Politiken fredag: La Mujer Del Tango' hed en af Susana Rinaldis første plader fra de tidlige 1970ere. Tangoens kvinde. En titel som på mere end én måde er rammende for tangoens førstedame, der med sand dødsforagt har insisteret på at trænge ind i den ekstremt mandsdominerede tangoverden. At tangoen, siden den opstod omkring det forrige århundredskifte foran bordellerne i Buenos Aires' kummerdistrikter, har været stærk præget af machismo, er ikke sært. I et tangounivers, hvor kvinden traditionelt har haft rollen som den forræderiske fristerinde placeret imellem de to knivsvingende compadritos, de to rivaler, der er opgørets virkelige hovedpersoner. Tangoens traditionelle kvindebillede er i sig selv en barriere for en kvindelig fortolkning. Men i kraft af sin store stemme og sit dramatiske talent lykkedes det for skuespillerinden Susana Rinaldi at tilkæmpe sig en plads i tangoens maskuline hjerte. Tango er både dans, musik og sang. Susana Rinaldi sammenligner sin rolle som vokalist med den centrale rolle, bandoneon-virtuosen Astor Piazzola har haft for den musikalske udvikling af nuevo tango, og som Claudio Segovia har haft for tangoens liv som moderne dans. Men nemt har det ikke været at blande sig i tangoens hanekampe. Kvindernes plads »Det er stadig meget svært. Argentinerne består af forskellige befolkningsgrupper, der for manges vedkommende har machismoen tilfælles. Men blandt de intellektuelle, og ikke mindst i teatermiljøet, hvor jeg kommer fra, har der været den nødvendige forståelse, som har været med til at give kvinderne den plads, de fortjener«, siger den propert udseende Susana Rinaldi, der umiddelbart hverken ligner en rødstrømpe eller en diva med sin husmoderlyserøde jakke, sine hvide bukser med diskrete knæfrynser og de hvide ortopædiske træsko med lufthuller. Men man skal ikke skue primadonnaen på forstadsfrynserne. Som noget af det første slår hun fast, at hun synger for Folket. Det er de fattige og deres trængsler, som udgør tangoens sande sjæl. Hendes målsætning er at fusionere tangoens sociale rødder med teaterets dramatiske gennemslagskraft. Til gengæld har hun kun foragt tilovers for dem, som vil reducere tangoen til et uskadeligt og banalt melodrama. Tango er ikke popmusik. Hverken socialt eller seksuelt. Dens kvindesyn ligger langt fra popmusikkens uproblematiske tilbedelse af den skønne sild. Folket Susana Rinaldi skiftede karriere fra skuespillerinde til tangosangerinde, fordi hun på denne måde følte, hun kunne komme tættere på Folket. Synspunkter som dette har i perioder placeret hende i opposition til de herskende kræfter i hjemlandet. Ikke mindst da generalerne styrede Argentina. Hun har af samme grund tilbragt meget tid i udlandet og har været en sjælden gæst på de argentinske ambassader. Men i dag ligger der en buket fra den argentinske ambassade på bordet i interviewlokalet i DGI-Byen. Diktaturet er væk. Måske ser alting lysere ud i dag? Måske tog fordums tangodigter fejl, da han bittert fastslog, at verden var fuld af lort og formodentlig ville forblive i den tilstand? Men hvis han tog fejl, hvad er i så fald tangoens sociale og politiske rolle i dag? »Nøjagtig den samme som altid«, fastslår Rinaldi. »Det er ikke slut med elendigheden. Hverken i Argentina eller i resten af verden. Tangoen skal stadig give stemme til de folk, som ingen stemme har. Man kan bare se, hvad der netop er sket i Genova. Det er en skandale. Hvis italienerne har brug for en sang til dén lejlighed, så skulle det være en tango«, siger Susana Rinaldi, der som så mange andre argentinske tangomusikere røber italienske rødder i sit efternavn. »Hvis jeg mødte Berlusconi, og forklarede ham tingene med en tango, tror jeg også, han ville forstå det«. Populært Internationalt er tangoen atter blevet populær. Men mest som dans. Som tangosangerinde føler Susana Rinaldi sig internationalt i mere end en forstand som solist. En af hendes seneste plader hedder 'Susana Rinaldi En Vivo En Finlandia'. En live-indspilning med det finske tango-orkester fra Seinajoki. Som dansker har man ofte undret sig over finnernes stædige forkærlighed for tango. I Kaurismäki-brødrenes film danses der altid tavs tango med tilbagestrøget pomadehår. Når der er tango-træf i Seinajoki, løber deltagerantallet let op i 120.000. Hardcore finner påstår sågar, at tangoen blev opfundet i Finland. Men Rinaldi har en anden forklaring. I 1904 ankom en skibsladning tango til den russiske provins Finland. Tsaren i sin sommerresidens blev vild med tango. Undersåtterne fulgte trop, og da Finland senere var blevet selvstændigt, forblev Tsarens tangodille finnernes alternative folkemusik. Helt samme forhold til tangoen har man ikke i Danmark. Susana Rinaldi mindes sin første koncert i Danmark med blandede følelser. Hun oplevede det selv som en uforglemmelig aften i Tivolis Koncertsal, men dagen efter blev hun belært af en dansk anmelder, der kunne fortælle hende, at det, hun lavede på scenen, absolut intet havde med rigtig tango at skaffe. I hvert fald ikke den tango, anmelderen med egne ører havde hørt og set i Buenos Aires' forstæder i 1930erne. Han havde selvfølgelig ret. Dengang lavede man ikke arrangementer som Susana Rinaldi og Stockholm Jazz Orkesters 'Tango Meets Jazz'. Men der er mulighed for at få opdateret sin tangoopfattelse, når Susana Rinaldi de næste to dage optræder i MusikTeatret i Albertslund.