Politiken fredag: Hvis ikke nogle forretningsfolk med en flosset moral engang i 1965 havde forsøgt at tage fusen på Gilbert Silverman, havde udstillingen 'Undervejs', som åbner på Louisiana i Humlebæk i dag, næppe fundet sted. Ingeniøren Gilbert Silverman havde på det tidspunkt et firma, der opførte boliger på bestilling, men han drog den erkendelse, at han aldrig igen ville arbejde for folk, som kunne finde på at udnytte ham. »I stedet begyndte jeg at bygge for mig selv«, siger Gilbert Silverman. Ejendomsprisernes himmelflugt gjorde det til en god strategi, som skæppede nok i kassen til, at der blev råd til at investere intensivt i kunst. Nu om dage ryger han og hustruen Lila fra tid til anden ind på kunstmagasinet Art News' liste over de 200 mest indflydelsesrige private kunstsamlere i verden. For det er måske, hvad han først og fremmest er. Samler. »Der er visse mennesker, der er samlere, og samlere er simpelthen nødt til at samle på noget, og det er nærmest ligegyldigt hvad. I mit første ægteskab samlede jeg på gamle dørlåse, men jeg blev skilt og mistede alt, også låsene«, siger Gilbert Silverman. Da han og Lila blev gift i 1962, tog de på bryllupsrejse til Europa. Netop da havde han læst en bog om Michelangelos liv, og turen endte som en pilgrimsrejse, hvor de så en masse af Michelangelos kunst. »Jeg besluttede, at jeg ville samle på hans skulpturer, men indså at det var umuligt. Okay, så samler jeg i stedet på hans tegninger, tænkte jeg, men jeg opdagede, at også det var umuligt, det var simpelthen for dyrt. Så vi begyndte med at købe tryk af Vincent van Gogh for 15 dollar. Vi kunne lide ideen om at samle på kunst og begyndte at samle. Men vi købte aldrig kunst, fordi det ville tage sig godt ud på væggen«. »Han elskede at samle«, indskyder Lila. »Eller rettere, han elskede at samle, og dernæst elskede han kunsten, kan man sige«. Gilbert Silverman: »Det kunne have været biler, eller det kunne have været båndoptagere, eller det kunne have været askebægre. Men jeg valgte altså kunst, fordi det giver lidt flere muligheder«. Vigtigt at fokusere I begyndelsen skød de med spredehagl. »Men så begyndte vi at fokusere. Jeg tror, det er endog meget vigtigt, hvis man ønsker at være en god samler at indsnævre og fokusere«, siger Gilbert Silverman. De satser på fire forskellige områder: »Instruktionstegningerne, som man kan se her på udstillingen, er ét område. Så er der Fluxus. Jeg ville egentlig samle på dada, men da jeg opdagede, hvor meget det ville koste, begyndte jeg at samle på Fluxus helt fra starten af, hvor det var relativt billigt. Jeg tænkte, at hvis jeg var hurtig og arbejdede hårdt på det, så kunne vi få samlet verdens største samling af Fluxus-kunst, hvilket vi også fik«. Lila Silverman: »Ja, den har vi«, Gilbert Silverman: »Det tredje, vi samler, er kunst, som har et socialt engagement. Jeg synes kunst skal transcendere det æstetiske og blive vigtigere end det«. »Det fjerde område er kunst, som vi bare godt kan lide at have i huset«. Diego Riveras håndtryk På den aktuelle udstilling er Gilbert Silverman ikke i tvivl om, hvilken tegning han holder mest af: »Jeg elsker tegningen af Diego Rivera. Han malede i Detroit nogle af sine kæmpe fresker. Min mor havde været spansklærer på deltid og var dengang med i en klub, der hed 'Den spanske cirkel', og de havde haft en sammenkomst, hvor min mor dansede med Diego Rivera og min far med hans hustru Frida Kahlo. Dagen efter tog min mor mig med hen på museet, hvor Rivera arbejde med en freske på sydmuren, og jeg kravlede op ad stigen til lige her, hvor han stod og malede«, siger han og viser på arbejdstegningen i kataloget, hvor langt Diego Rivera på det tidspunkt var nået med fresken. »Og så gav vi hinanden hånden. Denne hånd har trykket Diego Riveras hånd!«, siger han og viser sin højre hånd frem. »På grund af alt det er jeg meget glad for den tegning. Det var i 1932, og jeg var syv år«. Morsomt at handleI kan lide kunst, men kan I også lide kunstnere? Gilbert Silverman: »For det meste ikke. Som forretningsmand kan jeg lide at lave forretninger og forhandle. Og når man taler direkte med kunstneren er det meget følsomt. Jeg har ikke lyst til at sige til en kunstner, at jeg vil betale mindre for hans værk, end han forlanger, men med en kunstsælger, kan jeg handle. At købe er det morsomste ved hele processen«. Hvad er det interessante ved disse instruktionstegninger? »Jeg tror, at de repræsenterer det vigtigste element i arbejdet med kunst«, siger Gilbert Silverman og tager Deres udsendtes båndoptager i hånden. »Mange kunne have lavet denne båndoptager, men de skulle først have fået ideen. Disse tegninger kan repræsentere en hundrededel af vejen mod kunstværket - eller 99 procent. Eller et eller andet sted dér imellem. Men de repræsenterer selve grundlaget for kunsten«.