Forlaget Rosinante har sat sig for at udnævne verdens 25 bedste af både dette og hint. Til det formål har man hyret en række glimrende kendere, og efter at have været omkring både vin, porno, gyserfilm, rock, pop og fodboldspillere er man så nået til jazzen. Og i den anledning har man henvendt sig til en mand, der som »musiker og komponist altid er gået i retning af at være et sort får af en hybrid udøver. Et spinkelt og bebrillet virrehoved, der selv har opfundet en plads på den smallere alternative scene«. Med andre ord, forfatteren, musikeren, orkesterlederen, outertaineren med meget mere T.S. Høeg, hvis karakteristik af sig selv, vi citerede fra bogen. Punktnedslag i jazzen »Det er en bestillingsopgave, og jeg klappede i mine små hænder, da jeg fik den. Jeg blev virkelig glad. Som forfatter og musiker bevæger jeg mig normalt i den smalle genre, der får pæn omtale, men behersket salg, og her fik jeg lejlighed til at skabe en appetitvækker til dem, der ikke har det store overblik over musikken. Det er ikke en bog for nørder, men et forsøg på at lave nogle punktnedslag i jazzens historie. Og mine valg vil sikkert provokere nogen. Jeg har bl.a. peget på plader, der efter min opfattelse ikke får den opmærksomhed, de fortjener. Der er også lidt musikpolitik med i billedet«, siger T.S.Høeg. Han er en mand, der med sine 44 år og bl.a. bandet Dane T.S. Hawk & His Great Mongo Dilmuns er blevet veteran og papfar for en ny generation af fremadrettede musikere. Og han er et venligt, energisk og åbent menneske, der gerne går med hat. Eller rettere: hovedbeklædning. Den slags ejer han i indtil flere udgaver, og efterårsmodel strikhue kommer ikke af toppen, mens han over en omgang hummus, kaffe og æblejuice beretter i anledning den aktuelle bog. Personlige valg »Selvfølgelig er sådan et valg en personlig sag. Og som jeg skriver, kunne Duke Ellington og Miles Davis have fået tolv plader hver og delt en nitte, men skal jeg pege på fællestræk i de 25 titler, jeg fremhæver, er det musikalsk konsekvens, sjæl og intensitet. De er tro mod deres eget virke, og de rammer mig både i hjertet og hovedet. Og de bliver ved med gribe mig. Plader, der kun talte til mig følelsesmæssigt, røg ud. Ligesom plader, der kun rørte mig intellektuelt«, siger T.S. Høeg. På den konto leder man forgæves efter eksempelvis Louis Armstrong, Coleman Hawkins, Sonny Rollins, Keith Jarrett. »Det er indtil videre min fejl, og måske sker det en dag, at de rammer mig for alvor. Der er noget uforklarligt i musik, som gør, at vi alle kan slutte op om den, men vi hører næppe det samme, selv om vi lytter til det samme værk. Der er altid noget udefinerbart tilbage. Og så skulle jeg jo i sagens natur foretage et valg. Og der hvor jeg kommer fra, havde man i den grad 'Kind of Blue' med Miles Davis og Getz med Gilberto, at det ikke var rigtigt interessant længere. Jeg har fået langt større syner ved at lytte til f.eks. Gil Evans«. Tchicai og Spang-Hanssen T.S. Høeg, der er vokset op i Københavns nordlige forstæder, sprang som knægt i matrostøjet, når der blev spillet march i radioen. Siden blev bekendtskabskredsen mere seriøs, og ud over kæresten gennem et årti - hun hedder Xenia - dukker navne som John Tchicai, Simon Spang-Hanssen (begge saxofonister) og P.O. Jørgens (percussionist med mere) op med jævne mellemrum på bogens sider, der ikke alene koncentrerer sig om de enkelte plader, men også rummer glimt af musikernes liv. Deriblandt forfatterens eget. »Fra Tchicai lærte jeg om klange, farver, dynamik og intensitet. Simon udvidede min begrebsverden, hvad er hvad, og sammen med POJ dyrker jeg stadig en trang til at støve plader op og pille ved musikken. Det gælder alle genrer«, siger T.S. Høeg. Han er en gammel ynder af jazzhistorien, som han har beskæftiget sig med både på skrift og i toner. Bl.a. stillede han under Copenhagen Jazz Festival i fjor op med et til lejligheden sammensat big band, der gennem en længere seance gav en musikalsk demonstration af udviklingen. Præindustriel syrefunk Og så lægger han alligevel det meste af vægten på det, der bl.a. beskrives som en »skånselsløs og nederdrægtig form for frenetisk, præindustriel syrefunk«. Og han gør det med småspark til samfundets »tunghøre husarer og snerpede pipfugle«, der har svært ved at give avantgarden behørig plads. For endelig som sin sidste af de 25 plader af pege på finske Edward Vesalas 'Ode to the Death of Jazz'. »De faste genrebetegnelser kan komme til at virke som spændetrøjer, og måske skulle man blot tale om ny musik. Og så er det i øvrigt lidt forstemmende, at den stadig har så svært ved at blive hørt. At den bliver ved med at være såkaldt smal og opfattes som svært tilgængelig. Jeg har stor respekt for musikere, der holder fast i deres musikalske opvækst, en mand som saxofonisten Jesper Thilo f.eks. De har historier at fortælle, men der er så meget, der bevæger sig på midten af vejen, og man kunne blandt unge musikere og lyttere i det hele taget ønske sig en større åbenhed over for det eksperimenterende. Og der ligger i mit valg af plader en advarsel til de unge musikere, der er meget retro i deres valg af stil. Det er et spørgsmål om at få tingene til at rykke. Jeg holder meget af de mennesker, der ikke vender sig mod nye tiltag. Og når jeg blandt flere af Vesalas titler endte med oden til jazzens død, kan det måske ses som et udtryk for, at vi, hvad de faste genrebestemmelser angår, er ved vejs ende«.