Politiken fredag: Louisiana står for mange kunstinteresserede mennesker som det ypperste udflugtsmål, der for det meste er leveringsdygtigt i interessante oplevelser af stort format. Men set i et pædagogisk perspektiv er Louisiana også et af de steder, hvor den bredere befolkning har en uforpligtende mulighed for at lære noget om kunst. Med udstillingen 'Undervejs - 222 tegninger fra Picasso til Yoko Ono' er publikum virkelig sat på skolebænken. For der er hverken lysende penselstrøg fra impressionisterne eller vild installationskunst på menuen. Denne gang handler udstillingen om de arbejdspapirer og brainstormkruseduller, der går forud for det færdige værk. Her stilles der spørgsmål, om kunsten eksisterer i den endelige udfærdigelse, hvor det er assistenter, der skaber værket, eller om den manifesterer sig i det øjeblik idéen undfanges af kunstneren selv og kradses ned på papir. Det er et amerikansk udtryk, der lyder if it's big it's beautiful . Hvis det er stort er det smukt. Skulle man gå efter omfanget af denne udstilling, så er den overvældende stor, og fuldstændig umulig at rumme på et besøg. Så man må vælge ud. En fin begyndelse er et lille rum med klassikere som blandt andre Picasso, Magritte og Mondrian. Helt centralt står en fin lille bemalet skitse af den mexicanske maler Diego Rivera. Det er et forlæg til det murmaleri, han malede i Detroit, den by som ejerne af samlingen, Lila og Gilbert Silverman, kommer fra. Fra klassikerne, der malede på lærreder (og mure) sker der et sceneskift til de mange forgreninger af kunst, som forkaster de traditionelle kunstmaterialer og definerer kunst som 'det en kunstner laver', som Jan van der Marck skriver i kataloget. Det er kunstretninger som Fluxus, minimalisme, land-art, konceptkunst, installationskunst med mere. Det er her, at disse arbejdsanvisninger kommer til deres ret, idet de kan bidrage til at dokumentere, at et værk som for eksempel en happening eller en performance blev udtænkt og eventuelt opført. For museumsgæster,der er bekendt med Donald Judd og Henry Moore's skulpturer i Louisianas have, vil det være interessant at få lov til at se mesteren over skulderen og studere, hvordan skulpturerne er tænkt. Og der var stor begejstring, da min medbragte arkitektven faldt over arkitekten Buckminster Fullers kuppeltegning - »tænk, at en så kompliceret konstruktion kan starte med så enkelt et diagram«. For mit eget vedkommende var det ikke de specifikke instruktioner og tanker, der fængede, men snarere, hvor meget æstetik, der kan være i en brugsanvisning. Specielt ville jeg gerne have ejet en af den amerikanske konceptkunstner Lawrence Weiners tegninger. Da han netop har arbejdet med kunsten som eksisterende i publikums bevidsthed, er det interessant, at hans instruktioner med de fine farver og bogstavformationer i den grad minder om færdige værker. Udstillingen befinder sigi den elitære del af Louisianas spekter. Og der bør virkelig være plads til at taget løfter sig ind i mellem. Alligevel mener jeg, at det er en stor fejl, at udstillingen ikke er formidlet bedre. Det havde været en stor hjælp, hvis antallet af værker var skåret ned, så man i stedet havde haft plads til et fotografi af det færdige værk, eller en introducerende tekst. Selv skal jeg ærligt indrømme, at der var flere navne, jeg ikke tidligere er stødt på, og hvorfor forvente, at enhver museumsgæst går rundt med et indre katalog over USAs nyere kunsthistorie. Havde der været tilhørende fotografier, havde det været en del lettere at få noget ud af tegningerne. I stedet vil mange gæster blot gå rundt og notere sig værkerne og forlade udstillingen temmelig tomhændet. Enhver udstillingsarrangørs mareridt er at skære det hele ud i pap og overformidle, så publikum ikke får sin egen personlige oplevelse. Men ærlig talt - skal man være fuldkommen inde i amerikansk konceptkunst for at være med blandt de indviede? Svaret burde have været et nej.