Politiken lørdag: Hele to mere end almindeligt begavede asiatiske musikere smykkede Radiosymfonikernes sæsonstart. Den japanske dirigent kaldte det allerbedste frem i orkestret og skabte aftenen igennem så stor intensitet, som musikken i hvert enkelt tilfælde overhovedet tillod, men sensationen, der fik os til at tabe næse og mund, var den kun 19-årige kineser Lang Lang. Rygtet om en usædvanlig frodig virtuos var løbet forud, men det havde ikke fortalt, hvilken fest for øjet den unge pianist også er. Prokofjevs 3. klaverkoncert er let, charmerende og sødmefuld men også forrygende virtuos, og Lang Langs kropslige medleven i dens mange finurligheder gav ingen rockstjerne noget efter. Men showet var næppe planlagt. Man troede på spontaniteten, når den strithårede yngling dansede i sædet, vred sig som en proptrækker, lurede på instrumentet og kastede sig over det som en tiger eller kærtegnede det som en elsker. Selv når klaveret hvilede, var han lutter øren og en levende genspejling af musikken; aldrig tydeligere end da han nænsomt førte svededugen til ansigtet i en lang, drømmende bevægelse for ikke at bryde fraseringen. Så radikal er hans fysiske bevægelighed, at den kaster noget af den mest uortodokse, ja groteske klaverteknik af sig, som man overhovedet har set. Allerede i første sats kom jeg til at tænke på Chico Marx, og i finalen gik der ren tegnefilm i det. Det var fantastisk morsomt og underholdende, men også i fuld overensstemmelse med musikkens rigt vekslende karakter, som den også hørbart blev formet. For koncerten er- næsten - lige så morsom, som den er brillant, og de rablende passagerers sprinklende lethed blev kontrasteret af frække accenter, vittigt pointerede udviklinger og koket skiftende ansigter. Og så var der jo mellemsatsens pikante sødme med adagiovariationens uendeligt svævende pianissimo-legato, der blev fulgt af en blid regn af alfestøv. Det kan ikke nægtes, at Lang Lang stjal billedet, skønt han faktisk ikke trængte sig på, men spillede sig nænsomt ind i orkesterklangen - som i øvrigt ikke var fri for at dække hans raffinementer her og der. Men var Kazushi Ono noget mindre spektakulær, så var han dog solistens ligemand i musikalsk fortælleglæde, klanglig frodighed og rytmisk glød - egenskaber som alle kom tilpas i en saftigt dramatisk og billedrig opførelse af Tjajkovskijs '1812-ouverture'. Strygerne overgik sig selv i klangfylde, drive og artikulatorisk bid, træblæserne i espressivospil, men enhver tendens til det selvsmagende blev fejet bort af spillets energi, som kun blev øget af de præcist kalibrerede detaljer.Og at Sjostakovitjs5. symfoni efter pausen ikke blev modtaget med samme uforbeholdne begejstring, var i hvert fald ikke dirigentens fejl. Med heroisk engagement, koncentration og en fornem fornemmelse for at spænde de brede flader op mod hinanden gjorde han hvad gøres kunne for at dementere det lange værks enerverende overflødighed.