Dag 1: Står af på Hillerød Station onsdag formiddag og ser samtidig to midaldrende indvandrerkvinder forlade toget. De går hen ad perronen, taler sammen på et udenlandsk sprog. De har begge mørkeblå tørklæder om hovedet, men i to forskellige nuancer. De har store halvlange læderjakker på - den ene mørkebrun, den anden sort - og de har begge ankellange kjoler under jakken. De forsvinder op ad Ndr. Jernbanevej. Det er den vej, Hillerød ligger. Man skal ikke gå ret langt, så begynder det at ske. Lige over for stationen ligger en solid gullig murstensvilla, og på facaden og i vinduerne er der ophængt 15 valgplakater for socialdemokraterne Lone Møller og Nick Hækkerup. Lidt længere nede af vejen kommer det trinde og godmodige hus 'Villa Marie'. På den modsatte side ligger den lokale SiD-afdeling, og der er placeret en stor mindesten foran bygningen: 'Hillerød A. 110 år. SiD har fremtiden for sig'. Provinsens tilholdssteder Så kan man krydse gaden igen, og i rapt tempo følger nu nogle af provinsbyens faste tilholdssteder og kendingsmærker, Hillerød Ungdomscenter, BioCity og værtshuset Oklahoma Saloon - med et kohoved fra Texas eller deromkring over døren. Så ved man nogenlunde, hvad man går ind til. Den frie verden? Står af på Hillerød Station og ser det store grålig varehus for 'Idémøbler' og 'Garant' ('inspiration til gulve') på den anden side af sporene. På pladsen foran hænger valgplakaterne tæt. Birgitta Gamanovic (Borgerlisten), Margrethe Auken (SF), Henning W. Larsen (Dansk Folkeparti) og Sophie Løhde (Venstre). Det er koldt, solskinsklart og vindstille. Måske derfor lyder de to snøvlende langsomme stemmer på perronen så påtrængende. Jeg tror, de er junkier. Han har solbriller, hårpisk og en lærredspose slænget over skulderen. Hun har en halvtom Harboe Beer, godt med skum, i venstre hånd. Så snøvler de frem og tilbage om, hvor mange gange de skal stemple, og jeg synes, han siger »syv«, men lyder det ikke underligt? 'Det går fint, ikke?' Så er det, som om han bemærker, at jeg står og betragter dem. Han vender sig halvt om og sender mig et hurtigt smil, varmt og sygt, og smilet siger: »Hej, makker - det går fint, ikke?«. Han er kun lige på dette korte sekund, så er han direkte tilbage i snøvl og bøvl og klippekort og togafgange og stationer. Og pludselig gør de sig færdige, stikker kortet ind og klipper, haster ind i toget. Har allerede glemt, at jeg står og stirrer efter dem. Vender mig om mod boden med frugt og blomster under den hvide presenning. 'Jeg ved ikke' Pigen i boden har solbriller på og en lang hvid fletning ned ad ryggen. Må jeg spørge hende om noget? Stille hende et par hurtige spørgsmål om valgkampen og udlændingedebatten? Hun er stoppet op i sit arbejde med at arrangere varerne, men mine spørgsmål interesserer hende ikke. Hun afviser venligt: »Åh, jeg har ikke set så meget. Så jeg ved ikke. Jeg har travlt lige nu. Så jeg ved ikke«. Jeg spørger, om jeg må komme tilbage senere. »Ja, det kan ikke blive i eftermiddag«, siger hun. »Der har jeg også travlt«. Ud af byen Så må jeg søge lidt ud af byen. Kører efter Skanseskolen og Grønnevang Kirke. Kører mod Hillerød Øst. Finder hurtigt Skansevej. Et selvstændigt kvarter - lidt hyggeligt, lidt forstad, lidt landsby - danner sig, efterhånden som afstanden til stationen øges. I et vejkryds er det ved at tage overhånd. Her ligger Skanse Købmand, Skanseblomster, Skansebageriet, Skansen Cykler og Skansesalonen. Men her ligger også Diner Transportable 'Det Gode Selskab'. Det er der, vi alle sammen tror, vi hører til. Så meget, at vi alle sammen står med armene over kors. Dagens ret: Det Passive Danmark. Op ad Skansebakken, og Skansekirkegården med kapel og krematorium ligger på venstre hånd. Inde på pladsen bag krematoriet og ud mod det grønne område neden for bygningen står et stort enkelt jernkors, og fra pladsen hører man den fjerne, klare lyd af børnestemmer, der stiger frem. Børnestemmer De kommer fra Kulsvierskolen, der ligger gemt et sted bag alt det grønne, gule og brune i landskabet. Ude på Skansevej igen er der er en lang, vid udsigt over skovarealerne mod øst. Himlen hviler fuldstændig fejlfri blå over det hele. Men også her med ét: klare børnestemmer fra et usynligt sted. Hvin, råb, navne ligger og simrer utydeligt i luften. Indtil kirkeklokken ved kapellet pludselig sætter i gang med sin enstonige, ensformige bimlen. Klokken bimler og bimler og bimler i den blå luft og ud over det efterårsfarvede landskab i minut efter minut efter minut. Så holder den op, og stemmerne stiger atter i vejret fra et ukendt sted. Landskabet er levende Man skal blot køre 200 meter frem, før forvandlingen indtræffer. Landskabet bliver levende. Børnene myldrer op af jorden. Skanseskolen ligger lige her på den anden side af Skansebakken, og på en legeplads foran de lave bygninger vrimler det med små børn i tykt tøj. Tumlinger i raketfart, på kollisionskurs. Hvin, råb, navne i luften. Lidt længere nede til venstre ligger en fodboldbane, og herinde er en flok større børn opslugt af en fodboldkamp. Nogle har smidt overtøjet og spiller i bare arme. Skanseskolen. Tænk på noget globalt, noget grænseoverskridende, tidstypisk. Det var på denne skole i Hillerød, den seje danske rapgruppe Den Gale Pose engang slog sine folder. Siden flyttede den kridhvide nordsjællandske gruppe, under producernavnet Madness 4 Real, til den amerikanske vestkyst, hvor den i Los Angeles kom til at lave plader med kontroversielle, kulsorte rapstjerner som Ice Cube. MC Ren og Rakim. Nervøs for Fogh Det er bagved Skanseskolen og helt nede, hvor bakken slutter, at Grønnevang Kirke ligger. En lille, beskeden, hvidmalet træbygning. Et kommunalt depot? En spejderhytte? Nej, korset på bygningen og klokken på stativet ved siden af taler deres eget tydelig sprog. Der er mennesketomt, stille ved kirken. Bag den breder et nøjsomt parcelhuskvarter sig ud. Små, smalle veje. Grunde, der absolut ikke har vokseværk. Men mennesketomt. Som om en tyst katastrofe med stensikker, nænsom hånd har pillet hvert eneste menneske, og de fleste biler, til sig. Så kommer der alligevel en kvinde gående. Rød frakke, sort hue. Kvinden hedder Hanne Winther. Jeg spørger hende om valgkampen og udlændingedebatten. »Valgkampen er, som den nu engang er«, siger hun. »Det går meget på de fremmede. Jeg kan ikke li' den hetz fra Dansk Folkeparti. Man skal hellere integrere dem, der kommer. Men emnet kommer til at dominere for meget i valgkampen. I øvrigt er der ikke den store forskel på Nyrup og Fogh. Men jeg synes, Nyrup har gjort det godt. Jeg kan godt være lidt nervøs for Fogh«. Canadisk indvandrer Kører videre. En mand dukker op på fortovet. En enlig skikkelse i stilheden og stilstanden. Jeg standser ham, og han siger: »Det er dejlig vejr i dag, hva'?«. Han har en lillebitte amerikansk accent. Han forklarer hvorfor. Han hedder Frank Fox og kom til Danmark fra Canada for 30 år siden. Om valgkampen er han ikke tvivl: »Jeg er dybt rystet over nogle af partierne. Dansk Folkeparti, Fremskridtspartiet. Debatten er blevet værre med årene. Da jeg kom for 30 år siden, kunne jeg godt se forskel på Canada og Danmark. Man var bedre ved de fremmede i Canada, og danskerne har ikke gjort noget ved det. Det er ikke godt nok. Man skulle have tænkt på integration på et tidligere tidspunkt«. Frank Fox smiler venligt og går videre ned ad den stille, mennesketomme villavej i Hillerød, Danmark. Jeg tænker på én ting. Han går i den stik modsatte retning af Nyhuse Kapel, der ligger i den anden ende af byen. Her så jeg tidligere på dagen en stor, sort og skinnende gravsten med påskriften: 'Bandidos 1{pc} MC Denmark, Jan 'Manse' Holst, 13-1-1963 26-4-1999. Elsket og savnet'.