Farven på 60 stykker sytråd er årsag til uenighed mellem en ung kunstnerspire og censurkomitéen på Kunstnernes Efterårsudstilling (KE2001). Mia Møller Andersen er én ud af 552 kunstnere, der slap gennem nåleøjet og blev optaget på KE2001 på Den Frie. Det skete på baggrund af lysbilleder af hendes værker. »Jeg har kun arbejdet med kunst i to år og var selvfølgelig både smigret og benovet over at blive optaget med to værker«, siger hun. Tirsdag 9. oktober installerer hun 'Hjørnet' - 130 søm forbundet med 60 stykker hvid sytråd. Men Kirsten Justesen fra ophængningsudvalget, der består af tre medlemmer fra Censurkomitéen, er ikke tilfreds. Kontrasten mellem de hvide tråde og væggene svarer ikke til lysbilledet. Mia Møller Andersen forklarer forskellen med lyssætning på billedet og dagslyset i udstillingsbygningen. Pointen er netop, at man skal tæt på værket, for at se, at installationen udgør et rum. Hun siger til Kirsten Justesen, at hun vil overveje hendes forslag om at ændre trådene. De to andre medlemmer af ophængningsudvalget synes, at overraskelsesmomentet fungerer godt. Dermed antager Mia Møller Andersen, at værket er godkendt. Torsdag aflytter hun sin telefonsvarer, hvor et medlem af KE's bestyrelse spørger, om de må udskifte de hvide tråde eller eventuelt male dem. Hun ringer straks til inspektør Karen Juhl, som fortæller hende, at trådene allerede er blevet malet sorte. »Jeg synes, det var så frækt, at de bare havde ændret mit værk, uden at jeg gav lov. Men de havde tydeligvis fået ejerfornemmelser over det her værk«, siger hun. Hun søger en forklaring hos et bestyrelsesmedlem, som antager, at der blot er tale om en misforståelse. »Hun sagde, at jeg bare kunne genskabe værket, hvis jeg ikke brød mig om det. Trådene var ikke engang malet særlig grundigt. Men jeg ville ikke ændre det igen. De har dikteret, hvordan værket skal være, hvad det skal betyde, og hvordan det materialemæssigt skal se ud. Jeg syntes, det var så unfair at gå ind og ændre på mit værk uden min tilladelse. Men det handler også om princippet i, at man får sådan en behandling, bare fordi man er grøn«. Fredag åbner udstillingen for pressen. Et andet bestyrelsesmedlem forklarer episoden med stress og råder Mia Møller Andersen til at lave installationen om igen. KE's forretningsfører er også til stede og siger, at hun på anvisning af kvitteringer kan få refunderet sytråden. »På det tidspunkt havde jeg mest lyst til at pakke det hele sammen. Jeg orkede det simpelt hen ikke. Udstillingen var på det tidspunkt åbnet, og værket var allerede blevet set. Jeg havde fået en fuldstændig respektløs behandling, hvor jeg både blev beskyldt for at blæse på deres beslutning og blev kaldt en klovn«. Afviser censur Kirsten Justesen fra censurkomitéen er uenig i Mia Møller Andersens opfattelse af episoden. Hun fastholder, at værket ikke passer til lysbilledet, og at det er op til kunstnerne at tage ansvar og sørge for, at værkerne kommer til at ligne, de billeder, de er antaget på. Hun mener, der var en klar aftale mellem Mia Møller Andersen og udvalget om, at der skulle være den samme kontrast, som der var på diaset, og at værket derfor ikke var godkendt. Hun forklarer også, at de forgæves har forsøgt at få fat i Mia Møller Andersen. Hvad nu hvis hendes idé netop var, at værket skulle være usynligt? »Hov, hov. Så havde hun skrevet det i en tekst eller ladet det fremstå sådan. Vi har jo faktisk lidt forstand på det her. Det projekt, hun sender ind, er meget synligt, og hun afleverer noget, der er usynligt. Hendes to objekter er også placeret i forhold til hinanden, og det hele vælter, hvis det ene er usynligt«. Hun mener, hendes kunstneriske frihed er blevet krænket. Hvad mener du om det? »På ingen måde. Det kan slet ikke komme på tale. Hun har simpelthen snydt, eller hvad man nu kan finde af ord om det. Hun har ikke afleveret værket ordentligt, færdigt og godkendt«. Må en censurkomité godt gå ind og ændre eller rette på et værk? »Nej, det gør vi aldrig«. Men er det ikke jer, der har malet trådene sorte? »Vi må jo redde værket og lave den kontrast, der er på billedet, når hun ikke dukker op. Vi har ikke rettet på hendes værk, vi har gjort hendes arbejde færdigt«. Mia Møller Andersen mener ikke selv at have skylden på sin side. »Jo, en del af skylden er min. Fordi jeg ikke bankede i bordet, da jeg blev kaldt en klovn. Desuden skulle jeg ikke have sagt, at jeg ville overveje at ændre ved trådene. Jeg skulle have gjort det klart, at jeg ikke ville acceptere, at værket skulle ændres. Som kunstnerspire ved jeg ikke helt, hvordan tingene foregår, men jeg håber ikke, det sker for andre«.