Det siges, at sjælen sidder i øjet. At den er det kostbare og ægte indeni. Det er en rar tanke. Faktisk er den nærmest religiøs. For det ligger i den, at det ikke betyder alverden, hvordan man ser ud, og hvorledes man udtrykker sig, så længe sjælen er redelig og i orden. Hvor der er soul, er der liv. I forlængelse af den opfattelse er det en ganske glimrende soul-cd, som landets mest populære popsanger Thomas Helmig får udgivet på mandag. Den er er lidt kort - kun 43 minutter - men den er ærlig. »Mit tekstunivers er meget personligt, man kunne næsten kalde det privat«, som han selv formulerer det i en pressemeddelelse, der er vedlagt anmeldereksemplarerne af det nye album. Tekster om Thomas Teksterne handler om Thomas Helmig. En af dem handler om at være far. De fleste andre sange på 'Isityouisitme' drejer sig om manden og konen, der elsker og også begærer hverandre, men sommetider har svært ved at finde hinanden alligevel. Han bliver en skygge af sig selv i 'Shadowman'. Hun skrider simpelthen i 'She's Leaving'. Og kærligheden glider overhovedet ikke i olie i titelnummeret. Ingen af teksterne er stor poesi, men det kommer nu ikke som en overraskelse. Helmigs styrke har aldrig været lyrikken. Bedst var han måske på dansk i sin ungdom, men det var mest fordi, der var noget uskyldigt og morsomt over hans tekster. På det sproglige niveau er 'Isityouisitme' i bedste fald alment genkendelig og i værste fald pinlig. 'Silky Silky' med underligt løsrevne rim som »just like e-mail / from a female« og »High above me / lovely lovely« er så tovlige, at det må være dybt underligt at mene dem, mens man synger dem. Men Thomas Helmig mener det virkelig. Efter den pjankede 'Groovy Day' (1996) og den rockede 'Dream' har han nu valgt at lave et album med den spirituelle soulmusik, han altid har holdt af. Kun få danske sangere er så godt hjemme i den sorte, amerikanske soulmusiks arkiver, som Thomas Helmig er det. Siden han som teenager var udvekslingsstudent i Detroit, har han været begejstret for Marvin Gaye og co. Og med sit vide register og sin fede, pelsede klang har stemmen i hele karrieren ligget godt til en rendyrket souludgivelse. Mat i et sterilt ensemble Den får vi så nu med 'Isityouisitme', som desværre ikke rigtigt fungerer. Selv om manden bag sangene er en oprigtig sjæl, der kan sine idolers soulfraseringer på rygmarven. Fra den ene ende til den anden er 'Isityouisitme' faktisk en korrektion af opfattelsen om sjælens placering. Den sidder slet ikke udelukkende i øjet. I forbindelse med soulmusik sidder den i høj grad i tøjet - altså i alle de mere udvendige ting som arrangementer og produktioner. Valget af den slags ting er afgørende for, om soul'en swinger, så det kan mærkes. Og det gør Thomas Helmigs 'Isityouisitme' så lidt, at man med en omskrivning af en Gaye-titel må spørge: What's going wrong? For det første har han allieret sig med nogle udenlandske studiemusikere og producere, som skal hjælpe ham med at gennemføre den gamle drøm om et internationalt gennembrud. En af dem er produceren Martyn Ware, som tidligere har arbejdet med bl.a. Erasure, Terence Trent D'Arby, Heaven 17 og Tina Turner. En anden er produceren Danny Schogger, der har erfaringer med Hugh Harris, Poul Young m.fl. Tilfælles i denne forbindelse har de, at de i mange numre får den ellers så velsyngende Helmig til at lyde som en enten mat eller mærkelig statist i et sterilt r&b-ensemble. Lidt hæs og bleg er stemmen i 'I'd Rather Go Blind' prisgivet en sæbeskuret, skabelonagtig og syntetisk r&b-musik tilsat overflødigguitarfrynsogWhitney Houston-imiterende 'shooob shooob'-kor. Også i 'Silky Silky' hamrer de hårdt optrukne og langsomme maskinrytmer ned igennem musikken. Dér står de uden at rokke sig side om side med nogle alt for punktligt afleverede mandestøn og får 'Silky Silky' til at lyde som et lydspor til et motionscenter, hvor tanken vist egentlig var at efterligne skødets lyst, ligesom James Brown gjorde det i 'Sexual Healing'. Upersonlig arv fra Prince Apropos efterligninger er der mange steder her, hvor Thomas Helmig kombinerer magelig r&b med et vokalarbejde, som først Marvin Gaye og siden Prince har lavet tidligere og gjort bedre. Hele 'Shadowman' er med sin flod af filmiske strygere (London Session Orchestra) og sin ømme falsetsang en Gaye-pastiche. Stemningen i nummeret er oven i købet lige så narkotisk søvnig, som idolets stilskabende lyd var det i 1970'erne. Også titelnummeret på 'Isityouisitme' læner sig op ad Marvin Gaye, som i 1978 med en langt mere spraglet og besat soulsang spurgte 'When Did You Stop Loving Me, When Did I Stop Loving You'. Thomas Helmigs omgang med arven fra Prince, Gaye og også James Brown er hverken funky eller personlig. Den er anonym og/eller kopierende. Den giver stor lyst til at høre en dampende dame som Macy Gray, der viser, at man sagtens kan lave radiovenlig, salgbar soul uden at fjerne alt sit eget syrede, svampede snavs fra musikken. I Danmark kan Thomas Helmig sikkert stadig sælge. Men efter 'Isityouisitme' skylder han os altså fortsat en soulplade. Med sjæl på.