Politiken lørdag: Det bliver frygteligt vanskeligt og smertefuldt for amerikanerne at kapere den kendsgerning, at de er forhadte - så forhadte, at det er umisforståeligt, skriver Martin Amis i denne essay. Han er 52 år og en af Englands mest opsigtsvækkende forfattere. Det skete, da det andet fly kom snigende lavt hen over Frihedsgudinden: Det var det afgørende øjeblik. Indtil da havde USA troet, at det blot var vidne til den værste flykatastrofe i historien; nu fik landet en fornemmelse af det fantastiske raseri, der var rettet mod det. Jeg har aldrig set et almindeligt, velkendt objekt blive så gennemgribende forvandlet af omstændighederne. Det andet fly så grangiveligt levende ud, galvaniseret med ondskab og fuldstændig fremmedartet. For de flere tusinde mennesker i sydtårnet betød det andet fly enden. På alting. For os andre var dens blinken et glimt af fremtidens verden. Terrorisme er kommunikation med andre midler. 11. september lød beskeden: USA, det er på tide, du lærer, hvor intens hadet mod dig er. United Airlines fly nummer 175 var et krydsermissil rettet mod Amerikas uskyld. Denne uskyld var en forkælet og anakronistisk vrangforestilling. Det var den påstand, der blev fremsat. En uge efter angrebet kan man smage lidt på den galde, som dets frygtindgydende opfindsomhed har efterladt. Det er allerede fortærsket - men nødvendigt - at påpege, at en sådan iscenesættelse uden videre ville blive kasseret af et filmselskab og strøget af spændingsforfatterens notesbog. (»Det, der skete i dag, var ikke troværdigt«, lød det spidst fra Tom Clancy, forfatter til The Sum of All Fears). Ikke desto mindre blev denne skitse til skinbarlig virkelighed, i fuldt dagslys og vågen tilstand: En snes hobbyknive skabte en halv million ton murbrokker. Adskillige elementer af amerikansk politik blev underløbet af begivenhederne sidste tirsdag, herunder det nationale missilforsvar. Det gik op for en og anden, at himlen over Amerika allerede summer af sprængfarlige og toptunede missiler.Planen gik ud på at kapre fire rutefly - inden for en halv time. Alle fire skulle have kurs mod den amerikanske vestkyst, så man var sikker på, at de var tanket helt op. Det første skulle ramme nordtårnet i World Trade Center, netop som arbejdsdagen for alvor var ved at komme i omdrejninger. Så en pause på et kvarter for at give verden tid til at samles om tv-apparaterne. Når opmærksomheden således var sikret, skulle det andet fly hamre ind i sydtårnet. Og i det øjeblik skulle USAs ungdom blive til alderdom. Hvis arkitekten bag disse ødelæggelser var Osama bin Laden, der er uddannet ingeniør, så har han i hvert fald vidst noget om spændings- og belastningsberegningerne for konstruktionen World Trade Center. Han må også have vidst noget om virkningen af brændende brændstof: Ved 500 grader Celsius mister stål 90 procent af sin styrke. Han må have forudset, at et af tårnene eller dem begge ville styrte sammen. Men selv ikke det mest visionære filmgeni kunne gøre sig håb om at genskabe den monumentale ydmygelse, da tårnene på grund af deres størrelse gennemførte den dobbelte undergang i slowmotion. Det var forudset, at en bygning, der så demonstrativt var opført i beton og stål, også ville blive en uforglemmelig metafor. Dette øjeblik var apoteosen af den postmoderne epoke - billederne og sansningernes epoke. Vindforholdene var også gunstige; i løbet af få timer lignede Manhattan et sted, der var blevet ramt af ti megaton-bomber. I mellemtiden skulle et tredje fly ramme Pentagon, og et fjerde styrte ned i Camp David (hvor den første israelsk-arabiske aftale i sin tid blev indgået) eller muligvis i Det Hvide Hus (men det var bestemt ikke planen, at det skulle ramme præsidentens fly, Air Force One: Det rygte blev spredt for at undskylde Bush mange svinkeærinder i timerne efter angrebet). Det fjerde fly styrtede ikke ned i et vartegn, men på en mark i Pennsylvania, hvor det landede på ryggen, tilsyneladende efter en heroisk indsats fra passagererne. Under normale omstændigheder ville det fjerde flys skæbne have været en af årets tophistorier. Men ikke i år. I de første dage var det faktisk svært at finde andet end korte omtaler af det fjerde fly. Det giver en fornemmelse af dimensionerne af USAs nederlag.Min kones søster havde lige fulgt sine børn i skole og stod på hjørnet af Fifth Avenue og 11th Street klokken 8.58, på den 11. dag af den 9. måned i 2001 (totusindåret for kristendommen). Et kort øjeblik følte hun sig hensat til Kennedy-lufthavnen. Hun stirrede lige op i den skinnende bug af en 767er, der befandt sig få meter over hendes hoved. (Et andet øjenvidne fortæller, at det første fly »kom kørende« ned ad Fifth Avenue - med 600 kilometer i timen). Foran Washington Square Park står en beskeden bue; American Airlines fly nummer 11 fra Boston til Los Angeles fløj så lavt, at det måtte stige for ikke at ramme buen. Vi har alle set fly, der nærmer sig, eller ser ud til at nærme sig en stor bygning. Vi spænder musklerne, når sammenstødet nærmer sig, selv om vi udmærket ved, at det er en parallaktisk illusion, og at flyet vil glide sikkert videre. Min svigerinde stod lige bag fly nummer 11. Hun tryglede det om at dreje, om at svinge ud i den rummelige blå himmel. Men flyet drejede ikke. Hendes børn kom til at tilbringe eftermiddagen med at hente forfriskninger til de mennesker, der stod i kø ned ad hele gaden for at give blod på St. Vincents hospital. Så kom det andet fly, og terroren afslørede sig - terroren blev fordoblet, eller opløftet til anden potens. Man taler om flykuller, men her var det flyet selv, der var ramt af vanvid. Sådan oplevedes det, da det tog sigte og stabiliserede sin kurs, før det smadrede ind i sydtårnet. Selv flammerne og røgen var med deres dæmonisk røde og sorte farver rasende ondskabsfulde. Mordet og selvmordet udefra blev nu gentaget indefra, og resultatet blev dagens måske mest fortvivlende syn. De sprællede og sparkede på vej ned. Som om man kunne afværge det afgrundsdybe fald. Du ville også selv sprælle og sparke. Du ville ikke kunne gøre for det, ligesom man umuligt kan lade være med at klapre tænder, når kulden bliver streng nok. Det er en refleks. Det er sådan, mennesker gør, når de falder. Pentagon er et symbol, og World Trade Center er, eller var, et symbol. Et amerikansk passagerfly er også et symbol - på medfødt mobilitet og livsappetit og på hele galaksen af funklende destinationer. De, der bragte terroren, var moralsk barbariske, og deres synd er uafvaskelig. Men deres arbejde var præget at et forrykt raffinement. De tog disse store amerikanske sindbilleder og knuste dem i samme morter.Det hjælper heller ikke at beskrive angrebene som feje. Terrorisme udspringer altid af hysteri og psykotisk usikkerhed; men vi bør alligevel kende vores fjende. Brandmændene var ikke bange for at dø for en idé. Men selvmordsterrorister hører til i en anden psykologisk kategori, og vi har hos os ikke noget, der kan måle sig med deres effektivitet i kamp. De nærer tydeligvis foragt for livet. Lige så tydeligt er deres foragt for døden. Deres mål var at pine titusinder og skræmme hundredvis af millioner mennesker. Det har de opnået. Temperaturen på klodens frygt er steget op i nærheden af feberstadiet; verdens summen, som Don DeLillo kalder det, er nu lige så hørlig som tinnitus. Den mest holdbare virkning har dog noget med en mere fjern fremtid at gøre, med en bristet illusion om vores nærmeste, særligt vores børn. Det vil især amerikanske forældre få at mærke, men vi vil også mærke det. Illusionen består i følgende. Mødre og fædre har behov for at føle, at de kan beskytte deres børn. Det kan de naturligvis ikke og har aldrig kunnet det, men de har behov for at føle, at de kan. Det, der tidligere virkede mere eller mindre umuligt - forældrenes evne til at beskytte - virker nu aldeles utænkeligt. Fra nu af må vi derfor klare os uden det behov for at føle.Det kan vise sig, at sidste tirsdag ikke markerede begyndelsen på en ny epoke i historien; og det må lige nu være regeringens vigtigste opgave at forhindre, at det bliver tilfældet. Husk: Angrebet kunne have været uendeligt meget værre. 11. september hastede eksperter fra Centret for Sygdomskontrol til katastrofestedet for at måle, om der var spor efter biologiske og kemiske våben i atmosfæren. De vidste, at det var en mulighed. Der er også den permanente og uopløselige risiko fra USAs inaktive atomkraftværker (intet atomkraftværk er nogensinde blevet demonteret noget sted). Tilsvarende angreb på den slags mål kunne forvandle enorme områder af landet til plutioniumkirkegårde i titusinder af år. Og så er der den næsten uundgåelige trussel om terrorangreb med atomvåben - der, muligvis, rettes mod et atomkraftværk. Et af de forhold, som Bush og hans rådgivere ikke vil være i stand til at forestille sig, er, at tirsdagsterroren trods sin udsøgte ondskab blot var et forvarsel. Vi befinder os stadig i første kreds. Det bliver også frygteligt vanskeligt og smertefuldt for at amerikanerne at kapere den kendsgerning, at de er forhadte - så forhadte, at det er umisforståeligt. Hvor mange af dem ved for eksempel, at deres regering har udslettet mindst fem procent af den irakiske befolkning? Hvor mange af dem overfører så det tal til USA (og når frem til 14 millioner)? En række nationale karaktertræk - selvtillid, en stærkere patriotisme end i noget vesteuropæisk land, manglende geografisk nysgerrighed - har skabt et underskud af medfølelse med lidende mennesker langt væk. Mest centralt, og igen mest smertefuldt, så understøttes den amerikanske identitet i næsten pleonastisk grad af det at være god og af det at have ret: Amerikanere er gode og har ret, fordi de er amerikanere. Saul Bellows ord for det fænomen er engelisation. Vi på den amerikansk-ledede side har således ikke blot brug for en bevidsthedsrevolution, men også for at forandre den nationale karakter: Det vil måske tage en generation.Hvad så med den anden side? Det er besynderligt, at verden pludselig føles bipolær. Endnu en gang står vi i Vesten over for et teokratisk/ideokratisk system, der nærer en grundlæggende og ubøjelig modstand mod Vestens eksistens. Den gamle fjende var en supermagt; den nye fjende er ikke engang en stat. Sovjetunionen blev i sidste ende knækket af sine egne selvmodsigelser og abnormiteter og måtte sande Martin Malias ord om, at »socialismen findes ikke, og det var Sovjetunionen, der opbyggede den«. Men socialismen var jo også et modernistisk, et futuristisk eksperiment, hvorimod den militante fundamentalisme stadig spræller i den senmiddelalderlige fase af sin evolution. Vi skal først igennem en renæssance og en reformation, inden vi kan forvente en oplysningstid. Og det vil vi ikke vente på. Hvad vil vi så gøre? Volden må komme; USA skal have sin katarsis. Først og fremmest må vi håbe, at reaktionen ikke vil medføre en optrapning. Og reaktionen bør også afspejle det oprindelige angreb i den forstand, at det skal kunne skabe forbløffelse. Et utopisk eksempel: Afghanistans plagede og formørkede indbyggere, der ved, at de skal sulte denne vinter, skal ikke bombarderes med krydsermissiler; de skal bombarderes med fødevarepakker, der er stemplet 'Solidaritetshjælp - returneres til USA.' Medmindre Pakistan faktisk kan levere bin Laden, er det nok mere realistisk, at den amerikanske gengældelse bliver bombastisk og klodset. Så vil terroren ovenfra efterfylde den underliggende kilde til al terror: Ulægte sår. Det er den velkendte cyklus, der så glimrende beskrives i indholdet af og titlen på V.S. Naipuls fortælling Tell Me Who to Kill. Den bedste skæbne, vi som bofæller her på planeten kan håbe på, er, at vi udvikler det, der er blevet kaldt en artsbevidsthed - noget, der ligger over nationalisme, blokke, religioner og etnicitet. I den forløbne uge, der har bragt så megen ulykke, har jeg forsøgt at fastholde en sådan bevidsthed og følsomhed. Mens jeg tænkte på ofrene, gerningsmændene og den nærmeste fremtid, følte jeg først artssorg, dernæst artsskam og så artsfrygt. Oversættelse: Tonny Pedersen.