Utilfredsheden er stor med rektor Steen Pade på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i København. Så stor, at flere af de flygtede lærerkapaciteter til dels begrunder deres farvel med hans ledelsesstil. Lærerne betegner Steen Pades facon at forvalte sin stilling på som »enevældig«, ligesom flere af dem føler sig personligt dårligt behandlet af ledelsen. Han lytter ikke til og respekterer ikke medarbejdernes behov, hvilket betyder, at lærerne gradvist mister lysten til at undervise på konservatoriet. »Da Steen Pade begyndte som rektor, havde jeg et godt indtryk af ham, men med årene er han blevet fuldstændig enerådende. Han viser mindre og mindre lyst til at foretage sonderinger blandt sine medarbejdere«, mener komponisten Ivar Frounberg. Bedre forhold i Oslo Efter flere kontroverser med ledelsen stoppede han som lærer på DKDM denne sommer og blev i stedet professor på Musikhøjskolen i Oslo, hvor han føler, at arbejdsvilkårene er langt bedre og langt mere demokratiske: »Der hersker et skidt arbejdsmiljø på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Simpelthen. Som tingene har udviklet sig, kan man ikke tilbringe hele sit liv sådan et sted. Er man der for lang tid, så ender man med at få det dårligt«. Stive regler Ivar Frounberg peger på, at Kulturministeriets styrelsesregler for musikkonservatorierne - som trådte i kraft, samtidig med at Steen Pade kom til i 1992 - bærer en stor del af ansvaret for konservatoriets trange tider. Styrelsesreglerne giver den ministerielt udpegede rektor ubeføjet magt til at træffe beslutninger hen over hovedet på lærere og studerende, hvis det er det, han ønsker: »Man kan sige, at styrelsesreglerne nu for alvor giver bagslag, fordi de ikke bare forudsætter en stærk leder, men også en ydmyg leder. Det mener jeg ikke, at Steen Pade er længere, og det er blevet et problem for DKDM«. Enevældig Den seneste i rækken til at sige fra over for vilkårene på DKDM er professor Dan-Olof Stenlund, som har uddannet størstedelen af de kordirigenter, der leder Danmarks mange internationalt anerkendte kammerkor. Dan-Olof Stenlund, som har været professor i København siden 1974, vil efter talrige opfordringer genoptage sin dirigentkarriere og stopper på DKDM ved udgangen af dette studieår. Inden han med egne ord bliver »gammel og sur« på stedet. Med sine 63 år kunne den Malmöbosatte svensker ellers fortsætte syv år mere i stillingen. Ligesom Ivar Frounberg peger Dan-Olof Stenlund på, at Steen Pade ikke altid evner at lytte tilstrækkeligt til sine omgivelser: »Jeg har flere gange sagt til Steen, at jeg mener, han har de praktiske evner til at være en fantastisk rektor - at han er dygtig til at holde orden på tingene. Men Steen skal passe på ikke at misbruge sin enevældige magt. Han må i højere grad blive bedre til at lytte til fagfolkene omkring sig, så tingene kan fungere optimalt herinde«. Uforstående Steen Pade stiller sig uforstående over for kritikken. Ifølge rektoren omhandler kritikken problemer, han ikke tidligere er blevet konfronteret med, selv om lærerne har haft muligheden ved eksempelvis de årlige medarbejdersamtaler. I øvrigt betragter han sit forhold til lærergruppen som sundt og baseret på dialog: »Jeg mindes ikke, at lige præcis de ting, som du nævner i forhold til mig, har indgået i medarbejdersamtalerne. Derfor har jeg også svært ved at bruge sådanne tilkendegivelser til noget særligt«, svarer Steen Pade på den kritik, som adskillige lærere på DKDM fremkommer med. Utilfredse lærere En stor del af lærerne på konservatoriet i København er utilfredse med den måde, hvorpå Steen Pade blandt andet træffer beslutninger, der vedrører deres forsknings- og kunstneriske udviklingsarbejde - de såkaldte foku-projekter. Det kan for eksempel være forskning i klangvariationer i diverse modeller og mærker af et instrument, koncertvirksomhed og musikprogrammering på computere. I sommer gik den 45-årige og vidt efterspurgte akkompagnatør Christen Stubbe Teglbjærg på halvtid. Efter en periode med meget overarbejde for at finde mere skånsomme alternativer til de drastiske undervisningsnedskæringer i elevernes timeantal, som var en konsekvens af finansloven 2001, blev Christen Stubbe Teglbjærg alvorligt syg. Han indså efterfølgende, at den administrative del af arbejdet var alt for stor, og at den - med de økonomisk trængte fremtidsudsigter for DKDM - ikke ville blive mindre. »Personalepleje eksisterer ikke på denne institution. Der mangler omsorg for lærere og elever. Om folk har det godt eller ej, fungerer ikke som et argument i Steen Pades og administrationens univers. Det har altid undret mig, når man i det private erhvervsliv ser, hvilken succes virksomheder oplever med god personalepleje. Dybest set er administrationen vel ikke kun til, for at økonomien løber rundt. Den skal vel også servicere elever og lærere. Ofte har jeg dog en følelse af, at det omvendte er tilfældet«. Også konservatorielærernes sektionsformand i Dansk Magisterforening, Lisbeth Zimmer, betragter lærernes arbejdspres - og ledelsens manglende forståelse for samme - som et problem: Dygtig med tal »Steen er slem til at feje folk af, selv om de kommer med seriøse arbejdsmæssige problemer. Der er ingen tvivl om, at han er utrolig dygtig med tal. Men det er bare ikke kun positivt. Hans konstante ændringer af vores måde at udregne arbejdstider på, gør det meget svært at nå igennem den daglige byrde«. For eksempel har lærerne fået mindre tid til deres administrative arbejde, selv om arbejdsbyrden på området overordnet er vokset. Det skete ved, at ledelsen ændrede lærernes tid til administration fra 10 procent af den samlede arbejdstid til 10 procent af den samlede undervisningstid. I stedet skal lærerne undervise i det tidsrum, som på papiret blev frigjort ved indgrebet. Fordelen for rektor er i sidste ende, at konservatoriet kan spare nogle penge til de løst ansatte timelærere, som bliver overflødiggjort. »Den slags forøgelser af vores arbejdsbyrde er der mange eksempler på, og den reelle ugelængde er for de fleste fastansattes vedkommende steget med op mod en fjerdedel, siden Steen blev rektor«, fortæller Lisbeth Zimmer. Steen Pade vurderer ikke lærernes arbejdsbyrde til at være steget tilnærmelsesvist så betydeligt gennem de seneste ni år, som Lisbeth Zimmer fremstiller det.