det er med kvinder som med resten af befolkningen, vi kvier os ved at tage et ansvar«, mener Knutzon. »Det er ikke blevet mindre udtalt efter folketingsvalget i november. Men hvis det er det, folk vil, så værsgo«. »Det kommer overhovedet ikke bag på mig, at vi har fået en ny regering. Det har været under opsejling længe. Jeg har det dobbelt med det, for jeg kender mange mennesker, inklusive mig selv, som besparelserne på f.eks. kulturområdet går hårdt ud over. Alligevel siger en djævelsk stemme inde i mig: Så skal I få lov at undvære. Indtil folk har fattet, at de selv har valgt vores politikere, så siger jeg tak - farvel - jeg smutter. Jeg skal nok finde på noget at lave. Jeg er ikke bange for livet eller fattigdom. Det skal være mig en fornøjelse at lade være med at skrive, hvis de da overhovedet ved, hvem jeg er. Jeg tilhører formentlig eliten og kulturparnasset, selv om jeg ellers hidtil har følt mig som en del af folket«. Vrede over Dansk Folkeparti Det er altså ikke politikerne, hun langer ud efter. Det er dem, som har lagt stemmer til højredrejningen i Danmark. Og her trækker Line Knutzon en streg i sandet. »Jeg føler en enorm vrede over, at folk er så dumme, at de har stemt på Dansk Folkeparti. Hvem tror de, de er? Det er så arrogant. Jeg kunne forstå, hvis vi havde levet i en diktaturstat og havde manglet noget, men vi er dog det mest privilegerede folkefærd i verden. Folk er snotforkælede. Jeg vil simpelt hen ikke sidde i stue med dem mere, og sådan har det ikke været i Danmark før. Men her går grænsen«.