En mistanke om svindel får nu statens Kulturværdiudvalg til at undersøge omstændighederne bag de seneste års mest omtalte maleri - den norske guldaldermaler J.C. Dahls billede af Frederiksborg Slot i måneskin. Maleriet fik et rekordstort hammerslag på 6,5 millioner kroner hos Ellekilde Auktionshus i København sidste år. På vej til udlandet På kulturminister Elsebeth Gerner Nielsens (R) vegne holder Kulturværdiudvalget øje med, at uerstattelige danske kulturværdier ikke ryger ud af landet. Efter auktionen hos Ellekilde gav udvalget tilladelse til, at en amerikansk køber - firmaet Denton & Gardner i New York - kunne få maleriet til USA. Men ifølge en af sagens helt centrale figurer, den anerkendte engelske kunsthandler Timothy Bathurst fra Artemis Fine Arts i London, var køberen i virkeligheden dansker og havde tætte relationer til Ellekilde Auktionshus. Ansøgeren om eksporttilladelse skal ifølge loven være identisk med køberen af maleriet. Vil studere dokumentationen Forelagt de nye oplysninger siger formanden for Kulturværdiudvalget, Erland Kolding Nielsen, direktør for Det Kongelige Bibliotek: »Dette svarer ikke til, hvad der er blevet oplyst for udvalget i forbindelse med ansøgningen om eksportilladelse. Vi vil nu studere dokumentationen og se, om det giver anledning til at kigge nærmere på sagen«. Det sker på udvalgets møde mandag. Mistanke om fiktivt salg I auktions- og kunstbranchen var der forbløffelse over det høje hammerslag hos Ellekilde, og efter auktionen var der spekulationer om, hvorvidt der var tale om et fiktivt salg, som blev gennemført for at få staten til at betale de mange millioner for guldaldermaleriet. Ifølge reglerne er staten nemlig forpligtet til opkøbe de kunstgenstande, der nedlægges eksportforbud imod. I kunstbranchen var der en udbredt forventning om, at Kulturværdiudvalget ville sige nej til eksport af Dahl-maleriet. Det var Timothy Bathurst, der indleverede Dahl-maleriet til salg hos Ellekilde. Nogle måneder efter auktionen fik han til opgave at sælge maleriet videre for den nye ejer. Køberen var dansk »Det var en dansker, der købte maleriet på auktionen, og Ellekildes direktør stod for kontakten til mig, da ejeren ville sælge det igen«, siger Timothy Bathurst, som ikke ønsker at afsløre identiteten på køberen, der altså også blev hans kunde. Ellekildes direktør, Svend Erik Olsen, forsikrer, at salget er gået helt efter bogen. Han understreger, at han har fået penge fra køberen, men at han af hensyn til kunden ikke kan fremlægge en banknota som dokumentation - heller ikke i anonymiseret form. Til oplysningerne om, at der er tale om en dansker og ikke en amerikaner, siger han: »Det ønsker jeg ikke at kommentere«. Moms til gode Et andet økonomisk element i sagen er, at personer uden for EU ikke skal betale moms af auktionskøb. Hvis det viser sig at være en dansker, der reelt har købt maleriet, har statskassen en momsindbetaling på 325.000 kroner til gode.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Salg af lejligheder i københavnsk boligområde kaldes »pinligt og dybt problematisk«
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Tumult ved 1.maj-tale i Fælledparken
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








