Nåe, jeg må hellere se at komme af sted«, er Johanna begyndt at sige på en meget voksen måde, kopieret fra hendes far. Og af sted kom vi. Men ikke uden Johannas nye irriterende vane. Ovre i børnehaven er der nemlig en af de nye drenge, der ikke kan nøjes med sutteklud eller sut. Han har en hvid ble bundet fast til sin sut, som han så slæber efter sig hele dagen, mens kluden langsomt bliver mindre og mindre hvid, efterhånden som han får jokket i den, og i takt med at dagens måltider og kropsvæsker sætter deres spor. Sådan et suttekludsarrangement insisterer Johanna nu også på at have, trods sine to år og tre måneder. Det er jeg ret utilfreds med. Dels fordi hun ligner en ebbet kæmpebaby, dels fordi det harmonerer dårligt med det barske friluftsliv med telt, primus og bare ben, jeg forsøgte at introducere hende til, da min kone og den rigtige baby - Christian - skulle på weekend hos min kones søster i Bruxelles. Hvilket altså er første gang Johanna er uden sin mor i mere end et døgn. Og første gang hendes mor er uden Johanna (gæt, hvem der led mest!).
Mæt og mødig
Jeg henter Johanna i den lejede bil i børnehaven, og den del af turen er lige i skabet. Johanna kunne bo i en autostol, hvis hun fik lov. Helst med H-selen stramt spændt om kroppen. Jublende synger hun: 'Oles nye autostol', mens vi kørte ud ad motorvejen mod Holbæk. Vi synger også 'Alabadoster, hvad tror du det koster, at købe en stor afrikansk elefant?'. Jeg forsøgte mig med en tekstændring - 'at købe en lille fræk pige', men den køber Johanna ikke, og det er ikke kun på grund af de dårlige versefødder. »Neeej«, siger hun, »en lille pige er alt for dyr«. Når man er godt to år, er navn og identitet ikke noget, man spøger med. Pølsen på grillbaren i Roskilde hos Birthe og Birdy falder i god jord. Og da Birthe sætter trumf på med en gratis slikkepind til dessert, er barnet mæt og mødig. 10 minutter senere sover hun i den elskede autostol med den klistrede slikkepind i henholdsvis hånd og betræk. Jeg når frem til Sejerø Bugten, slår telt op og ruller poser ud og finder hendes grønne næsehorn i tasken uden at vække hende. Men da jeg flytter hende, går det galt. Jeg redder aftenfreden på campingpladsen ved at give hende en lommelygte, som hun går rundt og lyser med, mens jeg laver mad.
Bukkede øjne
Senere sætter vi os i spiseteltet og nyder det enkle måltid (pølser, bønner i tomat og nudler - grøntsager bruger vi ikke, når mor er væk). Så begynder Johanna at fable om mor og Christian, som er 'oppe og flyve højt'. Med lygten får hun øje på en reklame for Knuthenborg Safaripark med en skulende tiger. Hun siger: »Se. Den har bukket øjnene«. Opfindsom måde at sige rynkede øjenbryn på, synes jeg. Men en lidt uhyggelig atmosfære har bredt sig. Naturligvis nægter hun at krybe i posen. Jeg foreslår at køre en aftentur. Den er hun med på. 10 minutter senere sover hun, og jeg får flyttet hende uden opvågning. Til gengæld vågner hun så meget desto mere demonstrativt kl. 5.30 og kræver at 'køre aftentur'. Nuvel. Det var permafrost den morgen, så vi kører lidt igen. Ti minutter senere sover hun. Og jeg er vågen. Men bortset fra selve sovesituationen, som de siger på seminariet, så var det en god oplevelse.
Hele svineriet
Der blev gravet og leget. Hun fik svinet igennem på både sutteklud og fleece-trøjen, så hendes mor ville have besvimet. Og hun fik spist slikpose sammen med en jævnaldrende Lukas, hvor de skiftede til at sutte på de samme slikkepinde og vingummibamser, afvekslende med at slikket røg en tur på tæppet foran lejrkiosken. Og hun fik prøvet at købe søde jordbær fra en bod ved vejen. Så der også kunne komme lidt rødt på suttekluden. Alt i alt klarede vi os, uden at der var nogen kære mor. Men en ting har jeg dog opdaget. At selv om jeg bedre end min kone kan klare beskidt tøj, så har jeg svært ved at acceptere indtørret skidt og snot omkring munden. Og sidder det alt for fast, så får den lige med lidt spyt på køkkenrullen. Ganske som min mor gjorde på mig. Gad vide, om der er et gen for den slags irriterende, nedværdigende forældreopførsel? Da vi om søndagen kommer hjem til København, er hun træt, træt, træt. Men nægter alligevel at sove. Vil ned på sofaen og sove sammen med sin far. Og jeg har lidt dårlig samvittighed over den hårde weekend med manglen på mor. Så jeg lader mig overtale. Det skulle jeg aldrig have gjort. Nede i stuen sætter hun sig lystigt til rette og vil se tv ligesom mig. Jeg siger: »Læg dig så ned på sofaen og sov!«. Hun svarer: »Nej, far, det er jo en siddesofa«. Den var så god, at hun får lov at sidde lidt. Og så er det, at hun kommer til at spænde buen for hårdt: »Nu kunne jeg måske godt tænke mig lidt slik«, siger hun, lige så sødt. Så røg hun altså op. I egen seng. Godnat.