Frankrigs største kapitalist har besluttet at sætte sig selv et storslået minde. Ved skæbnens lunefulde spil skal det anbringes på det sted, hvor klassekampen i Frankrig har været allerhedest: på den lille ø i Seinen i Paris, hvor Renault fabrikerede sine biler indtil 1992. Her, hvor man engang knoklede i treholdsskift med et stopur i baghovedet, vil der om fire år være lyse, venlige museumssale. Alle billeder fra den private samling Socialrealisme vil man kigge forgæves efter, derimod vil der vanke avantgarde kunst. Hvert billede, hver skulptur kommer fra Francois Pinaults private samling. Det er helt amerikansk, sådan bar finansfyrster som Guggenheim og Getty sig også ad, da de ville dele deres kunstglæde med andre. I Frankrig har det ellers været god tone, at rige samlere skænkede deres billeder til statens museer. Også pengeadel forpligter. Men Pinault, der ikke hæmmes af aristokratiske fornemmelser, bryder radikalt med denne tradition. Boligspekulanter Der har været stor ballade om, hvad man egentlig skulle stille op med Renaults gamle ø, Ile Seguin. Da det rygtedes, at borgmesteren i Boulogne-Billancourt havde i sinde at overlade øen til raske boligspekulanter, blæste Jean Nouvel til angreb på forsiden af Le Monde. Nouvel, der er Frankrigs førende arkitekt, var rystet over, at man kunne handle så hovedløst med så enestående et område. Han forlangte respekt for øens historiske betydning: Renaultfabrikkerne havde jo været »arbejdernes fæstning«, en valplads for bitre sociale og politiske opgør, senest i maj 1968. Jean Nouvel fik politikerne til at tænke sig om en ekstra gang. Måske skulle man alligevel ikke rive de forladte Renaultværker ned, men hvad kunne de vel bruges til? Det skortede ikke på ideer. En af de mere originale var at forvandle fabrikshallerne til et indvandrermuseum à la Ellis Island i New York. Netop samlebåndet hos Renault havde jo været mange immigranters første møde med Frankrig, om de nu kom fra Nordafrika, Italien, Spanien, Kina eller Vietnam. Trumfen Da spillede Francois Pinault sit trumfkort ud. Han, den mægtige forretningsmand, ville af egen lomme betale for opførelsen af et nyt museum, der skulle få verden til at spærre øjnene op. At det skulle bære hans navn, gav vel sig selv. Han fik sin vilje. Hvilket han er vant til. Staten kunne dårligt sige nej til så smukt et tilbud. Selv har den ikke råd til noget i dén vægtklasse. Pinault rådførte sig med syv arkitekter, alle af internationalt ry. Men ingen var i tvivl om, at han allerede havde sin favorit: japaneren Tadao Ando. Og derved blev det da også. Tadao Ando er i sin stil lige så minimalistisk som meget af den kunst, Pinault har købt i de senere år. Japaneren har stilet mod, at museet skal ligne et rumskib, der flyder på vand. Materialerne er rå beton og masser af glas, der lader dagslyset fylde salene. Museumsgæsten skal forcere en storladen trappe i tre etaper for at få adgang til kunsten. 15.000 kvadratmeter sættes af til de permanente samlinger, mens skiftende udstillinger kan råde over 7.000 kvadratmeter. Det svarer nogenlunde til forholdene i Pompidoucentret, men overgår langt Guggenheims Museum i Bilbao. Pinault går ikke i små sko. Francois Pinault, der ikke giver sig ud for at være nogen intellektuel, har samlet på kunst i hen ved 30 år. Men det afgørende øjeblik indtraf først i 1990, da han erhvervede et billede af Mondrian fra 1925. På en auktion i New York kostede det ham 45,7 millioner franc - det dobbelte af Pompidoucentrets årsbudget for nye køb. For Pinault stod det nu klart, at han kunne være med i kunstsamlernes superliga. Særinteresse for USA Hans samling er koncentreret om kunst fra efter Anden Verdenskrig. Især amerikanerne har hans opmærksomhed: Mark Rothko, Jackson Pollock, Robert Rauschenberg, Frank Stella. Men generelt kommer han kompasset godt rundt. I de senere år er han også begyndt at samle på videokunst og installationer, der ofte er meget pladskrævende. Det skulle ikke blive noget problem i hans kommende museum. Fagfolk skønner, at hans hastigt voksende samling rummer mindst 1.500 udsøgte værker, men kun han selv har det fulde overblik. For mange af hans transaktioner foregår i al diskretion. Hans nærmeste rådgiver er kunsthandleren Marc Blondeau. Han priser Pinaults 'blik'. Pinault selv forklarer, at han som kunstjæger oplever samme fornemmelse, som når han gør forretninger: fryden ved at se nye muligheder, før andre får øje for dem. Kejser Pinault lægger ikke ringeste skjul på, at det er hans museum og hans samling. Men han har dog fundet det fornuftigt at omgive sig med et råd af alle hånde sagkyndige. Krumtappen er Francois Barré, der medbringer stor viden og nyttige kontakter fra sine mange år som topembedsmand i kulturministeriet. Barré mener, at hans nye arbejdsgiver befinder sig i en misundelsesværdig situation: Når direktøren på et statsligt museum køber et nyt billede, sker det med angst og bæven, for hun ved, at hun og museet hænger på det til evig tid. Privatmanden Pinault har det anderledes nemt: Han kan skille sig af med et værk, i samme øjeblik han har fundet noget endnu bedre - eller når han erkender, at han har grebet fejl. At værket alligevel ikke 'holdt'. Dominerende rolle Med sine mange milliarder spiller Francois Pinault i dag en dominerende rolle i fransk kunstliv. Ingen kan som han påvirke markedet. Og for at det ikke skal være løgn, så har han også købt Christie's, det britiske auktionshus. En seismograf, der registrerer alle de underjordiske bevægelser i kunstens verden. Det ligger endnu ikke fast, hvilken form Pinault vil give sin museumsfond. Jurister arbejder på at finde den snildeste løsning. Der er bl.a. visse hensyn at tage til skattevæsenet. Måske ender det med, at hans tre børn ikke vil arve så meget som et eneste kunstværk. Til gengæld kan de så trøste sig med, at navnet Pinault vil leve videre i glans, når faderens forretningsimperium er visket af minde.