Helt usædvanligt tager to filmkonsulenter fra Det Danske Filminstitut, Thomas Danielsson og Gert Duve Skovlund, nu afstand fra Lasse Spang Olsens nye sørøverfilm 'Jolly Roger', som de selv har støttet med 7,5 millioner kroner. Det sker kun to uger efter filmens premiere, og mens den endnu kan ses i biograferne. I et debatindlæg i dagbladet Information fredag erkender de to, at de har dummet sig. 'Ja, vi dummede os' »'Jolly Roger' er kunstnerisk set en katastrofe. Den burde aldrig have fået støtte fra Det Danske Filminstitut«, skriver de to filmkonsulenter bl.a. i debatindlægget, som bærer titlen 'Ja, vi dummede os'. Videre skriver Thomas Danielsson og Gert Duve Skovlund: »Da vi så første gennemklipning, indså vi, at vi aldrig burde have gået ind med en eneste støttekrone i denne produktion. Men da var det for sent. Vi kan kun beklage, at vi lod os dupere af Lasse Spang Olsen og det produktionsselskab, M&M, som står som ansvarlig producent på filmen«. De to filmkonsulenter peger ensidigt på Lasse Spang Olsen som årsagen til, at filmen - som Thomas Danielsson uddybende forklarer, de modstræbende støttede med 7,5 millioner statskroner med et »okay da « - er blevet så dårlig. Og han føler desuden, at Lasse Spang Olsen behandlede de to konsulenter dårligt i processen. »Jeg mener, at man skal optræde anstændigt over for filmkonsulenter. Men i dette tilfælde behandlede Lasse Spang Olsen os som køer, han bare skulle malke penge ud af. Bagefter betød vores mening ingenting«. Totalt stupidt Den fremstilling kan Lasse Spang Olsen slet ikke genkende. I telefonen fra Trollhättan i Sverige, hvor han i øjeblikket er i gang med indspilningerne til sin kommende spillefilm 'Gamle mænd i nye biler' - for øvrigt med mange af de samme skuespillere, som medvirkede i 'Jolly Roger' - siger en både skuffet og vred Lasse Spang Olsen: »Jeg kan slet ikke genkende noget af det, Thomas Danielsson siger til Information. Og for øvrigt synes jeg, det er totalt stupidt at gå ud og undsige filmen, mens den går i 80 biografer. Naturligvis vil færre gå ind og se filmen nu, hvilket betyder, at der kommer langt færre penge retur af de statsmidler, som de er sat til at administrere. De både spænder ben for sig selv, samtidig med at de skyder sig i de samme ben«. »Pengene bliver givet på baggrund af manuskriptet, som har været uforandret de sidste tre år. Nej, det passer for øvrigt ikke. Thomas Danielsson gjorde opmærksom på, at Bornholmerfærgen ikke kunne sejle, når tiden stod stille, og det rettede jeg naturligvis. Derimod lod jeg mig ikke overtale til at gøre Lula til mulat, som Danielsson foreslog, så filmen kunne komme til at handle om racisme. Ellers har hverken Gerd Duve Skovlund eller Thomas Danielsson foreslået ændringer«. »Men for øvrigt har jeg rykket begge konsulenter siden jul, hvor filmen lå færdig, for at få reaktioner. Men jeg har ikke hørt et ord fra dem. Når de siger noget andet, er det lodret løgn«, siger Lasse Spang Olsen. Ingen fortilfælde Det er tidligere sket, at en konsulentstøttet film er blevet sablet ned af anmelderne eller er blevet set af meget få mennesker. Men det er så vidt vides første gang, en eller flere filmkonsulenter har undsagt en film, de har støttet, mens den stadig er ude i biograferne. Det er f.eks. heller ikke gået godt for veteranen Gabriel Axels kærlighedshistorie 'Laïla', der blev støttet med 10 mio. kr. af Det Danske Filminstitut, men som fik en ublid behandling af de fleste anmeldere og kun blev sendt ud i tre kopier. Efter premieren 17. august er filmen kun blevet set af 1.022. Tallet bliver næppe voldsomt større, selv om filmen stadig cirkulerer i biograferne. Michael Olsen, nu forhenværende filmkonsulent, var manden, der kom med størstedelen af de 10 mio. kr., men han undsiger ikke filmen og har udtalt, at en films succes ikke blot kan måles i antal solgte billetter. Ked af sagen I Det Danske Filminstitut er Områdedirektør for produktion og udvikling, Lars Feilberg, meget ked af sagen, og han bebuder en intern principiel snak om det skete for at undgå gentagelser. »Det er en meget beklagelig sag, og det er yderst uheldigt, at vi havner i sådan en debat. Jeg mener, det er en sammenblanding af flere forskellige ting, som nu gør, at det snavsede sengetøj for alvor bliver luftet«, siger Lars Feilberg. Hvad siger du til, at det er konsulenterne, der har sendt et debatindlæg til avisen på eget initiativ? »Jeg synes, det er meget uheldigt, at debatindlægget har den her karakter. Principielt mener jeg, at vores konsulenter skal søge indflydelsen med deres penge og derefter tage et ansvar. Jeg har heller ikke noget mod evaluering, men jeg mener, det er noget man skal prøve at holde internt mellem konsulenter, producenter og instruktør. Ellers ryger tillidsforholdet sig en tur. Og i dette tilfælde kan man sige, at timingen for evalueringen er dårligt valgt«. »Jeg kan godt forstå, at konsulenterne kan føle behov for at forsvare sig, hvis deres beslutninger bliver angrebet. Men jeg mener samtidig, at man må strække sig langt for at spise den kritik, som må komme. Uanset om den føles berettiget eller ej«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








