Han er godt nok stor, Kim Bodnia, som sørøverkaptajnen Jolly Roger i Lasse Spang Olsens nye familiefilm af samme navn. Enorm faktisk. Det store grå-sorte skæg i det vejrbidte ansigt over den farvestrålende uniform. Men mest imponerende er maven. En gigantisk vom, som på en og samme tid er på vej ovenud af den åbentstående skjorte, samtidig med at den truer med at vælte ud over skærfet ved bukselinningen. I sandhed en sæk, som er en sørøver værdig. »127 kilo helt nøjagtig. Jeg vejede mig den sidste dag, vi var på optagelse«, siger Kim Bodnia til Den Levende, da vi møder ham på cafeen Pussy Galore på Nørrebro i København forud for filmens premiere. Sørøverkaptajner har skæg Kim Bodnia er kommet ind til byen fra huset i Nordsjælland, hvor han i øjeblikket føler sig meget i pagt med naturen og går lange ture i skoven. Han er også allerede betydeligt mindre, end han fremstår i filmen, men han mangler stadig at smide en halv snes af de lidt over 30 kilo, han tog på for at ligne lige netop den sørøverkaptajn, han i forvejen bar på inde i sit hoved. »For det første skulle jeg være som Pippis far, som jeg synes er noget af det mest kærlige, jeg har set på film. Og som sørøverkaptajn var jeg ikke i tvivl om, at jeg skulle have et stort skæg. Så jeg begyndte at studere bøger med de gamle pirater, og jeg fandt en, som hed Sortskæg. Han gik for at være den værste af dem alle sammen. Han var berygtet selv blandt de andre skurke, og ham lignede jeg altså meget på forhånd«, siger Kim Bodnia med et bulderbassegrin på højde med et tordenskrald. »Jeg havde det samme grå skæg ved hagen og de samme høje tindinger som han. Men så var der altså lige det, at han vejede 30 kilo mere end mig. Så dem måtte jeg ud og finde. Og så lod jeg hår og skæg vokse. Jeg klippede ikke mit skæg i to år, og for første gang i mit liv var jeg rigtig langhåret. Jeg har altid syntes, at mænd skulle være korthårede, men nu nænner jeg ikke at klippe det af igen. Der er sgu' så mange gode minder ved det«. Kompromisløs Kim Bodnias forvandling til Jolly Roger tegner et ganske godt billede af den kompromisløshed, hvormed den 36-årige skuespiller går til sit arbejde. Han er tidligere blevet betegnet som den mest konsekvente anvender af method acting i Danmark, men det gider han ikke høre tale om. »Jeg har sgu' ikke en bestemt arbejdsmetode. Jeg laver en ny til hver gang. Det er lige, som når børn leger en leg. Så er de den, de leger. Så hedder de det. Du kender det også, fra når du spiller fodbold. Så er du den, som du kalder dig. Sådan er det også med mig. Jeg kan huske det, fra jeg selv var barn, og jeg er så bare fortsat med det. Jeg har aldrig sluppet lysten til at lege - for mig er skuespillet stadig en stor leg«. Men du er kompromisløs i din leg? »Ja, men det er, fordi jeg er gammel sportsmand. (Kim Bodnia var for år tilbage et kæmpetalent i 100-meterløb og længdespring, red.) Der var store forventninger til mig som sportsmand, og jeg var så heldig, at jeg blev dyrket som teenager, i stedet for at jeg gik ud og lavede ballade og drak mig fuld. Og mine trænere gjorde mig ikke bare til en god sportsmand, de trænede mig også i at blive et godt menneske. Det syntes de hang sammen, og det lærte jeg utroligt meget af«. »De lærte mig også at bruge min egen eksplosionskraft i nuet, som er så vigtig for at springe langt eller at accelerere i sprint. Men det kræver, at du kender dine sanser. Hva' kan du godt lide at dufte til? Hva' kan du godt lide at smage på og at lytte til. De gav mig stor indsigt i, hvordan man arbejder med sig selv. At min teenagerreaktion så først kom som 30-årig, er fan'me forfærdeligt. Men det er der så gudskelov kommet nogle film ud af«, siger Kim Bodnia med adresse til de overskrifter, især boulevardpressen har parkeret ham under gennem de senere år. Fastfood og BaileyHvad gjorde du for at tage så meget på? »Vi kunne jo ikke få penge til filmen, så der gik næsten to år, inden vi kom i gang med optagelserne. Hvor jeg bare blev større og større, og mit skæg blev længere og længere. Det er ikke så svært at tage 30-40 kilo på gennem to år. Jeg spiste alt det forkerte på de forkerte tidspunkter, og så drak jeg en masse Bailey. Det har faktisk været det sværeste at slippe igen, for jeg er kommet til skidegodt at kunne lide det«. »Og så sker der det, at stille og roligt begynder det at blive en vane at være så tyk. Efterhånden havde jeg vænnet mig til, at jeg så sådan ud. Det er underligt, for lige så lang tid det tager at tage det på - lige så lang tid tager det for psyken at fatte, at nu har man det. Og at man også skal af med det igen. Pludselig bliver man i tvivl, om man i det hele taget kan slippe af med det igen«. »Langsomt begynder man at tænke - jamen sådan her ser jeg altså ud. Og det er egentligt rart, for børnene kan godt lide dig som en stor bamse, og kvinderne synes, det er langt mere sexet, end hvis du er tynd«. Gider du ikke lige sige det sidste igen lidt højere? »Jamen det er rigtigt. Jeg havde utrolig kvindetække. Det var helt vildt og slet ikke overdrevet. Det må være et eller andet faderkompleks, som kvinder render rundt med - det må være sådan noget«, funderer Kim Bodnia. Større helhedDu har haft stor succes med macho-roller i 'Nattevagten', 'Pusher', 'Bleeder' og 'I Kina spiser de hunde'. Hvorfor så pludselig en hyggelig sørøverkaptajn i en familiefilm? »Fordi jeg savnede en større helhed i mit liv. Min søn Louis bliver otte år til nytår, og han er nu blevet så bevidst om, at jeg er skuespiller, at jeg også gerne vil involvere ham i, hvad det er, jeg går og laver. Tidligere mødte vi hele tiden folk, som kaldte mig Frank fra 'Pusher', og han så alle plakaterne til 'Bleeder' med blod på. Det var ikke særligt rart, så jeg syntes, det var på tide at lave noget, han også kunne forholde sig til og blive draget ind i«. »Jeg snakkede med Lasse (Spang Olsen) om det, da vi var færdige med 'I Kina spiser de hunde'. Jeg sagde: »Du har børn, og jeg har børn. Hva' med at lave noget for dem?«. Det var han heldigvis helt med på. Jeg havde heller ikke ventet andet, for Lasse er en fin fyr. Den mest positive instruktør jeg nogensinde har arbejdet med. Hans energi passer enorm godt til, hvor jeg er nået lige nu. Og nu laver vi jo også en efterfølger til 'de kinesiske hunde'« ('Gamle mænd i nye biler', som i øjeblikket er under indspilning i Trollhättan i Sverige, red.). Hovedrolle i norsk film Indimellem har Kim Bodnia spillet hovedrollen i den nye norske film 'Øjenstikker' som Marius Holst har lavet på baggrund af novellen 'Fra nat til mørk morgen'. Kim Bodnia var med til at bearbejde manuskriptet til filmen, som er blevet en kæmpe succes i Norge. Og han hævder da også, at det er noget af det bedste, han nogensinde har været med til at lave. »'Øjenstikker' handler om Eddie fra det kriminelle miljø, som gerne vil trække sig tilbage, fordi han har fået nok. Derfor flytter han ud i skoven sammen med sin kæreste for at starte et nyt liv uden narko. Det viser sig imidlertid, at hans kæreste har endnu flere og større problemer end Eddie. De beslutter sig for at droppe rollespillet over for hinanden, men i den renselsesproces dukker fortiden ubønhørligt op«, forklarer Kim Bodnia med stor indlevelse. »Selve indspilningen af filmen tog kun 18 dage. Det var en utrolig intens proces, og den passede mig glimrende, for jeg trængte selv til en slags indre renselsesproces. Jeg er blevet helt vild med Norge - så meget at jeg snart tager til Bergen i syv uger for at være med i en ny film«. De store følelserNaturen, børnene og væk fra de hårde miljøer. Er alderen allerede ved at gøre dig til en blød mand? »Naarj, men jeg kæmper for kærligheden i de ting, jeg laver. For at få den ind alle de steder, hvor det kan lade sig gøre. Det kan sgu' da godt være, at det har noget med alderen at gøre, men det har endnu mere med instruktører og manuskriptforfattere at gøre. De er ofte nogle rimeligt følelsesforladte personer - nogle knudepersoner, som går rundt og roder med en masse andre ting end følelser«. »I 'Nattevagten' er der f.eks. en scene, hvor jeg står inde på Rådhuspladsen og fortæller H.C. Andersen om mine følelser, og hvor stort et dumt svin jeg er. Jeg måtte kæmpe for at få det med i filmen, og da Ole Bornedal lavede den engelske version, var det da også klippet fra. Og i 'Pusher' fik jeg heller ikke lov. Du skulle se fraklippene - det er næsten alle sammen nogle, hvor jeg viser følelser. Men det vil drengene ikke have med«. »Skuespillere er meget mere følelsesmæssigt skruet sammen. Det er derfor, de er så besværlige at arbejde sammen med. Derfor ser du også tit, at det slår gnister mellem dem og instruktørerne. Hvis de to grupper kan finde ud af at arbejde sammen, kan de helbrede hinanden. Men det sker ikke så tit, for det kræver stort samarbejde«. »Og med hensyn til alderen, så regner jeg ikke med at slå afgørende igennem, før jeg er et sted mellem 45 og 50 år. Alt indtil da er bare lir«, siger Kim Bodnia med et stort sultent grin.