Leonard Cohen er steget ned fra bjerget. Efter at have brugt det meste af fem år i et zen-buddhistisk kloster på toppen af Mount Baldy i det sydlige Californien hos sin lærer og, i bogstavelig forstand, gamle ven, den 90-årige Joshu Sasaki Roshi med fordybelse i bøn, meditation, opvask og tømrerarbejde. Tilbage i den verdslige hverdag i Los Angeles med dens trafikpropper, støj, tv-kanaler, arbejdspladser, opvarmede toiletter, teknologi, had, kærlighed, erotik og hvad, det vi kalder den moderne vestlige civilisation, ellers byder på af komfort og besværligheder, varede det ikke længe, før Leonard Cohen fandt sig selv i fuld gang med at gøre, hvad der har været hans bidrag til denne verden gennem de seneste 40 år: at skrive digte, sange og musik. Arbejder hjemme Leonard Cohen er nu stille og roligt gået hen og blevet 67 år. Et par års arbejde i hjemmestudiet med synthesizere og computere og især sangerinden Sharon Robinson, i det hus i det centrale Los Angeles, Cohen siden nedstigningen har delt med sin voksne datter, Laura, har foreløbig frembragt albummet med den prosaiske titel 'Ten new songs'. Skal man tage den canadiskfødte sangskriver på ordet, i de interview han har givet i forbindelse med udgivelsen, har den aldrende baryton ikke tænkt sig at stoppe ved det. Der foreligger nemlig også omkring 250 digte, der kan udkomme i en eller anden form, han har planer om at skrive, hvad der i så fald vil blive hans tredje roman og tanken om videoindspilninger, turnéer, tv-optræden og hele gøgemøget, ligger heller ikke den aldrende sanger fjernt. Udstråler veloplagthed Slet, slet ikke så fjernt som entertainer-tilværelsen i den globale landsby må have forekommet i meditationsrummet og køkkenhaven på Mount Baldy. Faktisk ligger overvejelserne så snublende nær ved at blive til realiteter, fortæller Cohen, at det kun skulle være helbredet eller andre af skæbnens onde tilskikkelser, som han mere end de fleste har beskæftiget sig med i sin sangskrivning, der skulle forhindre os i at opleve den snart 70-årige pop- og poesisanger on the road. Han skulle være sund og rask og udstråle veloplagthed og god form, lyder beretningerne fra kolleger i ind- og udland, der inden for de seneste måneder har haft æren af at holde mikrofonen for den visionære melankolikers betragtninger omkring 'Ten New Songs' og de seneste ti år i Leonard Cohens liv. Selv om det, heldigvis da, ikke er til at høre på de ti nye sange, er Cohen dårligt nok melankolsk længere: Gradvist glad »For første gang i mit liv er jeg ikke længere deprimeret. Det er noget, der er sket gradvist. Det var en meget behagelig og overraskende fornemmelse. Angsten begyndte bare stille og roligt at fortone sig«, fortæller Cohen en journalist fra det canadiske magasin Saturday Night og siger, at han, hvor oplagt det end ville være, ikke vil tilskrive klostertilværelsen æren for det. »Jeg tror sådan set bare, at min hjerne ændrede sig. Jeg har læst et eller andet sted, at de hjerneceller, der producerer angst dør, efterhånden som man bliver ældre. Så det er ren kemi?

»Jeg ved det ikke. Men langsomt, inden for relativ kort tid lettede depressionen. Det har været sådan et par år eller tre nu«. I LA Weekly følger intervieweren op på erklæringen med spørgsmålet: Du er altså inde i en af dit livs rigtig gode perioder? »Jamen, det er jeg, selv om jeg står lidt tøvende over for at bekræfte det helt. Min mor ville spytte og kaste salt over sin venstre skulder i sådan en situation«, svarer Leonard Cohen med den tørre humør, der er så karakteris-tisk for den sørgmodige sanger. Ingen moralprædiken Trods klostertilværelsen er Cohen ikke kommet ned fra bjerget for at prædike religion eller nogen form for askese til sine famlende medmennesker. For der er ikke tale om nogen ny religiøs overbevisning. Trods de omfattende buddhistiske studier er det stadig den jødedom, han er født ind i, Leonard Cohen bekender sig til. Den buddhistiske praksis har snarere været noget, han har benyttet sig af som endnu en mulighed for at afsøge forskellige svar på, hvordan det kan lade sig gøre at finde fred i sin tilværelse. Og er der nogen, der har set de store dybder, den desperate nervøsitet og den apokalyptiske afgrund i, hvad andre blot foretrækker at kalde et almindeligt liv med de tab og den tomhed, der nu engang hører til, så er det netop sangskriveren Leonard Cohen. Stadig alene Godt oppe i tresårs-alderen lever han stadig alene, for bortset fra et stormfuldt parfold, der i årene omkring 1970 gav ham hans to børn - datteren er i dag indehaver af en møbelforretning, sønnen, Adam, har godt gang i en selvstændig karriere som sanger og sangskriver - har den nydelige mand med den store appel til og appetit på kvinder, ikke være gift eller været i et ægteskabslignende forhold siden dengang: »Det er udelukkende på grund af kujoneri fra min side«, bekender Cohen over for LA Weekly. »Det var nok den vigtigste grund til, at jeg tog op på Mount Baldy og blev der så længe. Jeg var simpelthen ude af stand til at få et almindeligt liv til at hænge sammen, så det virkede som den bedste løsning«. Livet er stadig langtfra nemt, men Leonard Cohen er kommet ned fra bjerget og har genoptaget sin tjans i Tårnet af sang. Det er da en trøst.