Da FNs generalsekretær Kofi Annan vågnede op fredag morgen i sit hus på Upper East Side i New York, var det til den gode nyhed om, at han sammen med sin elskede organisation var blevet tildelt Nobels Fredspris. »Det er en vidunderlig følelse og en stor opmuntring for os og organisationen og for det arbejde, vi har gjort indtil nu. Det er en stor anerkendelse af medarbejderne«, sagde han ifølge det britiske nyhedsbureau Reuters. Men straks efter dukkede hverdagens alvor i lyset af 11. september op igen. »Samtidig er det et stort ansvar i så vanskelige tider som nu«. Et arbejdsliv viet FN Stort ansvar eller ej, det må have været et ualmindeligt sødt øjeblik for den 63-årige generalsekretær, der har viet stort set hele sit arbejdsliv til De Forenede Nationer. Før han i 1997 blev valgt som organisationens syvende generalsekretær, havde han i 35 år - med et par års afbrydelse i begyndelsen af 1970erne - arbejdet i FN og støt steget i graderne. Svensk gift I det private er Annan nært forbundet med en af det internationale diplomatis legender. Hans hustru, Nane, er niece til svenskeren Raoul Wallenberg, der under Anden Verdenskrig reddede tusindvis af ungarske jøder fra nazisternes dødslejre, før han selv blev anholdt og senere omkom i Sovjetunionen. Sammen med Nane, der er advokat og kunstner, har Annan tre voksne børn, hertil kommer to børn fra hans første ægteskab og en datter fra hendes. Arrogant forgænger Annan blev valgt som generalsekretær efter nærmest en generation af dårlige, svage eller skandaleramte ledere. Forgængeren, egypteren Boutros Boutros-Ghali, havde ry for at være bureaukratisk og uhyre arrogant og led i flere år under USAs smædekampagne imod ham. Hans forgænger, Javier Pèrez de Cuèllar, fra Peru, der sad i det meste af 1980erne, havde heller ikke været nogen synderlig dynamisk leder, og hans forgænger, østrigeren Kurt Waldheim, var blevet afsløret som tidligere nazist. Samtidig var FN som organisation ramt af krise. Der var akut pengemangel, efter at USA nægtede at betale en stor del af sit bidrag, organisationen var blevet ydmyget i Bosnien, og en generel rådvildhed omkring dens rolle prægede FN trods håbet om, at den ville live op efter årtiers lammelse under den kolde krig. Store forventninger Der var derfor fra starten store forventninger til Annan som manden, der kunne få hele den kriseramte organisation på ret kurs igen. Og det kan man roligt sige, at han har gjort, med fredsprisen som blot det seneste bevis. I begrundelsen henviste den norske komité direkte til, at Annan havde givet FN »nyt liv«. Men de lande, der med Annan forventede at få en lidt mere effektiv, men ellers 'business as usual'-leder, tog til gengæld grumme fejl. Provokerende leder Den altid smilende, elskværdige ghanesiske høvdingesøn, der er uddannet på eliteuniversiteter i USA og Europa, har nemlig vist sig som den mest aktive og provokerende leder, FN har haft siden den svenske generalsekretær Dag Hammarskjöld, der i 1961 omkom ved en mystisk flyulykke over det nuværende Zambia. Hammarskjöld er da også den eneste anden FN-generalsekretær, som har fået Nobels Fredspris. Da FNs generalsekretær trods den fornemme titel og den store prestige hverken har nogen hær eller på anden måde ret meget reel magt, er det særligt i sine mange taler og de mange selvkritiske rapporter, han har taget initiativ til, at Kofi Annan for alvor har markeret sig. Diplomatiets stjerne Med en stil, der har fået USAs tidligere FN-ambassadør Richard Holbrooke til at beskrive ham som »det internationale diplomatis rockstjerne«, har Annan ikke lagt fingrene imellem, når det gjaldt om at kritisere både sig selv, organisationen og - mere kontroversielt - stormagterne for ikke at gøre nok for at forbedre verden og undgå helt forudsigelige katastrofer. Mere end noget andet er Annan blevet kendt - og berygtet for - sin villighed til at aflive hellige køer i det internationale diplomati. Verdenssamfundets ret Århundreders tradition for statsgrænsernes ukrænkelighed er i de senere år blevet verfet til side med henvisning til verdenssamfundets ret og pligt til at gribe ind over for grove menneskerettighedskrænkelser. Med det tidligere Jugoslavien som det første store eksempel og nu med Afghanistan forklarede Annan den nye line i sin åbningstale til FN's generalforsamling i september 1999. En tale, der normalt er en kedsommelig og ofte pompøs affære, men ikke det år. Generalsekretæren tog bladet fra munden og sagde, at det var på tide at holde op med at lade nationale regeringer og diktatoriske styrer skjule sig bag henvisninger til indre anliggender og den nationale suverænitets ukrænkelighed, når det gjaldt menneskerettighedskrænkelser. Modet At stille menneskerettighederne over staternes suverænitet er dog langtfra det eneste kontroversielle udspil, som Annan er kommet med. Han har støttet Israel i dets kamp for fuld repræsentation i FN og talt dunder til afrikanerne om, at de må til at tage ansvar for deres eget kontinent i stedet for blot altid at beskylde andre for fortidens synder. Men selv om han på mange måder kan takke USA for sin stilling, har Annan heller ikke lagt fingrene imellem over for verdens eneste supermagt. Særligt har han udtalt sig uhyre kritisk om USA's modvilje til at indgå i internationale aftaler, en modvilje han mener underminerer landets moralske lederskab. Nøglen er mod Ifølge ham selv har nøglen til hans succes været at have modet til at tage de nødvendige konflikter. »Vi arbejder i en organisation, hvor man normalt forsøger at undgå konflikter, men når emnerne er så vigtige og samtidig så konstante, er man nødt til at finde en måde at få skabt en debat omkring dem«, udtalte han for et par år siden til New York Times. Modet og den nye linie var da også en af de vigtigste grunde til, at den norske komité i går besluttede at tildele Annan og FN fredsprisen. I begrundelsen lød det blandt andet, at Annan havde kæmpet for menneskerettigheder og imod blandt andet aids og international terrorisme. Pletter på karrieren Trods succesen har generalsekretæren selvsagt også haft rigeligt med nederlag i jobbet; man skal ikke længere tilbage end racisme-konferencen i Sydafrika og den mislykkede mission i Sierra Leone for at finde eksempler. Men skal man tale om virkelige pletter på karrieren, er den klart største for Annans vedkommende massakren på den lille million tutsier, der blev brændt og hakket ihjel i Rwanda i 1994. En international kommission under ledelse af den tidligere svenske statsminister Ingvar Carlsson kritiserede i 1999 både FN og mere specifikt Kofi Annan, der på det tidspunkt var øverste chef for FNs fredsbevarende missioner, for at undlade at reagere trods gentagne klare advarsler fra den canadiske kommandør af FN-styrken i landet. Handlingslammet FN Annan og FN nægtede ligefrem kommandøren tilladelse til med magt aktivt at forsøge at forhindre folkedrabet. En beslutning, der med rapportens ord førte til »den frygtelige og ydmygende situation, hvor en FN-styrke står nærmest handlingslammet under en af det 20. århundredes værste massakrer«. Efter rapporten undskyldte Annan og sagde bl.a., at »vi alle bitterligt fortryder, at vi ikke gjorde mere for at forhindre det«. Massakren i Srebrenica Den anden store plet på Annans renommé er massakren i Srebrenica i 1995, hvor over 7.000 civile bosniske muslimer blev slagtet i et FN-erklæret 'sikkert område'. Samme år som Rwanda-rapporten udgav FN selv en rapport med en sønderlemmende kritik af dens rolle i tragedien. Nye toner fra en organisation, der traditionelt set ikke har været meget for selvkritik. Men noget der har givet respekt. »Kofi Annans mod til at skrive så fantastisk åbenhjertet om Srebrenica- katastrofen og påtage sig både et personligt ansvar og ansvar for FN for dets rolle i Rwanda er intet mindre end revolutionerende i FN-sammenhæng«, var den måde, David Malone, formanden for det internationale fredsakademi, beskrev det. Trods pletterne og den kontroversielle stil er der da også alle tegn på, at FN's 189 medlemslande er godt tilfredse. I juni i år blev Annan således i strid med en række traditioner udnævnt til en ny femårsperiode. Ikke blot besluttes det normalt først langt senere på året, posten burde efter FN's snirklede roteringssystem i virkeligheden være gået til en asiat. Den beslutning er de nok meget godt tilfredse med i New York for tiden.