Politiken fredag: Han var 17 år, spillede i punkband og gik i gymnasiet i Viborg, da Bruce Springsteens 'The River' udkom. Jens Unmack ude fra Dollerup Bakker - »Jyllands Twin Peaks« - købte pladen og lyttede til titelnummeret om manden, der ser sin ungdoms drømme som en udtørret flod. »Jeg kan huske, at jeg tænkte: Sådan skal man vist passe på, det ikke ender«, siger sangeren og sangskriveren Jens Unmack fra Love Shop her 20 år senere, hvor trioen åbner et nyt album med en sang, der drejer sig om at holde godt fast i det, man virkelig vil. 'Alle har en drøm at befri', hedder sangen, og når man hører den, sørger ikke mindst guitarens forsølvede, glidende sting (den allestedsnærværende lydskaber og komponist Hilmer Hassig) for at sy stemningen af drømme, der ikke vil gemmes af vejen. Og det er tydeligvis ikke bare drømme om at få sit liv på det tørre. Det er noget større. Noget med »at vores tid er glitret ihjel«. »Det drejer sig om at være optaget af noget uden for sig selv. Om at blive voksen med værdighed. Da jeg gik ud af gymnasiet, satte man spørgsmålstegn ved tingene. Dengang var verden delt op i en øst- og en vestblok, og det hjalp os måske til at spørge os selv, hvad der var mest korrekt. Etisk og menneskeligt. Det er væk nu. Selv rigtig mange folk, der var medlem af DKU (Danmarks Kommunistiske Ungdom, red.) i 1980erne, har lagt det bag sig. De er holdt op med at tale om, hvad de tror på, og hvilket samfund de vil have. Ligesom de fleste andre tænker de bare på at få succes, som man får succes i 2001, hvor det gælder om at tjene så mange penge som muligt«. Færgen fra Nyhavn nærmer sig Middelgrundsfortet, som er et af de få steder i Danmark, der ikke ligner en kultiveret have. Her har tiden bare fået lov til at gå, hvad tiden ellers netop sjældent må. For hjulene skal holdes i gang. Og der knokles 'På kontorerne', som et af numrene på Love Shops nye plade hedder. »Kontorerne er ment som et billede på, at den voksende rationalitet har vundet. Det var bare ikke den verden, jeg forestillede mig engang. Den virker helt meningsløs. Vores nye plade hedder jo 'Anti', fordi jeg savner stillingtagen til, om det er den rigtige verden, vi er på vej imod. Jeg kan ikke skrive protestsange på den gængse måde, men på en mere abstrakt måde er 'Anti' en positiv protest«. På samme tid virker 'Anti' som en meget udadvendt kommenterende og en meget personlig Love Shop-udgivelse. Det første singleuddrag - 'Kræmmersjæl' er en uforsonlig kritik af folk, der gør alt op i materielle værdier og gerne sælger deres egen sjæl, hvis det giver kontant succes. P3 spiller singlen, for efter seks studiealbum og mange turneer har Love Shop et stort publikum og en pæn midterplacering på den danske scene. Men 'Kræmmersjæl' efterlader ingen tvivl om, at Unmack bider fra sig denne gang: »kræmmersjæl - mit x-idol / så omsorgsfuld som en elektrisk stol«, lyder omkvædet. Og det er jo ikke just ord, der klapper musikbranchen, underholdningsindustrien og resten af samfundet venligt på ryggen: Reklamerer sig ihjel »Personligt er jeg ikke bitter på musikbranchen, for med Love Shop fik vi jo tre-fire plader til at finde et publikum og til at lære at fungere i. Det var aldrig gået i dag. For vi solgte 2.000-3.000 eksemplarer af de første plader, og hvis man ikke sælger mere i dag, så bliver man fyret fra pladeselskaberne. Det er mere som musikfan, jeg er bitter på noget omkring scenen. For de få store pladeselskaber, der er tilbage, drejer det sig slet ikke om musikken. Kun om penge. Jeg har arbejdet i en bank i kort tid engang, men selv i den var der mere rock'n'roll, end der er i musikbranchen. Jeg har aldrig mødt en branche så angstfyldt, segmentorienteret og 'playing by the rules'«. »Der bliver ikke taget nogen chancer mere. Selskaberne reklamerer sig selv ihjel med alle de dyre tv-spot, og det går ud over de bands, som er på vej frem og ikke kan sælge mere end 25.000 eksemplarer. Mew, Superheroes, Dear og andre nye bands får ikke en chance for at komme rigtig op til overfladen og give lidt ilt til det vand, som efterhånden er så gammelt og dødt«. Giv mig iranske film Tendensen inden for musikbranchen er den samme som inden for al anden underholdningsindustri, mener Unmack: Amerikanerne bestemmer retningen. »Der er så megen snak om, at dansk kultur forsvinder, og at muslimsk kultur er ved at ødelægge det danske særpræg. Hvor ser folk det henne? Det er sgu da Amerika, der ødelægger os. Hele underholdningsbranchen er forpestet af USA. Der er amerikanske actionfilm, amerikanske komedier og amerikanske dramaer at vælge imellem på 30 kanaler i fjernsynet lørdag aften. Giv mig en iransk film fra 1974 i den bedste sendetid!«. Middelgrundsfortet forsvinder igen bag færgen, som sejler tilbage til byen, hvor Jens Unmack har mødt en del, der er forargede over 'Anti': »Folk siger til mig: »Er det ikke lidt dårligt at komme her og ødelægge stemningen, når det lige går så godt i 2001?«. Hvad går godt? Ikke en skid. Ud over vejret og Morten Olsen«. »Jeg har ingen løsninger. Jeg forstår bare ikke, at medier og politikere skal have lov til at sige, hvordan vi skal leve. Hvordan vi skal gå på gaden, hvordan vi skal omgås indvandrere, og hvordan man skal skynde sig at få en karriere, for ellers ryger man på røven. Skal man virkelig være lydhør over for det? Er det rigtigt at droppe drømmen om at blive ballonskipper i Australien og tage det sikre job i forsikringsselskabet?«. Færgen er ved kaj. Før han tager cyklen imod ensretningen væk fra Nyhavn, vil jeg vide, hvem af alle idolerne (Jens Unmackerinkarneret,nysgerrig, velorienteret pladesamler), der også kunne have fundet på at kalde en plade for 'Anti'. Han tænker lidt. Og smiler glad: »Morrissey! Og han har et hjerte, der er større end Amerika«.