Politiken torsdag: En pløret og kæderygende kvinde i satinpyjamas kvæster rundt i sin lejlighed, mens hun drikker hvidvin direkte fra flasken og skråler med på den gamle slager 'All by Myself'. Hun ligner en hamster i hovedet. Øjnene er klemt inde i puder af fedt. At være eller ikke være fed er netop omdrejningspunktet i tilværelsen for Bridget Jones, som denne her nogle og tredive-årige kvinde hedder. Ved hjælp af sin forfatter, Helen Fielding, har hun omhyggeligt skrevet sit indtag af kalorier ned i to dagbøger. Ligesom hun dag for dag (og sommetider indimellem) har ført regnskab med sin vægts rutsjeture (heftige) og sit forbrug af alkohol, smøger og skrabelodder (sædvanligvis enormt). Bøgerne 'Bridget Jones' dagbog' (på dansk i 1996) og 'Bridget Jones på randen af fornuft' (på dansk i 1999) er blevet bestsellers overalt i den vestlige del af verden, hvor uafhentede middelklassekvinder i omegnen af de 30 år er helt almindelige. Den umådeholdent navlepillende Bridget Jones er en inderligt selvironisk og meget tidstypisk karikatur, som Helen Fielding må have fået solgt i hen ved fem millioner eksemplarer. Tilsammen er de danske oversættelser af de to dagbøger blevet solgt i 23.000 eksemplarer. Foreløbig. Forlaget Lindhardt og Ringhof forventer, at salgstallet får et grundigt skub, mens 'Bridget Jones' dagbog' i august måned kan købes som paperback for 49 kroner. Forlaget baserer dog ikke optimismen på den lave pris alene. Til den tid har filmen 'Bridget Jones' Diary' nemlig haft premiere i de danske biografer, og i Storbritannien er den blevet alle tiders kassesucces. Ingen andre britiske film har ligesom 'Bridget Jones' Diary' formået at indspille 85 millioner kroner i løbet af den første uge i biograferne. De to hidtil største britiske succeser, 'Notting Hill' og 'Titanic', rundede 60 millioner i åbningsugen. Det betyder ikke, at anmelderne har været entydigt begejstrede. En af de morsomme af slagsen skrev, at filmen er meget kaloriefattig. The Guardians kritiker mente, at filmen »får Bridget til at ligne verdens største røvhul og topmålet af en følelsesmæssig imbecil«. Men biografgængerne har altså grovædt historien om single-silden, der i filmversionen spilles af den 32-årige skuespiller Renée Zellweger. Og hendes arbejde med at forvandles fra en amerikansk helsefreak så tynd som en flagstang til britisk funktionær med ballonkinder har stort set kun vakt beundring. En rigtig 'Raging Bull' Texanske Renée Zellweger er næsten uigenkendelig i rollen som Bridget Jones, og et langt stykke ad vejen står og falder filmen med hendes troværdighed. Det betyder også en del for publikumsinteressen, at Hugh Grant og Colin Firth har de mandlige hovedroller. Især Grant har fået ros for aldrig at have været bedre end i denne film, hvor han i svært omfang spiller sig selv - et manisk morsomt dumt svin. Men hvis Zellweger havde optrådt på lærredet som smal og smidig starlet med amerikansk accent, ville filmen blive en fiasko. Bøgernes Bridget Jones er ærke-britisk, og hun er også en ægte anti-heltinde, som sine steder er i familie med figurerne fra tv-serier som 'Smack The Pony', 'Sex and the City' og 'Ally'. Hun er komisk i talløse situationer, der overdriver ting, man øjeblikkeligt genkender og krummer tæer over. Det vidste producenterne, der tidligere har stået for succesrige, engelske komedier som 'Notting Hill' og 'Fire bryllupper og en begravelse' (begge med Hugh Grant i en hovedrolle). Og det vidste Renée Zellweger, som i forbindelse med filmens premiere i London talte om sit forhold til bøgernes Bridget med næsten religiøs ærbødighed: »Jeg følte mig ansvarlig over for Helen Fielding, fordi det er hendes figur. Så mange mennesker elsker den figur, at jeg ikke ønskede at ødelægge den. Jeg vidste, at det ville kræve et stort arbejde af mig at komme til at ligne Bridget Jones. Og jeg lo højt, hver gang jeg kunne se forandringen i spejlet. »Yes! Det fungerer!« jublede jeg ved mig selv«. For at kunne agere som Bridget Jones arbejdede Renée Zellweger i syv måneder under dæknavn på det engelske forlag, der har udgivet Helen Fieldings bøger. Ingen andre end chefen på forlaget vidste, at den nye, britiske medarbejder ved navn Bridget Cavendish i virkeligheden var amerikansk skuespiller. For at kunne udfylde Bridget Jones' voldsomme, taljehøje underbukser i filmen, gjorde Zellweger noget af det samme, som Robert De Niro gjorde, da han spillede Jake La Motta i 'Raging Bull' (1980). Mens Bridget Jones i bøgerne er på noget, der ligner livslange og formålsløse forestillinger om diæt, åd Renée Zellweger pizzaer og kager, som hun skyllede ned med milk shake og Guinness i månederne før filmoptagelserne. »Det var en ekstraordinær erfaring at leve en helt anden livsstil, som jeg gjorde det i ni måneder. Tænk at være nødt til at klemme et ekstra stykke pizza ned! Så snart man ændrer livsstil, begynder det at kunne ses. Og jeg er ellers ikke fanatisk. Men jeg holder meget af at motionere, og det havde jeg forbud mod at gøre i den periode«. Afvæbnende selvironi Renée Zellwegers ekstra 20 pund fedt er blevet nogle af filmhistoriens massivt omtalte. De britiske dameblade har svælget i historien om den smukke amerikaners arbejde med at udvikle flest muligt dårlige vaner og hendes lethed ved at slippe af med dem igen. Renée Zellwegers vægt har fyldt så meget i omtalen af filmen 'Bridget Jones' Diary', at det i sig selv har afsløret, hvor præcist Helen Fieldings satire har ramt. Siden optagelserne af Bridget Jones er Renée Zellweger skrumpet tilbage til en størrelse 32 eller deromkring. Hun er ikke større, end hun var i den fem år gamle film 'Jerry Maguire' eller i sidste års 'My, Myself & Irene', hvor hun delte lærredet med Jim Carrey. Kun karrieremæssigt kan hun notere sig en formidabel vækst på det seneste. Især hendes bærende præstation i den roste komedie 'Nurse Betty' har gjort hende kendt. For sit spil i den film modtog hun i 2000 en såkaldt Golden Globe-pris. Som hun imidlertid på bedste Bridget Jones-agtige manér var lige ved at gå glip af. Renée Zellweger var på toilettet, da hun skulle være blevet overrakt sin pris. Da filmen om Bridget Jones havde intenst mediedækket gallapremiere i London, gik Renée Zellweger ind i en væg. Præcis som Bridget Jones kunne været kommet til det. Så et og andet har den ikkerygende og normalt ivrigt motionerende filmstjerne altså tilfælles med Helen Fieldings figur, som et sted i filmen falder totalt igennem ved en forlagsreception, hvor birolle-indehaveren Salman Rushdie spiller sig selv. Renée Zellweger siger da også, at hun nok er mere Bridget, end hun har lyst til at indrømme: »I modsætning til hende misbilliger jeg ganske vist ikke mig selv og er ikke vokset op med en mors konstante kritik. Mine forældre sagde aldrig ting som »hvor ville du dog være køn, hvis du altså bare lige.«. Om det var ubevidst eller bevidst fra deres side, ved jeg ikke. Men jeg blev ikke præget af uvæsentlige og overfladiske ting. Alligevel forstår jeg Bridget på et mere essentielt plan. Hun er på vej derhen, hvor hun ikke lader sig anfægte af så meget, hvad andre mennesker mener om hende. Jeg synes, at historien om Bridget Jones handler om en kvinde, der leder efter sig selv. Hun prøver at finde ud af, hvem hun er, og hvad der gør hende lykkelig«. 'Bridget Jones' Diary' er en let komedie. Den gør ikke noget ud af at analysere, hvad figurerne siger om den tid, de beskriver og ligner helt ud i de rappe replikker. Nogle har tolket filmen som romantisering af en anti-feministisk kvinde, der drømmer om en stærk mand og et nydeligt hjem, men ikke har nogle af delene og i stedet går ulideligt meget op i sig selv. Men sådan betragter Renée Zellweger ikke Bridget Jones: »Vi er jævnaldrende, og vores generation er sandsynligvis den sidste, som for alvor vil føle det forventningspres, som Bridget oplever og udvikler sig væk fra. Når vores generation får børn, så vil vi være anderledes rollemodeller for vores børn, end tidligere generationers mødre har været. Og Bridget ved, at hun står i det dilemma, og at hun er selvoptaget. Hun har et humoristisk forhold til det og til sin egen usikkerhed«.