65-årige Francois Pinault, der vil bygge Frankrigs største private museum for at give sin kunstsamling en passende ramme, går for at være den rigeste mand i Frankrig. I alle henseender en selvhjulpen mand, bortset fra at han giftede sig til sit første savværk. For hans imperium, der i dag omfatter modefirmaer som Gucci og Yves Saint Laurent, blev først tømret sammen af træ. Savværk og sukkeraktier Da han vendte hjem efter tre år ved fronten i kolonikrigen i Algeriet, fik han overdraget svigerfars savværk. Det var der ikke mange penge i. Men en dristig spekulation i sukkeraktier skaffede ham de første millioner. Med dem begyndte han at opkøbe savværker, der alle var på fallittens rand. Efter at have 'saneret' dem med hård hånd og kolde øjne, solgte han dem videre med profit. Finansjonglør Pinault blev finansjonglør. I 1993 spillede han poker med 'junk bonds' i USA, tvivlsomme papirer, der enten kan give enorme tab eller enorme gevinster. Pinault strøg puljen, men skaffede sig samtidig et generende mellemværende med de amerikanske finansmyndigheder. De mener, der blev præsteret urent trav. Sagen er ikke afsluttet. Dagligvarer, biler og medicin 1990'erne blev et stort årti for huset Pinault. Fra trælasthandel bevægede han sig ind på markedet for dagligvarer. I dag ejer han således kædeforretninger som Printemps, La Redoute og Fnac. I Afrika sælger han biler, medicin og mad, og hvad man ellers står og mangler. Mediemogul og slotsherre Han ejer ugemagasinet Le Point og har en betydelig aktiepost i TF1, den ene af Frankrigs to store tv-kanaler. Pinault er slotsherre, på Chateau Latour, det berømte vingods. Blandt hans øvrige besiddelser er fodboldstadion i Rennes. Her kan man høre ham heppe hjemmeholdet op. Det ejer han nemlig også. Intet søndagsskolebarn I sin fremtræden kan den stenrige mand virke jævn og ligetil. Men folk, der har krydset klinger med ham i forretningsverdenen, fortæller, at han ikke er noget søndagsskolebarn. Pinaults ældste søn og tronarving har overtaget den daglige ledelse af butikken. Faderen nøjes nu med at afstikke strategien. Resten af tiden går med at samle kunst. En lidenskab, der fik greb i ham for snart 30 år siden. Måske har han noteret, hvad Louvres daværende direktør Pierre Rosenberg engang bedyrede: »Samlere kommer i himlen«.