Forfatteren, billedkunstneren og dukkemageren Barbara Gress er død. Hun blev 44 år. Barbara Gress var et utroligt fantasifuldt og kærligt menneske, der næppe kunne være blevet andet end kunstner, for det var hun uden bevidste hensigter født og opdraget til af sin familie og sine omgivelser, for hvem det konkrete og reglementerede ikke var noget livsmål. Med forfatteren Elsa Gress som mor og maleren Clifford Wright som far var der anlagt gener til at udtrykke ord og billeder. Barbara voksede op i det mest internationale kunstnermiljø, 1960'erne og 1970'erne kunne byde på i Danmark. I skolen i Glumsø kom den amerikanske teatergruppe La Mama med Tom O'Horgan som anfører, og alle blev inddraget i et spil, der brød med alt, hvad vi så på danske scener i den tid. De mest nysgerrige og modige danskere fandt vej derned, men alt endte i kaos og fallit, som kun den generøse greve Peter Moltke kunne redde familien ved at tilbyde husly på sit gods Marienborg på Møn. Det blev Barbaras andet hjem, hvor igen anarki og fantasi slog sig sammen med intellekt og galskab. Men Barbara turde søge ud i den lokale omverden, hvor hun somme tider fandt sin tryghed og fik sat et andet perspektiv på tilværelsen. Barbara Gress skrev i de to bøger 'Huset og slottet' og 'Dæmoner og engle' om sin opvæksts menager og mennesker på en måde, der også afslørede hendes eget skrøbelige væsen i situationer, der var barske både inden for og uden for kredsen. Barbara udviklede også sit talent for billeder og dukker. Tidligt kom hun med på vognen hos Jytte Abildstrøm, hvor alt var forrykt, men aldrig forgæves. Hun skabte en serie DSB-plakater, som blev samlerobjekt. En julefortælling i Politiken blev til børnebogen 'Tarzans jul'. En klog satirisk billedbog om civilisationens tro på eget bedreværd over for naturen. Hun skrev en erindringsbog, hvor filminstruktøren Astrid Henning Jensen fortalte om sit liv, og hun engagerede sig i samfundsforhold med debatindlæg, der dog aldrig havde mor Elsas ubønhørlige skarphed, men alligevel satte ting på plads. Har man kendt Barbara fra hendes tidligste år, vil man altid tænke på hende som et alfebarn, en henført sjæl i sit eget sarte univers, hvor hun tit måtte værge for sig, men altid gjorde det med et smil.