Det er fortænderne man ser først - og de tykke briller, der i 50 år har været hans fornemste fysiske kendetegn. Håret, der har trukket sig tilbage fra issen i måneform, pjusker ved ørerne, og pianisten Alfred Brendel er helt enkelt ingen skønhedsåbenbaring. Gentleman»Indeed yes«, er de første ord vi hører ham sige, mens han med venligt bøjet hoved bugserer sig ind gennem døråbningen med sit pladeselskabs danske repræsentant ved sin side. »Så ganske«. For sandt er det, at han, der blev født i Tjekkiet for 71 år siden, har boet i London i årevis og er gået hen og så ret blevet en engelsk gentleman. Vil lave en fond Der flyder tysk og østrigsk blod i hans årer, og han har været en celebritet blandt pianister i en lille menneskealder. Der var megen virak om ham, da han fyldte rundt i fjor, og han er i København, fordi han på lørdag tildeles Léonie Sonnings Musikpris ved en koncert i Tivoli, som dirigeres af Schønwandt. Pengene, den halve million kroner, vil han bruge til at etablere en fond, der skal hjælpe unge pianister til at købe gode instrumenter. Komponisterne Brendel introduceres for busterne af Reumert og Mantzius i Det Kgl. Teaters publikumsfoyer, inden han sætter sig ved bordet for at tage sin tørn ved gårsdagens pressemøde. »Det, der slår mig først ved denne specifikke pris«, siger Alfred Brendel, »er, at den også er blevet uddelt til komponister. Uden dem ville jeg ikke være den, jeg er. Det er mit job at reflektere deres lys, at gøre det underliggende liv i deres musik håndgribeligt«. Så behøver pressemødet egentlig ikke være længere, for her springer Brendel ud som sig selv, næsten i motto-form. Uden falsk beskedenhed og samtidig med en helt igennem realistisk sans for, hvor hans mission ligger. Overnight sensation Da han senere taler om sin glæde ved at skrive digte, understreger han, at det føles som en befrielse også at prøve at være producerende snarere end reproducerende. »Der er forskellige måder at tolke musikken på. Én er at gå tilbage i tiden og forske sig frem til en holdning til den, en anden er at prøve at glemme alt, hvad man ved og så vente på at modtage en besked fra himlen, en besked så uendeligt ren som mulig. Jeg tror, jeg ligger et sted i midten«. En journalist har tillagt sig en gangbar amerikansk accent og spejler sin benovelse i det spørgsmål, der vakte størst moro denne eftermiddag: Hvordan føles det at være blevet en overnight sensation i Danmark, og hvilken effekt tror De, at prisen får på Deres liv? Brendel plirrer bag brilleglassene - arrogance ligger ham fjernt, men lidt retfærdighed må der til, synes han at tænke. »Ja, nu ved jeg ikke meget om holdningen i Danmark«, begynder han langsomt og med denne tykke østrigske accent, som 30 års bopæl i London tilsyneladende ikke har gjort noget godt for. »Men ude i verden er jeg da ikke totalt ukendt, og jeg tror ikke, at mit liv vil ændre sig epokegørende på grund af prisen«. Tør latter For første gang i løbet af pressemødet ler Brendel sin korte tørre latter. Få nanosekunder varer den, den er næsten lydløs, men til gengæld raspende, næsten størknet. Moroen breder sig endnu mere, da en kollega fra en af frokostaviserne lægger ud med, hvad hun kalder for »et dumt spørgsmål«: Hr. Brendel, hvis nu De var taget til fange af Taleban-regimet og vidste, at De om få øjeblikke ville få hugget hænderne af . Alfred Brendel ser nøjagtig lige så rystet ud, som han evner, men han har gættet slutningen af spørgsmålet. ... hvilket værk ville De da vælge at spille? »Øh . jeg vil hellere svare på, hvad jeg helst så ville høre af musik .«. Nej! , kommer det kontant og skarpt fra journalisten. Brendel tier artigt. Tænker sig om. Og prøver igen: »Ved De hvad, det ville afhænge af klaveret«. Latter. »Og hvis klaveret ikke var godt nok, så ville jeg slet ikke spille noget som helst«. Men hvad så, hvis De bare var hjemme hos Dem selv? , forsøger journalisten, der ser sig nødsaget til at glemme truslen om de afhuggede hænder. Brendel selv er et nyt sted henne. Der medfølger også store grin, da han er blevet spurgt, hvad hans fremtidsønsker er, og han dydigt svarer: »At spille bedre«. Igen og igen Alfred Brendel er ikke mindst kendt for at spille den samme musik igen og igen. Det gør alle klassiske solister selvfølgelig i et eller andet omfang, men Brendels kærlighedsforhold til Beethovens og Schuberts sonater og til Mozart er intenst og eksklusivt i ordets oprindelige betydning, »udelukkende alt andet«. Han ser Rakhmaninovs 3. klaverkoncert som en monstrøsitet, en vanskabning, »rent tidsspilde, men det er jo bare min mening«. Og han føler sig gået lidt for nær, når man spørger til hans forkærlighed for at spille de samme værker hele tiden. Han har unægtelig fået spørgsmålet før, men synes ikke rigtig, det rager nogen: »Der findes værker, som man kan bruge et helt liv på at udforske«, fastholder han. Ikke konservativ »Jeg er på ingen måde konservativ i min smag, og jeg er årvågent og lidenskabeligt interesseret i vor tids musik, alt det der aldrig har fandtes før eller nogensinde er blevet sat sammen på denne måde. Perioden for 100 år siden, da musikken brød med tonaliteten, og da malerkunsten begyndte at arbejde med helt nye præmisser. Men desværre er jeg ikke særlig god til at aflæse noder, hvilket er et problem med den nye musik. Det er der andre pianister, der gør meget bedre end jeg«, siger han og gør synlig reverens over for den danske pianist Amalie Malling, der sidder ved et bord i teaterfoyeren og betragter den mand med stor ømhed, som var hende en barsk læremester«. »Jeg synes«, siger han og sætter tydeligt streg under det, »at en udøvende kunstner skal tilstås friheden til selv at bestemme, hvad han vil spille«. Ringe hukommelse Og det har han så gjort det meste af det seneste halve århundrede. Han har spillet Beethovens 5. klaverkoncert (Kejser) i omegnen af 150 gange, også tidligere sammen med Michael Schønwandt, og da var det London Symphony, der spillede. Hvordan har Deres fortolkning af Kejserkoncerten udviklet sig? »Jamen, ved De, det har jeg ingen anelse om. Min hukommelse er forfærdeligt ringe. Når jeg har lagt et værk fra mig for at tage det op igen efter et par år, så er den fuldstændigt ny og frisk for mig. Der er en meget gammel dame, som har hørt mig spille den mange gange, som altid dukker op efter koncerten og fortæller mig, hvor anderledes jeg netop har spillet den i forhold til, hvad jeg plejer. Men selv ved jeg det ikke«. Brendel er i godt humør i dag. Han har denne distance, der kan forekomme akademisk, og som udmønter sig i, at han helst kigger et helt andet sted hen end på den, han taler med. Op i loftet, ud til siden, tilsyneladende distræt, ligeglad. Hvad får Dem til at grine, og hvorfor er det vigtigt at grine? , spørger så en herre, og Brendel ser just ikke lattermild ud netop da. »Det er i sig selv ikke noget særlig muntert spørgsmål«, svarer Brendel og henviser til en af sine bøger, »hvori der var et essay om det komiske i musikken i alle dets facetter og om det menneskelige i musikken helt overordnet«. »Helt grundlæggende har jeg mistro over for folk, der synes, det er vulgært at grine, og folk, der mener, at dybde udelukker komedie. Jeg er vild med den tyske aforist Lichtenberg, og jeg finder stor humor i værker af Haydn og Beethoven. Beethovens 'Diabelli Variationer' er et fremragende eksempel på musikalsk komik«. Vel er det ej vulgært, og vi følger glad Brendel på vej ud af teatret.