Politiken søndag: At se ind i det lille glasskab med den danske nazileder Frits Clausens papirer, der frem til slutningen af måneden står i Bruun Rasmussens auktionslokaler ved Frihavnen i København, er at se ind i en mørk, dyster og ikke så fjern fortid. Det hele, eller i al fald rigeligt til at sætte tankerne i gang, er der. En lille sirlig stak håndskrevne taler, der med titler som 'Hvad vil DNSAP gøre, naar den politiske magt overdrages os!' taler deres klare sprog om rigets tilstand dengang. Ved siden af ligger gæstebogen, hvor udenlandske meningsfæller , som den norske Vidkun Quisling, har skrevet 'For nordisk samhold og nordisk gjenreisning', der er cigarkasser med primitivt malede vikingeskibe med hagekors på sejlene, og naturligvis også en godt gennemtygget 'Mein Kampf'. Intet decideret chokerende, der er ingen pistoler, torturinstrumenter eller andet voldeligt, men alligevel og måske derfor er der noget rystende ved glimtet ind i Frits Clausens nationalsocialistiske dagligdag. Mest skræmmende er i virkeligheden, hvor banalt det hele forekommer. I et hæsligt kobberskrin, udsmykket med guldhorn, vikingeskibe og lure som Frits Clausen fik af DNSAP i anledning af sin 48-års fødselsdag i 1941, ligger f.eks. familien Clausens beskedne sølvtøj. Ti skeer for at være nøjagtig. Og blandt de hundredvis af billeder af nazistævner og mænd med rejste arme, ligger også en række helt almindelige familiebilleder. Når man ser en overbevist nazists lille verden, udstillet på den måde, er det let at være enig med den amerikanske historiker Daniel Goldhagens for et par år siden så kontroversielle tese om, at Hitlers håndlangere var ganske almindelige mennesker. At lige tyskerne, som Goldhagen mener, skulle have særlige anlæg, forekommer derimod pludselig betydeligt mindre sandsynligt. Arkiver og samlere Samlingen af Frits Clausens papirer, der også indeholder mere kendte ting som f.eks. Bovrup-kartoteket over de godt 28.000 medlemmer af det danske naziparti, DNSAP (Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti) og et politikartotek med over 2.000 personer, der efter sigende havde været involveret med nazisterne, sælges på Bruun Rasmussen auktioner den 27. august, og den ansvarlige, lederen af Bruun Rasmussens bogauktioner, Sebastian Hauge Lerche, håber på stor interesse. »Jeg regner klart med, at det offentlige vil interessere sig for de her ting. Både Det Kongelige Bibliotek, Rigsarkivet og Frihedsmuseet ville jeg umiddelbart tro var interesserede, reelt er det her jo mest arkivstof«. Ud over offentlige myndigheder og museer forventer Lerche dog også, at auktionen over Frits Clausen-minderne vil tiltrække en række samlere af dansk historie, og samt naturligvis specialicerede samlere. Men, som Lerche håbefuldt siger: »Det behøver jo ikke at være nynazister hele bundtet«. Visse af genstandene, som f.eks. Frits Clausens gamle naziarmbind eller et par lysestager støbt af granater, forekommer det dog rimeligt at forvente primært vil interessere en ganske særlig gruppe samlere. Og selv de håndskrevne taler og breve vil efter alt at dømme kun have en beskeden forskningsmæssige værdi. Ifølge John T. Lauridsen, der er forskningschef på Det Kongelige Bibliotek og som har forsket i DNSAP ligger der næppe nogen store sensationer og lurer i Clausens ting. »Materialet er ikke så interessant med hensyn til den danske nazismes historie. Det meste af det nye ligger efter Clausen var ude af politik, så det er mere personen Frits Clausen, der bliver belyst. Men det er da interessant, at han sådan bliver fuldt til dørs, der er jo både hans dødsattest og breve fra ham til konen og sagføreren helt op til hans død i 1947«, siger Lauridsen, der understreger, at han ikke har læst de mange taler og derfor ikke med sikkerhed ved om de indeholder nye oplysninger. Ifølge Lauridsen er der heller ikke overraskelser at hente blandt underskrifterne i Clausens gæstebog. »Nej, det er f.eks. kendt, at han var i kontakt med Quisling, så det at han besøger Clausen på hans fødselsdag i '39 er der ikke noget overraskende i. Derimod kan man sige det er interessant, at nogle af de tyske efterretningsfolk, der i 30erne var sendt op for at tage nærmere bestik af Frits Clausen ligefrem har skrevet sig ind i hans gæstebog«. Anonym sælger Det er ifølge Sebastian Hauge Lerche første gang en sådan samling udbydes til salg i Danmark, og at det sker nu skyldes en tilfældighed. »Det var i forbindelse med et helt almindeligt kundebesøg, at vi kom til at tale om Anden Verdenskrig, og min kunde nævnte så, at han havde en del materiale om Frits Clausen, og spørger om jeg troede, at det er noget værd. Og det svarede jeg ja til«, siger Lerche. Hele samlingen, der sælges i otte bidder er vurderet til omkring 30.000 kr., og Lerche har ikke moralske problemer med at sælge denne noget usædvanlige type antikviteter. »Normalt tager vi afstand fra at sælge nazieffekter, men det her synes vi har en væsentlig historisk betydning. Og ellers ville det nok være endt med at blive solgt over nettet, og dermed ville f.eks. det offentlige ikke have haft mulighed for at købe det«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Hver morgen krammede Sinan Türkmens mor ham og sagde: »Husk, ikke sige noget til nogen om, hvad der foregår herhjemme«
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








