Politiken fredag: Der har været flere stationer på sydtyske Dieter Jaenickes rejse mod Århus. Men inden han i aften for første gang kan gå til gallaåbning i Musikhuset og se publikum i øjnene som generalsekretær for festugen, husker han alligevel en bestemt nat for over tyve år siden. »Det var stort set ude på verdens rand, på en ø mellem Filippinerne og Borneo«, erindrer Dieter Jaenicke, i dag 52. »Jeg havde arbejdet et års tid som frivillig i en af FNs flygtningelejre for vietnamesiske bådflygtninge, og det betød meget for mig. Men så faldt jeg i snak med den her rygsækrejsende fra Australien. Han fortalte om en fantastisk tysk koreograf, han havde oplevet, og mens vi sad der og talte om dans, blev jeg klar over det: Jeg elskede det der jungleliv, men det var dét, der manglede: kunsten. Den nat bestemte jeg mig for at rejse tilbage til Tyskland«. Det gjorde Dieter Jaenicke, og på to år fik han overtalt banken til en personlig kredit, Hannovers borgmester til en international dansefestival og en stribe kunstnere og kompagnier til at tage de første trin for en helt ny festival. Men nu har vi allerede sprunget mange led over på vejen mod Århus Festuge, og det er den, der optager Dieter Jaenicke lige nu, få timer før Batsheva Danse Company fra Israel i aften byder publikum op af lænestolene og ind i en tilstand, der gerne skulle vække og provokere og mane til eftertænksomhed. For det er det, kunst handler om, mener Jaenicke: »Kunstnere skal virkelig sige tingene, som de er. Politikere gør det ikke, journalister gør det sommetider, og folk i almindelighed gør det ikke altid. Men kunstnere skal gøre det«, understreger festugens kunstneriske leder. Aftenens gallaåbning med tilhørende europapremiere inden for moderne dans kunne ikke være mere i hans ånd: Værket er baseret på det østrigske manuskript 'Offending the Audience': om at fornærme publikum. »Stykket kunne vel være mit statement her ved min tiltræden«, smiler Dieter Jaenicke. Kunst skal overraske Smilene med de 52-årige smilerynker, der breder sig helt uden for de diskrete briller, er hyppige og imødekommende, og som han sidder der i sit afslappede, lyse tøj og drikker kaffe, ligner manden alt andet end en fornærmelse. Den lille dagligdags banan, der krummer sig bag IBM- computeren på det store skrivebord, bidrager også til indtrykket af venlig middagspause. Men så kan Dieter Jaenicke læne sig frem over glasbordet med en intens glød: »Jeg vil gerne provokere til diskussion«, lyder det så med eftertryk. »Jeg vil mere end bare at please publikum. Sommetider må kunstneren gerne strø lidt salt i sårene og få os til at gentænke og reflektere. Vi er her ikke bare for at spille klovn. Publikum skal ikke bare kunne læne sig tilbage i en tilstand af behagelig komfort. Kunst skal overraske.« Kløften mellem folkelighed og elitær kunst optager ikke generalsekretæren. Hvis der er folk, der vil kalde ham elitær, må de gøre det, meddeler han, og hans vision er heller ikke, at festugen fortsat skal være den største kulturfestival i Skandinavien. Han vil hellere, at den bliver den vigtigste i Europa. Selv mener Dieter Jaenicke ikke, at der er nogen modsætning mellem kvalitet og folkelighed: »Jeg vil gerne bevare det høje niveau, og jeg vil gerne tilføje et mere folkeligt islæt. Folkelig forstået på den måde, at jeg gerne vil have publikum, og at jeg prøver at få det ved at skabe nem, billig adgang til kulturen. Men ikke forstået på den måde, at jeg serverer nem og billig kunst«. I den ånd har Dieter Jaenicke ændret festugens prispolitik og kører med favorable priser for studerende, unge og ældre. Det er ikke nok, at byen er fyldt op med studenter, hvis man annoncerer i dyre programmer og kører med forestillinger til trecifrede priser, mener han: »Jeg kan virkelig godt lide fulde huse, og mit succeskriterium vil være, at vi har publikum«, siger Dieter Jaenicke, der hellere vil køre med fulde huse til nedsat pris end med halve huse til fuld pris. Det er han måske også nødt til i Danmark. I hvert fald må han som sine forgængere slås med den kendsgerning, at danskere ikke er gode til det med store internationale gæsteoptrædener. De sælger simpelt hen ikke billetter, erklærer han: »De kan komme igennem med det i det øvrige Europa, selv i mindre byer som Montpellier eller Basel. Der annoncerer man med tre dages gæsteoptræden, og så er der udsolgt. Her er det meget sværere. Der er ingen professionel, sociologisk forklaring på det, men jeg vil virkelig gerne finde ud af hvorfor. Det bliver min store udfordring«, siger den tyske ildsjæl, der ikke mener, at kuren er at 'opdrage' danskerne kulturelt. Det ville være arrogant, det ville ikke lykkes, og det ville være forkert, mener han: »Det har jeg da fået lært: Rejs ikke noget sted hen og tro, at du skal lære folk at gøre det på din måde«. Off piste-program Ud over de ændrede priser og et nyt gratis program ved siden af det glittede til 30 kroner har Dieter Jaenicke i stedet skabt et off piste-festugeprogram: Den del af publikum, der ikke kan eller vil iføre sig galla og dyre billetter til aftenens åbning med dronning, prins og moderne dans indenfor på Musikhusets bløde tæpper, kan i stedet i morgen aften stimle sammen foran Musikhuset og overvære et brag af en sprudlende spansk performance, når Xarxa Teatre på et flere etager højt stillads og med raketter på aftenhimmelen vil opføre den spanske tyrs historie. Eller der er 'Hidden Treasures'-turen til fods og i bus rundt i byen, et andet Jaenicke-element, der skal bringe festivalen ud på gaden. Folk bevæger sig rundt på en hemmelig rute, hvor der vil være indlagt overraskelser undervejs - for der skal »fart i tingene i byrummet«, er den nye generalsekretærs holdning, og som udlænding og ny på posten har han haft »relativt let ved at slippe af sted med nye påfund«. Han havde til gengæld frygtet et kor af småfornærmede danskere, der ville spørge, hvad en tysker overhovedet skal lave kulturfestival i Danmark for. Men den attitude har han ikke mødt, og han føler heller ikke selv, at han kommer som tysker: »Som del af den første generation efter krigen, der er vokset op med et kritisk forhold til historien, føler jeg mig mere som europæer, og jeg har en europæisk tilgang til opgaven. Det interessante ved Århus Festuge er jo, at den er international. Den er temmelig kendt ude omkring i Europa«, siger han - med den storsmilende tilføjelse: »I hvert fald i Berlin, Madrid og Bruxelles. Det er mere København .«. Festugen bærer ifølge Dieter Jaenicke stadig fra gammel tid rundt på en dunst af øl og telt og tyrolermusik, i hvert fald når man forhører sig i hovedstaden: »Vi skal hele tiden kæmpe med at overbevise københavnske medier om, at noget i Århus kan være så stort, at de bør skrive om det. Sandheden er jo, at det hovedprogram, vi har, kunne vi tilbyde alle vegne. Men netop derfor kan vi også tilbyde det i Århus. Århus behøver ikke at føle sig som lillebror i forhold til København. Byen kan være stolt af det her program og skal rejse sig for det«, mener Dieter Jaenicke, der selv er stolt - og føler sig privilegeret over at have levet det meste af sit voksne liv med den kunst, der optager ham mere end noget andet. Tændt af gadeteater Der stod ellers hverken dans eller teater i programmet for hans eget liv: Da han som 14-årig blev slæbt med skolen i hjembyen Würzburgs Stadt Theater til »et eller andet Shakespeare«, kedede han sig ganske uendeligt. Det hjalp lidt, da han selv fik lov at spille i skolen, men først da han som 18-20-årig i Amsterdam oplevede amerikansk gadeteater på højeste niveau, blev han tændt. Helt og for resten af livet. Den første erfaring som igangsætter af en ny dansefestival i Hannover brændte lidt på i en opskrift med for mange kokke om beslutningerne. Men da Dieter Jaenicke som 30-årig vendte hjem fra Filippinerne med teateret for sit indre øje, var der ingen vej tilbage: Kunst, stod der forude. Det skulle bare være med ham selv ved roret. Da han først var afklaret, gjorde det ikke noget, at første akt udspillede sig i et småkummerligt baggårdslokale i midttyske Hannover - uden vinduer, udsigt, penge, fax og finesser. Det var energien, der talte, og den var så høj, at den unge Dieter fik både bank og bystyre til at tro på sig. Når koryfæer og koreografer fra den store verden skulle lokkes til en ukendt festival i Hannover, undgik han behændigt baggården som mødested. »Nej, det kan desværre ikke blive i mit kontor, det er ved at blive malet .«. I begyndelsen af 1980erne havde Dieter Jaenicke etableret Hannover Danse Festival, der stadig holder takten. Den banede vejen frem mod festivalkarrieren først i Hamburg og nu altså i Århus. I aften spiller Dieter Jaenicke for første gang rollen som generalsekretær.