Politiken mandag: Lige nu kan han ses som oversmart scorekaj, der er ved at snuppe Anja fra stakkels Viktor i ungdomsfilmen 'Anja & Viktor'. Siden i fredags har man kunnet se ham spille en pudsig bedemand i Gert Fredholms nye film 'At klappe med een hånd', og meget snart er han den rare onkel Erik i nyindspilningen af familieklassikeren 'Min søsters børn'. Og for ikke så lang tid siden kunne han ses som en genert, impotent hotelportier i 'Italiensk for begyndere'. Vi taler selvfølgelig om 42-årige Peter Gantzler, der ikke blot hastigt er ved at indtage positionen som en af tidens mest fremtrædende mandlige filmskuespillere i Danmark, men som også - og omsider siger han selv - er kommet ud af skyggen af rollen som Mike i den populære tv-serie 'Taxa'. »Jeg har ikke et sekund fortrudt min rolle som Taxa-Mike. Serien satte en ny standard og viste, at vi kunne tage kampen op mod de amerikanske serier, og personligt skylder jeg den serie meget. Før havde jeg ikke rigtig hverken på teatret eller på film haft roller, der sparkede røv, så 'Taxa' kom lige på det rigtige tidspunkt, men det var ved at blive for meget. Jeg blev jo som privatperson næsten gjort identisk med figuren Mike«, siger Peter Gantzler. Og fri af rollen som den i det ydre barske og hårde, men i det indre ret følelseshæmmede Mike har Peter Gantzler så med en stribe nye roller demonstreret en stor spændvidde i sit skuespillertalent. Det er tilsyneladende ret forskellige roller, men en bestemt ting går imidlertid igen, også helt tilbage til rollen som Mike: Der er i grund og bund tale om rare og sympatiske personer. »Om jeg selv opsøger den slags roller? Nej, så er det i hvert fald ikke bevidst. Jeg har ikke tænkt nærmere over det, men der er jo nok noget om det, og selv om jeg ikke ønsker at gå ind i mit privatliv, så er det jo nok sådan, at jeg kan se mig selv afspejlet i disse roller. Men jeg indeholder nu også mange andre sider. Hvis et godt manuskript kræver det, så er det o.k. for mig at skære alt det sympatiske og den menneskelige varme fra en person. Jeg har ikke noget imod at spille et dumt svin, hvis der vel at mærke også er andre ting end det dumme. Jeg vil gerne kunne forsvare mine figurer på et eller andet niveau. Derfor har jeg også nogle grænser for, hvad jeg vil spille. Jeg kunne f.eks. aldrig drømme om at spille en pædofil. Slet ikke nu, hvor jeg selv har fået barn. Jeg kan simpelt hen ikke sætte mig ind i, hvordan sådanne mennesker er skruet sammen. Men andre, såkaldt usympatiske figurer vil jeg godt påtage mig. Sådan er livet og mennesket jo. Vi kan ikke hele tiden være lige sympatiske«. Respekt for bedemænd I 'At klappe med een hånd' er det imidlertid igen den sympatiske side af Peter Gantzler, vi kommer til at opleve. Jens Okking spiller en velhavende forretningsmand, der efter hustruens død får kastet grus i en ellers velsmurt plan om pension med en ny kæreste i Spanien, da han får at vide, at han måske har en ukendt datter i Jylland. Som chauffør til en opklaringstur hyrer han den naive og rare bedemand (spillet af Peter Gantzler) fra hustruens begravelse. Det bliver en både underholdende og tragikomisk biltur. For Peter Gantzler var rollen som bedemand ikke lige en, der lå let for, så han gik på research i en bedemandsforretning, og ud over inspiration til sin figur hentede han faktisk også fire til fem replikker fra det virkelige liv. I filmen er der f.eks. en, der mener, at hans job som bedemand er 'ulækkert', hvorpå han svarer: »Det er jo bare døde mennesker«. Den replik og så firmasloganet 'Før eller Siden' er autentiske nok, mens ringetonen 'Altid frejdig når du går' på mobiltelefonen er fiktion. »Jeg har fået dyb respekt for bedemandsfaget, men man skal altså lige vænne sig til den meget nøgterne måde, man udtrykker sig på i dette miljø. F.eks. mente de, at jeg skulle 'med ud at køre' og sendte så på fax denne besked: »Ligvognen henter dig i morgen kl. 8.00«. Den skulle jeg lige tygge en ekstra gang på .«. Method acting Også til rollen som hotelportier Jørgen Mortensen i Lone Scherfigs 'Italiensk for begyndere' gik Peter Gantzler midlertidigt i lære i faget på et hotel, men andre gange er der ingen praktisk forberedelse på en rolle, for som han siger: »Man kan jo ikke prøve at slå ihjel«, hvis det er det, rollen kræver. En vis arbejdsmetode for at komme ind i roller har Peter Gantzler efterhånden udviklet, bl.a. inspireret af den amerikanske 'method action' fra Lee Strassberg-instituttet, som igen er inspireret af den russiske teatermand Stanislavskij. Populært sagt går metoden ud på, at skuespillere skal indleve sig i rollerne ved at grave i egne erfaringer og følelser og være den pågældende figur 100 procent, også fysisk. »Jeg følte mig ikke udlært, da jeg var færdig på Statens Teaterskole. Jeg følte, der måtte være noget mere, så jeg tog til Los Angeles, hvor jeg fik en intensiv undervisning hos Tonny Greco, en tidligere lærer på Strassbergskolen. Jeg var i forvejen en stor beundrer af metodeskuespillere som Robert De Niro, Al Pacino, Marlon Brando og James Dean og undervisningen gav mig virkelig et spark frem imod at være ærlig, at åbne for de følelser, som jeg under min opvækst havde brugt så meget tid på at undertrykke (Peter Gantzler er skilsmissebarn, red.). Men senere har jeg så haft lærere, der mener, at denne metode er en spændetrøje for en skuespiller. At den er alt for navlebeskuende, at man i stedet skal leve i fantasiens verden. I stedet for at fokusere på sig selv skal man fokusere på medspillerne. Prøve at forestille sig, hvad man skal gøre for at få bestemte følelser frem hos dine medspillere. Vi ved jo alle udmærket, hvad vi skal gøre for at få bestemte reaktioner fra andre. Min arbejdsmetode er så lidt af en blanding af disse forskellige skoler, og måske kan det hele koges ned til de berømte ord, den amerikanske skuespiller James Cagney engang sagde: »Stil dig på det rigtige sted, få øjenkontakt med din medspiller og sig sandheden««. Pause fra tv For Peter Gantzler er formålet med alle forberedelserne, at han kan optræde så troværdigt som muligt foran kameraet eller på scenen. »Jeg startede først som 26-årig på teaterskolen, så selv om jeg nu er 42 år, så nåede jeg at komme med i den nye generation af skuespillere, for hvem troværdighed og autenticitet er i højsæde. Men det er nu ikke kun et spørgsmål om alder og en bestemt generation. Tag en mand som Jens Okking. Han har til alle tider brændt igennem lærredet«. Hvilke nye ansigter fra Peter Gantzler skal vi se i nærmeste fremtid? »Jeg kan ikke gå i detaljer, men Lone Scherfigs næste film skal jeg være med i, og det bliver nok i det hele taget film, jeg vil holde mig til. Ikke sådan, at jeg er blevet afskrækket af tv-serier, men jeg vil gerne have en pause fra de lange forløb, som de store tv-serier indebærer. Jeg var Taxa-Mike i tre år, og det er lang tid at være verdensberømt i Danmark. De fleste er søde, men der er altså også nogle, der er for pågående. Man skal tænke over, hvilke steder man viser sig«, siger Peter Gantzler, der ikke venter helt den samme folkelige eksponering fra rollen som bedemand.