Fredag skulle tv-konceptbandet EyeQ for første gang bevise sit værd live. Men egentlig er det jo fuldkommen ligegyldigt, om EyeQ er gode eller dårlige på en scene. Det inderligt overflødige pigeband har for længst vist sit værd - som værdifuldt og über-über-gennemkalkuleret bindeled mellem små pigers drømme og store medie- og musikvirksomheders pengekasser. EyeQ kunne have mødt op til deres turnépremiere med musikken på bånd, og de kvie-øjede præpubertetspiger ville have elsket dem alligevel. For fanden, de kunne have glemt teksterne, drattet af scenen i deres dansemanøvrer, sunget falsk koncerten igennem og ladet de fem bandmedlemmer spille i hver sin toneart. Det havde ikke gjort nogen forskel. EyeQ kan se frem til en Danmarksturné indhyllet i skrigende, betingelsesløs kærlighed. Ikke så meget til selve bandet EyeQ som til idéen om EyeQ - mange af de kære små (vi taler piger ned til fem-seks år) var helt myge og overvældede af det svedende backingbands massive koncertlyd, men livede vældigt op, da de i pausen opdagede turnéens bugnende Babylon af en merchandise-bod. Ahhh . så kunne der igen beundres på afstand, ligesom på tv.Under alleomstændigheder er denne af TV 2 indsprøjtede kærlighed et uundværligt forspring at have for Julie, Louise, Trine og Sofie. Det underlige cirkus, de for tiden bliver centrifugeret rundt i, har nemlig ikke fundet det relevant at udstyre de fire piger med et anstændigt show. De fem mand på bas, guitar, trommer, pladespillere og keyboards bestræbte sig på at gøre deres pligt, men kun på 'Four Girls On A Ride' samlede deres stive swing sig i noget der lignede inciterende powerpop. Og pigerne - de synger da udmærket, men naturligvis fuldkommen uden farlighed, særpræg eller kant. At de undervejs forsøgte at låne lidt klasse fra Michael Jackson ('Bad'), The Supremes ('Baby Love'), Salt'N'Pepa ('Whatta Man'), Lucy Pearl ('Don't Mess With My Man') m.fl. var en fejlsatsning på begge fronter: Som fortolkninger var der dømt traurig gymnasiefunk, og som crowdpleasere fes numrene direkte hen over hovedet på kernepublikummet og fungerede kun efter hensigten på de ledsagende forældre. Eneste reelle musikalske lyspunkt var dj'ens solooptræden, der utvivlsomt har introduceret mange af de små prinsesser til en mere moderne musikkultur. Tak for det.Det var alt sammen forudsigeligt. Hvad man derimod kunne have haft forventninger til, var hele det visuelle setup. Men den mikroskopiske scene i Hørsholms kulturhus, Trommen, pillede glamouren af kvartettens danserutiner og fik dem til at bumle ind i hinanden og kante sig rundt på det medbragte podie. Og selv når de havde plads nok, var koreografien en lemfældig undskyldning for sig selv, en afpillet serie af småbanale klichébevægelser - der dog selvfølgelig på en prik ligner de moves, alle piger har praktiseret derhjemme foran spejlet. Men som sagt: det betyder ikke noget som helst. For som EyeQ's trivielle coverversion af Sister Sledges 'We Are Family' fortsætter: »I got all my sisters with me«. Intet kunne gå galt for Julie, Trine, Louise og Sofie på en aften hvor de bedste historier ikke udspillede sig på scenen, men inde i hovederne på alle EyeQ's små søstre i salen.