»I en tid, hvor det politisk korrekte værdsættes mere end ærlighed, vil jeg bare sige: kør på, motherfuckers - alle er vindere!«, sagde Madonna søndag aften i den direkte tv-transmission fra årets uddeling af Turner Prize, der hvert år tildeles en britisk kunstner under 50. Og så var skandalen sikret. Men selv uden bandeord fra popdronningen var der lagt op til både skandale og debat, nu da prisen er gået til Martin Creed - hvis bidrag til udstillingen er en sal, kun indeholdende et lys i loftet, der tændes og slukkes hvert femte sekund. Ingenting Creed benytter sig altid af virkelighedens materialer: malertape, keramiske fliser, neonskilte, balloner. Og så spiller han musik i bandet Owada, der sidste år udgav en cd med den karakteristiske titel 'Nothing'. Ingenting er også den betydning Creed tillægger sine værker, i alle tilfælde i hans læresætning: hele verdenværkethele verden. Det er altså en meget lidt højrøvet kunstner, der vil være i orkanens øje den nærmeste tid, for der er ingen tvivl om, at hans yderst minimale udtryk vil falde en hel del mennesker for brystet. De øvrige tre kunstnere, der var nomineret til Turner Prize, og som i øjeblikket sammen med Creed præsenteres på Tate Britain i London, er ikke meget mindre kontroversielle. Isaac Julien er således Englands mest fremtrædende, sorte filmmager, der i sine videoinstallationer konstant kredser om køn, race og (homo)seksualitet, Mike Nelsons bidrag til udstillingen er en tom korridor med titlen 'The Cosmic Legend of the Uroboros Serpent', og endelig ses to videoværker af Richard Billingham, der sidste efterår gæstede Nikolaj Udstillingsbygning med sine portrætter af hans egen families liv på bunden af samfundet.