Politiken mandag: Macy Gray er måske den eneste i verden, der kan lege musen og elefanten med sig selv. Hendes store, kantede krop huser en spinkel, men delikat og indtrængende stemme. Det er naturligvis en styrke for soulmusikkens store dame, men også et dilemma, sangerinden ikke helt har fået styr på. Hun har stablet sig op i en tronstol, så hun kan skue ned på udspørgeren i en lav sofa. Sådan er rollerne udstukket på forhånd, her i suiten på Grand Hotel i Amsterdam holder en diva kortvarigt hof. Macy Gray vil gerne sælge sit nye album, 'The Id', til verdenspressen. Men hun vil kun tale i interview, der varer maks. 20 minutter. Længere kan Macy Gray ikke koncentrere sig om at tale om sig selv, har pladeselskabet meddelt. 'Min underlige stemme' »Jeg var meget sky som barn, fordi jeg syntes, at jeg havde sådan en underlig, lille stemme. Derfor sagde jeg stort set aldrig noget. Jeg skrev alting ned på sedler til folk i stedet for. Jeg var flov over den, og det sidste, jeg tænkte, var, at det skulle være en sangstemme . Jeg sang absolut ikke i kor eller sådan noget, det ville jo være latterligt«, siger Macy Gray med sin hviskende stemme, der hele tiden er ved at forsvinde helt ind under den posede, hvide kasket, hun bærer over sit store hår. Den 31-årige sangerinde slog i 1999 igennem med et brag i form af albummet 'On How Life Is', der har solgt 7 millioner eksemplarer kloden rundt, heraf hele 85.000 i Danmark og indkasseret grammyer i blandt andet USA. Men Macy er ikke faldet i krukken med sminke eller flyttet ind i mærkevarernes modehuse af den grund. Hun bærer en knaldrød Puma T-shirt og har slået en afrikansk sharon om sine ben. De bare fødder har Macy Gray stukket i et par klipklapper af den helt billige udgave. Ansigtet er smilende og åbent, men det er, som om silkesløret for Macy Grays øjne er trukket hele vejen ned i dag. »Jeg følte mig meget anderledes og udenfor, da jeg voksede op. Jeg var meget høj - faktisk meget højere end drengene på skolen, så jeg havde aldrig nogen kæreste. Jeg ragede et hoved op over alle i skolegården. Alt mit tøj var for småt, fordi jeg voksede så hurtigt, at min mor og vores økonomi ikke kunne følge med, så jeg blev sendt i skole i alt for korte bukser. Min opvækst var ganske smertefuld. Jeg følte mig udenfor hele tiden«, siger Macy Gray om sin opvækst i byen Canton i Ohio. Hvornår stoppede det? Macy Gray, der dengang stadig hed Natalie McIntyre, kigger i et sekund direkte på mig og trækker så atter det usynlige slør ned for sit ansigt. »Det er ikke stoppet - jeg føler mig stadig udenfor. Den slags rejser med én, ved du .«, hvisker den hæse lillepigestemme. Instinkternes fest Aftenen inden interviewet var Macy Gray genstand for tæt opmærksomhed og intens begejstring, da hun med sit band spillede næsten alle sangene fra det nye album 'The Id' i Amsterdams mest berømte klub, The Paradiso. I hvid kjole og solide sorte sko med flad sål stod Macy Gray som en meget sikker og fokuseret kaptajn på et skib, bemandet af musikalske pirater med kaos på dagsordenen. Bandet ragede rundt i et hårdt, funky beat som natklubsmusikanter i de små timer på et swingende spillested i den musikalske metropol, vi for en uge siden kendte som New York. Charmerende og opløftende, spirituelt og sensuelt. Som Macy Grays stemme. »Ja, vi roder meget - der er stor trang til at improvisere i mit band. Alle er nogle være festaber og så er vi jo i Amsterdam . Men det er netop den atmosfære af noget, der kommer lige fra maven uden omsvøb. Noget meget umiddelbart, nærmest instinktivt, jeg gerne ville have på det her album«, siger Macy Gray, som selv har produceret sin plade i samarbejde med allestedsnærværende Rick Rubin. Sårbar og stærk Åbenhed er et must for Macy Gray, der i Paradiso lagde sig på knæ på scenen flere gange, dansede med sine musikere og balancerede på den kant mellem sårbarhed og stor styrke, der har givet hende mange fans. Den store, almindelige kvinde, der er blevet en superstjerne, er så langt fra MTVs velproportionerede soul-småkager og nips med blottet maveskind, man kan komme. For hende er populariteten kommet som lidt af et chok, som har medført en voldsom omvæltning af tilværelsen som enlig mor til to. Før udgivelsen af 'On How Life Is' gennemgik Macy Gray en smertefuld skilsmisse fra sin voldelige ægtemand, som sange som 'I Try' og 'Still' handlede om. Den sidste på meget direkte facon: »In my last years with him there were bruishes on my face/ In my dawn and new day/ I finally got away«. »Det var ulykkeligt, og måske var det også naivt af mig at skrive det og tale så meget om det, da jeg blev interviewet omkring den plade. Men man er jo helt uforberedt på sådan en mediestorm. Jeg håber, at jeg har givet andre kvinder i samme situation, hvor man stadig elsker den voldelige part, mod på at komme videre. Det er alt, hvad jeg ønsker at sige om det nu«, siger Macy Gray stille. Hun forlod Canton, hvor hendes forældre havde gode jobs og tilhørte middelklassen, i firserne og flyttede til Los Angeles. Her begyndte hun at studere klaverspil og manuskriptskrivning på filmlinien på universitetet. Naturlig soul Snart begyndte hun også at skrive sange ved klaveret i sin lejlighed i Los Angeles. Men kun til andre. »Jeg indspillede numrene på kassettebånd, så dem, der skulle have sangene, kunne høre, hvordan jeg forestillede mig, at det skulle være. Jeg havde ingen planer om at synge noget selv, for jeg havde den der mærkelige stemme. En dag hørte lederen af et jazzband et af de bånd, og han var ret vild med min stemme og ville have mig til at synge standards. Jeg troede, at han tog pis på mig, eller at han var skør, men han ville betale 100 dollars for en lørdag aften. Det var fint, for jeg var studerende og havde ingen penge. For mig var det bare for sjov«, siger Macy Gray og synker helt sammen i stolen af udmattelsen efter dette for hende meget omfattende udsagn. Efter tiden med orkestret, begyndte Macy Gray, som hun nu kaldte sig, at optræde med sine egne musikere på klubben We Ours i Los Angeles. Her spillede hun sine egne sange for et voksende publikum, og i april 1998 fik hun kontrakt med Epic Records, der nu udsender 'The Id', hvis kerne stadig er soulmusikken. »Jeg har altid ment, at soulmusik var det, der kommer naturligt for en. Det mener jeg også, at Prince har sagt engang. Nirvana kunne sagtens være et soulband, fordi det kommer lige fra hjertet og har nerven. Sådan blottet. Det handler om følelsen i det og energien. Jeg kan godt lide mange slags musik - mine forældre havde en meget sort pladesamling, men jeg har gået i skole med mange hvide børn, der kun var til rock. Nu har jeg så fået mulighed for at rejse over hele verden, hvilket har inspireret mig at møde alle slags musik. Det har haft stor indflydelse på denne plade, som musikalsk er meget bred«, erkender Macy Gray. En sex-freak Netop 'Oblivion' er en af pladens mange sange med seksuelle undertoner. På 'Sexual Revolution', 'Harry', 'Gimme All Your Lovin' Or I Will Kill You' er opfordringerne til seksuel befrielse mere rå og direkte. »Sex? Oh yeah!«, nærmest råber Macy Gray begejstret, men slår straks tilbage i sin hvisken: »Det er jo lidt svært at tale om, men hvis man ser på, hvor stor en styrke sex er i folks dagligdag, kan man se, hvor vigtig den drift er, og hvor mange der kæmper med deres seksualitet. Hvis man skriver direkte ud fra sin inspiration i krop og sjæl, som jeg gør, må man nødvendigvis skrive meget om sex af samme grund - det er en enorm drift! Og en stor spirituel kraft. Det er dog ikke noget, jeg er besat af, sådan som folk efterhånden tror. De tror jo efterhånden, at jeg er sådan en sexfreak, et rent monster. Men det er måske nok lidt min egen skyld«, siger hun og griner lidt. Ja, ved at høre din plade kunne man vel faktisk godt få det indtryk, at du betragter dig selv som en outsider, der konstant tænker på sex? »Oh, yeah? Men det er så også i orden, sweetie«, lyder svaret, forklædt bag et fnis. »Sandheden er, at jeg er meget rastløs. Jeg har al den energi, jeg skal af med. Derfor er jeg altid meget udmattet, når jeg kommer hjem til mig selv. Så trækker jeg telefonstikket ud og ligger bare på min sofa i nogle dage. Men så melder den sig igen, rastløsheden. Så skal der ske noget, eller jeg bliver sindssyg«, siger Macy Gray. Så du skal være sangerinde i resten af dit liv? »Det ved jeg ikke rigtigt, det har jeg faktisk ikke tænkt så meget over. Jeg har svært ved at se mig selv dumpe alt det her og lave noget helt andet. Jeg kunne dog godt tænke mig engang at få skrevet en film, som rent faktisk kom op i biograferne. Det er i hvert fald helt sikkert, at jeg nok skal finde på noget«. Som alle gode amerikanere takker du Gud på dit album? »Som alle gode amerikanere! Ha, ha! Jo, men jeg er religiøs og tror, at der er noget større end os. Jeg har egentlig altid troet, at jeg ville dø ung, men nu har jeg tænkt på, hvad der sker, hvis jeg kommer til at være her i lang tid. Mine forældre er blevet gamle, og det går fint, så man ved ikke. Jeg vil i hvert fald gerne se mine børn vokse op«. Du lyder ikke just som en, der er bange for at dø? »Nej, jeg tror, at vi alle sammen får en virkelig overraskelse, når vi dør, og at det er meget mere cool efter, at vi er døde! Jeg mener, vi ved jo ligesom, hvad vi har her i livet, ikke? Når man ved, hvor godt, der er her på jorden, så prøv at tænk på, hvor fedt det bliver at dø! Lidt af et trip, faktisk!«.