Politiken onsdag: Et arkivskab af egetræ forseglet med et stort beslag. Det billede pryder forsiden af rapporten, som Kulturministeriets arbejdsgruppe om revision af arkivloven offentliggjorde i går. Formålet med arbejdsgruppen, der blev nedsat i oktober sidste år, var ellers at give kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen et solidt grundlag for at skabe større klarhed og åbenhed i arkiverne, når loven skal revideres næste år. Og de tolv medlemmer af arbejdsgruppen er da også enige om større åbenhed på en lang række punkter. Men på flere væsentlige områder deler gruppen sig i to: journalisterne og akademikerne mod embedsmændene. Anette Warring, lektor ved RUC, repræsenterer gruppen af journalister og akademikere. »Vi er kommet med brugersynspunktet. Vi har stået på én linie og myndighederne på en anden. Og som brugere er vi skuffede over, at de ikke ville gå videre, end de har gjort«, fortæller hun. Større tilgængelighed Især to hovedpunkter har delt vandene i arbejdsgruppen: Længden af tilgængelighedsfristerne, der i dag er 30 år for offentlige dokumenter, og 80 år, hvis dokumenterne indeholder specifikke personoplysninger. Og spørgsmålet om, hvorvidt der skal oprettes en uafhængig ankeinstans til at behandle klager over afslag på dokumentudlevering. I dag gælder 30-års-fristen for alle offentlige dokumenter, og den er hele arbejdsgruppen enige om at sætte ned. Embedsmændene anbefaler en frist på 25 år, mens brugerne, altså journalisterne og akademikerne, helst ser en frist på kun 20 år. Argumentationen handler om økonomi. »Jo lavere grænser man sætter, des flere ansøgninger om fristforlængelser skal der tages stilling til. Det bliver altså dyrere i administration, jo mere man nedsætter fristen. Og også hensynet til den politiske rådslagningsfortrolighed i ministerier og styrelser spiller ind«, mener rigsarkivar Johan Peter Noack, der er formand for arbejdsgruppen og en af embedsmændene. Anette Warring og de andre brugere erkender, at en omfattende sænkning af fristen ville medføre et stort administrativt arbejde og resurseindsats. Og kun derfor har hendes del af gruppen ikke anbefalet en endnu lavere frist. »Men demokrati koster jo, og vi mener ikke, der er nogen principielle argumenter imod en kortere frist. Vi ser sænkningen til 20 år som et skridt på vejen til en endnu lavere frist«, fortæller hun. Personoplysninger Også 80-års-fristen for dokumenter med personoplysninger har givet anledning til diskussioner i arbejdsgruppen. Den lange frist er efter Anette Warrings mening et større problem end 30-års-fristen. »Når samfundsforskere og historikere for eksempel arbejder med flygtningesager og vil undersøge flygningepolitikken i 1930erne, så rammer fristen alle de dokumenter, der indeholder personoplysninger. Og dem er vi jo ligeglade med. De kunne anonymiseres og stadig beskyttes i 80 år. Samtidig ville det kunne lade sig gøre at undersøge væsentlige fænomener i vores samfund. Det er altså ikke en så forfærdelig økonomisk belastning og skulle kun bruges, når nogen konkret kom og bad om aktindsigt«, mener Anette Warring. »Det ser vi anderledes på«, fastslår rigsarkivar Johan Peter Noack. »Og vi er imod forslaget, fordi administrationen ville blive langt dyrere end i dag. Man skulle jo undersøge arkiverne dokument for dokument for at kunne fjerne personoplysningerne«. Gruppen af journalister og akademikere har også foreslået et alternativ til helt at fjerne 80-års-fristen ved at anonymisere personoplysningerne. Kan dette ikke lade sig gøre, foreslår gruppen, at fristen nedsættes til 55 år. Tallet er de nået frem til ved at trække den kriminelle lavalder på 15 år fra pensionsalderen på 70. Og de lufter samtidig muligheden for, at fristen for særlige dokumenter kan forlænges, hvis der er grund til det. Også dette forslag er Johan Peter Noack uenig i. »Vi fornemmer, at den politiske villighed til at værne om privatlivets fred er meget udpræget. De menneskelige og sociale effekter af en 55-års-frist vil være for omfattende. Forestil dig, at en person har begået en forbrydelse som 15-årig. Som 75-årig kan personen så læse om sig selv og forbrydelsen i avisen. Desuden ville alle fristforlængelserne betyde kilometer efter kilometer af arkivalier, og så er vi tilbage ved den økonomiske argumentation«, siger rigsarkivaren. Ankeinstans Det sidste springende punkt i arbejdsgruppens rapport er spørgsmålet om at oprette en uafhængig ankeinstans. Gruppen af journalister og akademikere anbefaler en ny ankemulighed, fordi arkivloven er så bred i sine formuleringer, og derfor er alle afslag på dispensation fra fristerne baseret på skøn. Disse skøn burde kunne prøves, og det ville øge retssikkerheden for borgerne, mener gruppen. Johan Peter Noack og embedsmændene anbefaler i rapporten kulturministeren at beholde det nuværende system. I dag er det kun politikerne og embedsmandsapparatet, der tager stilling til, om ansøgninger om udlevering af dokumenter får afslag eller ej. På trods af uenigheden i arbejdsgruppen er alle enige om en række ændringer. Kommunerne bør have pligt til at aflevere arkivalier til et statsligt arkiv, tilgængelighedsfristerne skal gælde for kommunernes arkivalier, hvad enten de er afleveret til et statsligt arkiv eller ej, og indsatsen på området om private arkivalier bør styrkes. Desuden skal fristen på visse arkivgrupper sættes ned. Det gælder sager inden for strafferetsplejen, sager i den offentlige forvaltning, korrespondance om retssager og statistisk grundmateriale. Rapporten sendes nu til høring hos organisationer, institutioner og myndigheder. Og lektor Anette Warring har én bøn til politikerne: »Jeg håber, at rapporten vil give anledning til diskussioner og overvejelser blandt politikerne. Og at man vil huske på, at udgangspunktet for arbejdsgruppens nedsættelse var, at åbenheden skulle være større«. Kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen ventes at fremsætte et lovforslag i begyndelsen af 2002.