En time efter at politiet i februar havde forlangt strømmen slået fra Moulinex-blenderne på Trapholt-museet i Kolding, tændte en receptionsgæst på kontakten og få sekunder senere var slørhalesuppen serveringsklar. Det udløste først en bøde på 2.000 kroner, som museet har nægtet at betale, og derefter en retssag i Kolding, der med det seneste afslag om yderligere bevisførelse, tilsyneladende trækker ud. Kunstneren Marco Evaristtis udstilling 'Helena', der for alvor satte fokus på Trapholt i februar sidste år, har tjent sit formål. At vække opsigt og skabe debat. Men måske ikke lige på den tiltænkte måde. Foreningen til Dyrenes Beskyttelse var de første til at udtrykke deres standpunkt til eventen. Det gjorde de ved at melde Trapholt til politiet for at udsætte udstillede dyr for lidelse og unødig overlast. Nu ligger sagen i Kolding byret. Forsvareren kalder det en principsag, om hvorvidt politiet har ret til at blande sig i kunstneriske udstillinger eller ej. Anklageren mener, at der kun er tale om en bødesag, hvor kunst ikke skal diskuteres på det generelle plan. Og den opfattelse er byretsdommeren enig i. Nej til vidner Kunstmuseet Trapholts forsvarer, Merete Stagetorn, havde ellers bedt byretsdommer Preben Bagger om lov til at indkalde flere vidner for blandt andet at kaste lys på tidligere kunstværker, hvor dyr har ladt livet (Bjørn Nørgaards hesteslagtning) og bevise, at guldfiskene ikke har lidt under blendingen. Teknikken i Moulinex-blenderen skulle undersøges nærmere og fastsætte, hvor hurtigt de to slørhaler blev dræbt, og en zoolog skulle forklare fiskenes bevidsthedsliv. Hensigten med vidner og beviser var, og er stadig, at fratage museet ansvar for uforsvarlig omgang med dyr, som var årsagen til, at politiet greb ind. Men den anmodning afviste byretsdommeren i onsdags. I rettens kendelse begrunder han det med, at der er tale om en straffesag, fordi museet har trodset politiets ordre om at afbryde strømmen, og at museet ikke havde klaget over påbudet inden 14 dage. Desuden henviser han til, at det kunstneriske eller kunsthistoriske aspekt ikke vedrører sagen. Merete Stagetorn og Trapholt kærer nu beslutningen til Vestre Landsret, der tager endelig stilling til spørgsmålet. Anklager Charles Conrad er selvfølgelig ganske tilfreds med, at dommeren har fulgt hans indstilling. Han henviser til, at Trapholt efter politibesøget havde 14 dage til at klage over kravet, men at de ikke gjorde det. Og et år senere er det for sent at stille spørgsmålstegn ved, om politiet er den rette instans til at gribe ind. Forsvarer Merete Stagetorn ser helt anderledes på sagen. Hun mener ikke, man skal følge krav, som i sig selv ikke er berettigede, og giver »et helt banalt eksempel« på, hvordan sagen kan sammenlignes. »Lad os sige, at du cykler ad en ensrettet vej i den rigtige retning, og politiet beder dig om at stoppe, fordi de mener, du gør noget forkert. Du fortsætter alligevel, fordi du ved, du er i din ret. Du klager ikke over politiets krav, fordi du ikke har gjort noget galt. Tre måneder senere modtager du en bøde«. Med eksemplet forklarer hun, hvorfor Trapholt ikke har betalt bøden på 2.000 kroner og nu ønsker at få klarlagt, om politiet var berettiget til sit krav eller ej. Dertil tilføjer hun, at Trapholt dagen efter åbningsreceptionen ændrede på de elektroniske indstillinger, således at blenderne ikke kunne tilsluttes, og derfor troede, at sagen var død. Foreningen Dyrenes Beskyttelse mener selv, at fiskenes splatterdød ikke har fortjent den omtale, den har fået, i forhold til deres andre og langt mere væsentlige budskaber. Og både forsvarer og anklager indrømmer også, at sagen som sådan er grotesk, og guldfiskenes betydning ude af proportioner. »I forhold til torskefangsten på Nordsøen kan man godt sige, at det er meget at gå op i to slørhaler, og desuden er det mange ressourcer at bruge på sådan en sag. Vi bliver alligevel nødt til at følge den til dørs, men derfor har vi ikke behov for at indkalde syv ekstra vidner«, siger anklager Charles Conrad. Merete Stagetorn er vedholdende og mener, at »når anklageren siger a, må han også sige b«. Hvis procesbevillingsnævnet tillader bevisførelsen, kan sagen få principel betydning for museers kunstneriske frihed, og Everisttis udstilling vil komme til at handle om meget mere end slørhaler, Moulinex-blendere og mennesket som herre over liv og død.