Foreløbig har ni millioner biografgængere verden over og otte millioner franskmænd sat sig i de brede stole for at følge Amélie fra Montmartre og hendes venner. Hermed er filmen på mindre end et år blevet en af europæisk films største kommercielle successer nogensinde, og den er en af årsagerne til, at 2001 blev et jubelår for den franske filmindustri. Men Amélie kørte ikke sejren hjem alene. En række franske film trækker langt flere tilskuere end ventet, og i disse dage står franskmændene i kø for at se komedien 'Tanguy' om den unge mand, som ikke vil flytte fra mor og far. Kan konkurrere med USA Tilstrømningen til franske film steg med 12 procent i 2001 i forhold til året før, viser de nyeste tal fra det franske filminstitut, og franske films markedsandel var på over 40 procent og steg med 15 procent i forhold til de amerikanske film. Hermed er Frankrig det eneste europæiske land, der for alvor kan konkurrere med amerikanske film på hjemmebane, og med 200 fransk-producerede film i år er Frankrig det eneste europæiske land, der producerer film i større omfang. Vivendi og Canal-Plus bærer fransk film For at gøre triumfen komplet begynder franske film også at sælge godt i USA, og med købet af Universal-studierne i Hollywood indspiller den franske Vivendi-kæde, der ejer tv-kanalen Canal-Plus, nu også film på arvefjendens territorium. Det er i høj grad Vivendi og Canal-Plus, der bærer fransk film oppe. Men paradoksalt nok er det også Vivendi-gruppen, som kan bringe eventyret til ophør. Støtteordninger Problemet er, at staten har forpligtet de franske tv-stationer og især Canal-Plus til at investere en del af deres omsætning i produktionen af spillefilm. For Canal-Plus' vedkommende drejer det sig om 20 procent om året, og det har hidtil været en god investering for kanalen, der ud over film er kendt for sin eminente dækning af fransk og international fodbold og provokerende talkshow. Men aftalen mellem staten og tv-selskaberne udløber i 2004 og skal genforhandles. Lige før jul udtalte Vivendis direktør, Jean-Marie Messier, der på blot et par år har fået status som fransk industris nye guru, at tiden er ved at rinde ud for den 'særlige franske model' på film- og tv-området. 'Amerikanisering' Han blev omgående beskyldt for at ville 'amerikanisere' fransk film og tv, men i et langt indlæg forleden i dagbladet Le Figaro tog han til genmæle og understregede, at han fortsat støtter de særlige franske statsstøtteordninger til filmen. Men han peger samtidig på, at spillefilm i dag distribueres ad langt flere kanaler, end da aftalen blev indgået, nemlig gennem video, dvd, særlige spillefilmskanaler, pay per view osv. Det bør fremtidens finansiering af fransk film afspejle, skriver han i Le Figaro. Tv-sovepude Flere filmfolk har tidligere udtalt, at tv-finansieringen af fransk film er blevet en sovepude for mange filmfolk. Der laves mange ligegyldige film, fordi tv er storaftager af film, og selv en af Canal-Plus pionerer, Pierre Lescure, indrømmer, at film er ved at blive et mindre vigtigt 'produkt' for tv-kanalerne end tidligere. For adgangen til film er langt lettere end tidligere. Så alt tyder på, at statens direkte deltagelse i finansieringen af filmindustrien bliver større end nu. Unge talenter Men som dagbladet Le Mondes filmredaktør, Jean-Michel Frodon, skrev forleden, er fransk film også selv godt rustet: filmene rammer bredere, hvilket succesen i USA og udlandet også viser. Markedsføringen af de nye film er tidssvarende og effektiv, og de franske biografer er moderne og publikumsvenlige. Sidst, men ikke mindst viser filmhøsten år 2001 og de første uger af 2002, at veteraner som Eric Rohmer og Bertrand Tavernier fortsat kan lave film, at unge 'veteraner' som Luc Besson, Mathieu Kassovitz og Robert Guediguian stadig kan få masserne i biografen, og at masser af helt unge talenter allerede har vist prøver på deres talent med deres første film.