Politiken lørdag: Siden 1973 er spørgsmålet om kampen mellem socialdemokrater og kommunister under den kolde krig i Sverige dukket op på avisernes forsider med jævne mellemrum, og for to år siden fik statsminister Göran Persson (S) nok. Sandheden skulle frem, for spørgsmålet var et stort tema under valgkampen i 1998, og Persson ønsker ikke at give det nu store Venstreparti (de tidligere kommunister) et gratis valggrundlag igen. Efter valget i 1998 besluttede partiledelsen derfor, at en tidligere socialdemokratisk partifunktionær skulle skrive en såkaldt hvidbog om registreringen af de svenske kommunister i 1950erne og 1960erne. »Vi skal ikke slæbe rundt på 1900-tallets spøgelser i 2000-tallet«, sagde Persson for nylig i et forsøg på begrave debatten inden valget næste år. Partifunktionæren Enn Kokks bog med titlen 'Vitbok. Militärens hemliga nätverk i arbetarrörelsen' udkom tidligere på ugen, og den blev især udsat for voldsom kritik i dagbladet Dagens Nyheter. »Intet lys over kernespørgsmålene«, hed det i en kommentar af en af bladets medarbejdere, Peter Bratt, og historikeren Lennart Lundmark beskrev i en lang artikel bogen som nærmest nyttesløs. Peter Bratt selv har et tæt forhold til sagen. Det var nemlig ham, som sammen med forfatteren Jan Guillou i en artikelserie i tidsskriftet Folket i Bild/Kulturfront i 1973 afslørede eksistensen af den fortsatte registrering af kommunister på trods af, at regeringen havde forbudt det i 1969 og overdraget efterretningsvæsenet IBs indenrigspolitiske aktiviteter til det politiske politi, Säpo. Jan Guillou har senere i succesromanerne om agenten og greven Carl Hamilton givet et billede af den nærmest kafkaske stemning, som herskede i det svenske sikkerhedsmiljø. Men trods forbudet fortsatte IB registreringen af svenske borgere helt frem til 1988. Det var nu ikke længere kommunister, men andre på venstrefløjen og i samfundskritiske bevægelser, som blev registreret. Kartotek til USA Enn Kokks bog handler dog primært om indsatsen mod kommunisterne og samarbejdet mellem Socialdemokratiet, militæret og den civile efterretningstjeneste i dette arbejde. Han glemmer at nævne, skriver Lennart Lundmark i sin omfattende anmeldelse af bogen tirsdag i Dagens Nyheter, at disse oplysninger blev overgivet til fremmede magter. Det skete blandt andet på møder i 1953 mellem den socialdemokratiske topfunktionær Paul Björk og førstesekretæren på den amerikanske ambassade. Bogen bekræfter endnu en gang det tætte samspil mellem det socialdemokratiske partiapparat og efterretningsvæsenerne. De 22.000 socialdemokratiske tillidsmænd blev brugt til at indsamle oplysninger om deres kolleger. De fleste troede, oplysningerne kun havnede hos partiet og var et element i den benhårde kamp mellem socialdemokrater og kommunister, hvor metoderne var barske på begge sider. Men oplysningerne gik altså videre. Mellem 4.000 og 5.000 kommunister endte i et 'register' eller kartotek for særligt farlige elementer mod statens sikkerhed. Militæret, som ved hjælp af Socialdemokratiet fik disse oplysninger, skulle bruge dem for at hindre kommunister i at blive ansat i våbenindustrien, og derfor havnede de mest aktive kommunister i dette kartotek. Dertil kom et 'stort kommunistregister', som omfattede mellem 100.000 og 150.000 navne. Samarbejdet mellem militæret og Socialdemokratiet blev aftalt allerede i 1950 af den daværende partisekretær og tidligere udenrigsminister, Sven Andersson, og militærets topfolk. Der blev ofte benyttet rene undercover-metoder. I begyndelsen af 1970erne var registreringen udvidet til andre end kommunister, og Säpo lod en af sine agenter, Jan Lindquist, ansætte på sygehuset i Göteborg, hvor han skulle overvåge læger og andet personale, som havde forbindelse til forskellige venstreorienterede organisationer. Sagen blev afsløret i 1975 og førte til voldsomme protester langt ind i borgerlige kredse i Sverige. Forstå fortiden Både Jan Bratt og Lennart Lundmark understreger, at hele sagen skal ses i lyset af de politiske forhold i 1950erne og 1960erne, hvor den kolde krig også rasede i Sverige trods landets neutralitet. »Vist var de (kommunisterne, red.) stærkt bundne til Sovjetunionen og tog imod penge derfra og sagde og skrev mange dumheder«, skriver Lennart Lundmark, men han peger også på, at partiet udviklede sig i disse år - og endte med at blive sprængt netop på holdningen til Sovjetunionen. Samtidig vidste kommunisterne, at registreringen var en del af kampen, og i de hårde kommunistiske miljøer i Norrbotten, hvor han selv kommer fra, gav det ikke anledning til piveri. Kommunisterne ville nemlig selv ikke have taget med blide hænder på de kræfter i regeringen, administrationen og hæren, som i de år spillede sammen med USA, skriver han. Derimod var der megen indignation over registreringen på den øvrige venstrefløj, som gerne diskuterede væbnet kamp mod den kapitalistiske stat, men som ikke tillod staten at forsvare sig. »De ville både spise hele kagen og have noget tilbage«, fastslår Lennart Lundmark. En af de socialdemokratiske røster i debatten, Olov Abrahamsson, skrev tirsdag i det socialdemokratiske blad Piteå-Tidningen fra det nordlige Sverige, at hele debatten skal ses i den historiske sammenhæng: Kommunisterne udgjorde en trussel mod demokratiet, og derfor var overvågningen nødvendig. Men var det nødvendigt, at Socialdemokratiet benyttede efterretningsvæsener som instrumenter i partiets egen politiske kamp med kommunisterne, var det ærligt at bruge socialdemokratiske tillidsmænd og udlevere deres oplysninger til fremmede magter, spørger andre. Peter Bratt udtrykker det således i Dagens Nyheter. »Det står partiet frit at bekæmpe politiske modstandere, men at partiet via regeringen opretter et hemmeligt politisk politi i militært regi og lader skatteyderne finansiere udrensningen af modstandere inden for fagbevægelsen, er dybt stødende. Det kan man ikke forsvare politisk. Det er metoder, som blev udviklet i de tidligere øststater. Man bekæmper ikke kommunister med kommunistiske metoder«.