0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Nekrolog: Ove Nathan havde ånd

Natten til torsdag døde Ove Nathan.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Borberg Thomas
Foto: Borberg Thomas
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Den første avis - det første medie overhovedet - der modtog meddelelsen om den verdensberømte russiske atomforsker og hårdt prøvede systemkritiker Andrej Sakharovs løsladelse fra det indre eksil, han var blevet anbragt i, var Politiken.

Selv Pravda blev senere underrettet end Rådhuspladsen.

Den, der hin decemberdag 1986 løftede røret og kunne ringe den lige så sensationelle som lykkelige nyhed ind til redaktionen, var rektor ved Københavns Universitet Ove Nathan. Kort forinden var nemlig en sort limousine drejet ind på Frue Plads. Den sovjetiske ambassadør i København havde fået i opdrag personligt og på stedet at meddele den danske atomfysiker og universitetsrektor, at Sakharov og hans hustru Jelena Bonners forvisning var blevet ophævet.

Nathan havde insisteret, sådan som han ofte kunne, uden armbevægelser, uden at løfte stemmen - det gjorde han aldrig - men ved altid at være præcis både i forhold til sagen, modtageren og timingen. Han havde insisteret ved enhver - vel at mærke hensigtsmæssig - officiel som uofficiel lejlighed, engang også op i Gorbatjovs åbne ansigt, på, at Sakharov skulle sættes på fri fod. Det blev han, og det var Gorbatjov for resten også tjent med. Det er en mindeværdig del af Nathans virke, denne episode illustrerer, og én, der vil blive savnet.

Engagement
Som en af Niels Bohrs åndelige arvinger - og med de muligheder, et lille lands kloge hoveder har, ikke mindst når Danmark ligger, hvor det ligger - engagerede han sig i øst-vest-konflikten. Og hans ord havde vægt i kraft af hans uafhængighed som både en betydelig videnskabsmand og indehaver af høje poster. Han var selve den samlende kraft i de to store internationale konferencer bygget over den bohrske 'åbenhed' i henholdsvis 1985, da det drejede som om kernevåbnene, og i 1989, et halvt år før Murens fald. Jeg havde i forbindelse med den sidste konference lejlighed til at give en hånd med og dermed til at iagttage den kombination af ro, koncentration og humor, med hvilken han fik det store apparat til at falde på plads, for ikke at tale om hans evne til under konferencerne på sin enkle og altid klare måde at opsummere 'stillingen' og dens perspektiver. Det var i de dage, det trak op til en krise i Beijing på grund af studenterurolighederne, og de kinesiske videnskabsmænd, der deltog i konferencen, var mildest talt ude af flippen. De stod bogstavelig talt og vred deres hænder under ørnen over universitetets port, der som bekendt »skuede det himmelske lys«, men Nathan vidste at dæmpe gemytterne: Der ville blive taget hånd om dem i alle tilfælde.

Til samme konference sendte Sakharov et bevæget afbudstelegram. Han skulle og måtte deltage i det første valgte russiske parlaments åbningsmøde. Andre afbud var mere dystre: En vis Vaclav Havel var blevet nægtet udrejsetilladelse. »Glasnost er åbenbart ikke noget nøgleord overalt«, som Nathan sagde, da han åbnede konferencen. Godt et halvt år senere var samme Havel sit lands præsident.

Retfærdighedssans
Meningsløs uretfærdighed oprørte Nathan. Han, hvis lunger efterhånden ikke kunne holde længere, skal ikke med hans eget udtryk »støde i fløjten« længere. Han yndede det engelske udtryk 'whistleblower' om den, der varskor om, at ulven kommer - eller rettere, at den er kommet - og at det skal der gøres noget ved.

Han kunne gøre Øverlands ord til sine egne:

»Du skal ikke tåle så inderlig vel / den uret som ikke rammer dig selv«.

En oplevelse af tordnende uretfærdighed fulgte ham lige siden barndommen og er, ikke tilfældigt, at finde på en af de første sider i hans erindringer 'Egne veje'. I skolen fik klassen en dag af tegnelæreren besked om at udføre en ret linje på fri hånd. Hvad gør en vordende fysiker? Han udtænker en metode og afprøver den: Man glider ned ad pulten og anbringer øjet så tæt ved blyantspidsen som muligt, så sigter man og kan få noget nær en perfekt lige linje frem. »Du har brugt lineal!«, snerrede læreren. »Nej«, sagde Ove. Så faldt der en knaldende lussing med ordene: »Du lyver!«.

Den sved, og den sved lige siden.

Selv lærte han at forstå. Han forstod sine modstandere, hvad enten de var politikere, embedsmænd eller studerende. Hvad de sidste angår, delte i al fald studenterpolitikerne ikke just demokratiopfattelse med ham i de hårde marxistiske tider. De syntes, han lagde alt for meget vægt på ytringsfrihed og stemmeret.

Men som ung havde han selv engang fået nok af totalitarismen. For et ungt menneske i 1940'erne - Ove Natan blev født i 1926 - var kommunismen svaret på verdenssituationen. Han blev DKP'er og deltog i festivaler i Østeuropa. Han kom, så - og gik så sine egne veje, især efter at have været vidne til systematisk overvågning i det stalinistiske Ungarn. Det var ikke gratis.

»Vi skal nok få ram på dig!«, hvæsede anonyme stemmer i telefonen efter udmeldelsen.

Rationalist
Det kostede venskaber, men han havde vundet sig selv og tillid til sine egne øjne. Det kom der en videnskabsmand ud af. Og en ærkerationalist. Hans jødedom indskrænkede sig eksempelvis til hans navn. Vel var der et sted bagude i slægten en øst-jødisk ghettofortid, men Ove Nathan var ikke til etniske drømmerier. Han valgte at føre den assimilering til bunds, som allerede hans forældre var kommet langt med.

Hans egne veje var, hvor gemytter kogte, og ekstremer var dagens orden, at være realistisk. Altid at have de forbedringer for øje, som kan opnås med tålmodighed og saglig argumentation.

Sådan, lidet spektakulær, men respektindgydende, blev han kendt all