Politiken mandag: Isaac Stern var en meget stor violinist og en meget karismatisk personlighed. Selv på et fjernsyn gjorde han et vældigt indtryk, hvordan man end husker ham - som gæst i København under fejringen af et jubilæum i Mosaisk Troessamfund, som tredjemand efter eleverne Pinchas Zukerman og Itzhak Perlman i en af Vivaldis tripelkoncerter, som solist i Jerusalem 1991 uden gasmaske og frygt for irakiske Scud-missiler. Han blev født 21. juli 1920 af jødiske forældre i Kreminiecz, Rusland. Ti måneder senere udvandrede familien til San Francisco, USA. Som otteårig blev han optaget på musikkonservatoriet, hvor han gik indtil 1931 - afløst af en kort tid hos Louis Persinger og siden af fem vigtige år hos Naoum Blinder, koncertmester i San Francisco Symphony Orchestra. Blinder forblev livet igennem ét af hans største forbilleder. Stern debuterede 15 år gammel og spillede året efter Saint-Saëns' 3. violinkoncert med byens symfoniorkester. Gennembruddet kom i 1936, hvor samme orkester ledsagede ham i Brahms' violinkoncert - denne gang dirigeret af navnkundige Pierre Monteux. Og siden gik det slag i slag. Allerede samme år spillede han med Los Angeles Philharmonic Orchestra og Otto Klemperer, og året efter debuterede han med en soloaften i New York - en by han blev nært knyttet til, og hvis koncertsal, Carnegie Hall, altid var et af hans hjertebørn. Han nåede at spille der mere end halvandet hundrede gange og var indtil kort før sin død i gang med at samle penge ind til istandsættelse af den berømte bygning. Bortset fra den obligatoriske optræden 1943-44 for udstationerede amerikanske soldater i f.eks. Grækenland og Island fik han sin europæiske debut i München og Luzerne i 1948. Cellisten Pablo Casals hentede ham til Spanien i 1950, tre år senere besøgte han den store Edinburghfestival, og i 1956 turnerede han første gang i Sovjetunionen. Fra da blev han regnet for en af sin tids største musikere. Derimod nægtede han længe at sætte sine ben i Tyskland. Faktisk er det kun to år siden, han kom der første gang - i øvrigt for at bruge mange uger på at hjælpe og støtte unge musikere i deres karrierer. Stor kammermusiker Også hans repertoire var stort, og det holdt sig ikke inden for det klassisk-romantiske alene. Når det gælder violinkoncerter, nåede han at uropføre værker af en lang række komponister fra sin egen tid - særligt landsmænd som William Schuman, Leonard Bernstein og George Rochberg, men nok så modigt også mere grænsesøgende europæere som Henri Dutilleux, Peter Maxwell Davies og endda Krystof Penderecki. Desuden gav han amerikanske førsteopførelser af Bartóks og Hindemiths koncerter. Men om muligt var han endnu større som kammermusiker. Særlig sagnomspundet er hans samarbejde fra 1960 med pianisten Eugene Istomin og cellisten Leonard Rose. Én af de bedste klavertrioer, verden nogensinde har hørt. Og måske særlig berømt for sine fantastiske plader med både Beethovens og Brahms' samlede værker i genren. Siden fortsatte han arbejdet med yngre musikere, for ganske nylig således med Emmanuel Ax, Jaime Laredo og cellisten Yo-Yo Ma - den sidste et af mange eksempler på talenter, han har æren for at have hjulpet frem. I det hele taget hører han til de mest indspillede musikere nogensinde. For sine præstationer modtag han næsten et halvt hundrede af de fineste udmærkelser, herunder Dannebrogordenen i 1985. Hans klang var noget helt for sig, præget af særligt den russiske skole i sin varme og udtryksfylde og samtidig helt personlig i sin for samtiden enestående stilfornemmelse. I symbiose hermed gik vel hans foretrukne instrumenter, der normalt ikke var Stradivarier - men derimod to sjældne stykker af mesteren Guarneri Del Gesu, hvoraf den ene havde tilhørt selveste Eugène Ysae. Ved Sterns død mister verden en kunstner af sjælden karat. En slags spillemand med humanistiske bagtanker. 'Spillemand på en tagryg', som en af hans største succeser hed.