Politiken torsdag: Vores gamle gud Odin er nu også ramt af globaliseringen. Her troede vi, at vi havde ham alene, men fund fra en række vesteuropæiske lande viser gudefigurer, som ligner Odin. De har ligesom Odin kun et øje eller et stærkt læderet øje, og fundene af denne type gudefigur går tilbage til 500 før Kristi fødsel, mens vi hidtil har sagt, at Odin for alvor dukkede op 500 år senere. Det er ifølge museumsinspektør Christian Fischer fra Silkeborg Museum kun et af resultaterne af et samarbejde mellem forskere fra 30 europæiske museer, der frem til den 4. november viser omkring 50 fund på Silkeborg Museum. Der er tale om antropomorfe gudebilleder, altså figurer med menneskelignende træk, som overvejende er fundet i moser over det meste af Europa. Netop Odin-figuren går igen flere steder. Det forhold og nye muligheder for datering giver arkæologerne et fingerpeg om, at vi her har en gud, som går igen i hele Vesteuropa, og som ikke er et rent dansk fænomen. Guder langs vejen De fleste af disse gudebilleder er fundet i forbindelse med helligdomme, og de fortæller dermed en del af historien om vore forfædres religiøse liv. Men fund fra England, Tyskland og Holland viser også, at guderne ikke kun blev dyrket på særlige kultsteder. I Tyskland er der fundet en 3,5 km lang vej bestående af brede egeplanker, og langs vejen stod meterhøje gudefigurer, som beskyttede de rejsende. Denne vej er i mindre målestok rekonstrueret i Silkeborg, hvor udstillingen og det meget grundige og velskrevne katalog giver et meget bredt billede af det religiøse liv i Vesteuropa fra førromersk jernalder til efter år 1000 efter Kristi fødsel. De ældste skriftlige kilder, der omtaler gudebilleder i den germanske verden, er fra tiden efter folkevandringerne, altså efter 400-tallet e. Kr. Biskop Gregoire af Tours, der i anden halvdel af det 6. århundrede skrev 'Frankernes historie', lader dronning Chrodechilde udtale følgende til sin ægtemand, kong Chlodovech. »Guderne, I tilbeder, er til ingen nytte. De har ikke engang kunnet hjælpe sig selv, for slet ikke at tale om andre. De er skåret ud af sten eller træ eller et gammelt stykke metal. Navnene, I har givet dem, er desuden menneskenavne og ikke gudenavne«. Absalon og Svantevit Det gjorde åbenbart ikke større indtryk, for helt frem til efter år 1000 laves der figurer i det meste af det centrale Europa. Nogle var store og blev rejst som en form for vartegn for deres landsbyer, mens andre var små og kunne transporteres rundt. Langt de fleste træfigurer er fundet i moser eller i lag af blåler under floder, og kun et fåtal er bevaret. Mange blev fundet under gravning af tørv i moser, men den aktivitet er ophørt, og i dag sker de fleste fund i forbindelse med egentlige arkæologiske udgravninger. Her er spørgsmålet som for andre fund, om arkæologerne kommer til i tide, for moderne maskiner ødelægger ofte totalt bygningsfundamenter, redskaber, potter eller som i dette tilfælde skulpturer, som ligger i jorden, i flodlejer eller i moser. Men andre kender vi fra overleveringen, og de kaldes 'papirfigurer'. En af de kendteste er for eksempel Svantevit-figuren ved Arkona-templet på den tyske Østersø-ø Rügen, som blev ødelagt af biskop Absalon under hans krig mod den lokale befolkning, venderne. På baggrund af blandt andre Saxo Grammaticus' beskrivelse af den er det muligt at forestille sig, hvordan den firehovede kæmpefigur så ud. En anden historiker, Adam af Bremen, beskriver tre figurer af Thor, Odin og Freja, som stod i et tempel i Gamla Uppsala i Sverige. Men figurerne var ikke altid gudebilleder. Store fallossymboler symboliserede frugtbarhed, og tre mandshoveder fra Nydam har sandsynligvis udsmykket stævnen på et af Nydam-skibene. Her er der sandsynligvis tale om krigere. Farver og tøj Figurerne kan være mere eller mindre antropomorfe. Det er figurer med omhyggeligt udskårne hoveder, for eksempel en figur fra Rude Eskildstrup, men angivelsen af et hoved på andre blot er sket ved at lave en cirkelformet rille i træet. I dag er langt de fleste af figurerne mørke. Blandt andet har humussyrerne i moserne været med til at nedbryde eventuelle farver, for det er sandsynligt, at figurerne har være polykrome, altså farvede. Det er tilfældet andre steder, og det angives også i visse skriftlige kilder fra for eksempel romertiden, at germanerne farvede deres skjolde efter eget valg. På enkelte er fundet tøjrester, hvilket tyder på, at visse figurer har været påklædt. Hvordan kan vi så kende figurernes alder? En måde er at datere efter de andre genstande, en figur kan ligge sammen med. En anden metode er dendrokronologi, altså datering efter åreringe, og en tredje mulighed er kulstof 14-metoden, hvor det tilbageværende kulstof 14 er et mål for den tid, der er gået, siden organismen døde. Kataloget, der er skrevet af den hollandske arkæolog, Wijnand van der Sanden og hans tyske kollega, Torsten Capelle, beskriver kort, forståeligt og præcist de arkæologiske metoder og redegør også for de begrænsninger i vores viden om fortidens gudebilleder. Og det gør faktisk ikke spor. For så får vi også lov til selv at drømme og fortolke de fund, moserne gemmer.