Jazzpianisten Tommy Flanagan er død i New York, 71 år gammel. Han voksede op i Detroit, var tidligt professionelt aktiv i byens meget frodige jazzliv, og det var nok hans år som huspianist på Blue Bird-jazzklubben, hvor han akkompagnerede en lang række af halvtredsernes bedste musikere, der var med til at perfektionere Flanagans helt specielle talent for at akkompagnere. Allerede i slutningen af 50'erne, efter at Flanagan var flyttet til New York, fik Ella Fitzgerald ørerne op for hans klaverspil, på én og samme tid inkarnationen af loyal lydhørhed og diskret modspil, og han var i lange perioder, indtil han i 1978 fik hjerteproblemer, hendes faste akkompagnatør. Men selv om han indtil da også havde medvirket på hundredvis af pladeindspilninger, heriblandt så notable som John Coltranes 'Giant Steps', Sonny Rollins' 'Saxophone Colossus' og Dexter Gordons 'The Panther', var det først herefter, at hans egen karriere tog fart, og han for alvor markerede sig helt på egne betingelser. Spillet var ligefremt Og betingelserne var egentlig enkle: Hans spil var ganske ligefremt, uden Bud Powells flammekasteragtige fremadrettethed, uden Thelonious Monks kantede uforudsigelighed, uden John Lewis' akademiske tilknappethed, men med en beboprodfæstet opfattelse, filtreret gennem en spændstig og letflydende elegance og melodisk omhu, som gjorde hans mange trioindspilninger fra den seneste snes år til slidstærke vidnesbyrd om en kunstner, hvis musik nok modnedes relativt sent, men gjorde det med så meget større værdighed. Og det var helt fortjent, at Tommy Flanagan i 1993 ved en koncert i København, som den fjerde i rækken, modtog Jazzpar- prisen.