Politiken mandag: Udløber datostemplingen for politisk spændingsunderholdning hurtigere nu om dage end før? Senest ved udgivelsen af Jan Stages nyeste roman i sidste uge talte man om, at virkeligheden sætter nye standarder for den politiske thriller, 'virkeligheden' selvfølgelig her forstået som flybomberne den 11. september. Første afsnit af 'Den serbiske dansker' både bekræfter og dementerer teorien. Leif Davidsens roman udkom i 1996, et thriller-svar på det ny verdensbillede efter Murens fald. Den henter sin politiske baggrund to steder: i de eksjugoslaviske folks første bølge af indbyrdes krige og i modsætningen mellem fundamentalisme og menneskerettigheder. Nå ja, og så i et dansk politisk klima, der sætter feta-eksporten højere end ytringsfriheden, som Nyrup-regeringen faktisk demonstrerede det ved først at vægre sig ved at være vært for den fatwaramte Salman Rushdie til en EU-pristildeling. Jysk tranlampe-MFer Han er her blevet til en kvindelig iransk forfatter, Sara Santanda, men ellers ligner sagen godt nok. Hendes lokale veninde er den politisk naive, dvs. idealistiske, Caroline Holmberg (Lotte Andersen), kulturredaktør på den store danske morgenavis Dagbladet. Hun kender ikke til korridorsnakken mellem departementschefen (Jesper Christensen) og den jyske tranlampe-MFer (Kaj Løvring), men da dé rævekager forpurrer Santandas besøg, vil Caroline alligevel gennemføre det. Overraskende nok støttes hun heri af den ellers kyniske og karriereliderlige sikkerhedsagent Per Toftlund (Troels Lyby). Men hvad hun heller ikke ved, er, at en serbisk lejemorder (Dejan Cukic) arbejder på at indkassere dusøren på fire millioner kroner for at få ram på den fatwa-'dømte' forfatterinde. Aktuelt plot Aktualiteten trods 1990'er-begivenhederne skyldes persontegningen i historien. Lejemorderen arbejder i egen tro for en større sag og med en personlig tragedie som barsk baggrund for sin afsporede stålsathed: Han søger retfærdig hævn - han kunne have været selvmordspilot. Og sikkerhedsbørsten Toftlund kan vise sig at være endnu mere kynisk, end vi tror - eller også en mere ægte og illusionsløs forkæmper for menneskets rettigheder end de magthavere og ordgydere, der prostituerer frihedsidealernes sprog for at forene fejhed med bjergsomhed. Især omkring de to dobbeltbundede og farlige figurer samler nysgerrigheden sig, menneskeligt såvel som politisk, og Cukics dobbelte udlevering af og forsvar for den afsporede serbers figur er ren pragtpræstation. Også Troels Lybye og Lotte Andersen lægger troværdig lidenskab i figurer, der endnu ikke er uddybede. Solidt seriehåndværk Til gengæld føjer en dynamisk fotografering (Nikolaj Brüel) en dybde til historien, som bærer dette lange introafsnit. Krydsklipningen er rolig, lykkeligt fri for falsk mystifikation. Hver scene og replik er skrabet for alt andet end det nødvendige for persontegning og videre handlingsgang. Så selv om det er ret irriterende, at man efterhånden bedst forstår danske films dialog i de passager, hvor der tales udenlandsk og derfor med undertekster, ja, så lover 'Den serbiske dansker' foreløbig mere end solidt seriehåndværk. Og for en gangs skyld omkring et stof, det er værd at bruge tiden på.