Politiken tirsdag: Skuespilleren Louise Mieritz markerer sig stadig stærkere som ét af de unge, overbevisende talenter i dansk teater og film. Denne sommer er hun førstedame i Zirkus Nemo, som nu drager ud i landet. Af Skuespillerforbundets håndbog fremgår det, at én af Louise Mieritz' særlige færdigheder ud over bilkørsel og ridning er flamenco-dans. Det er ikke overdrevet. I denne sommers udgave af Zirkus Nemo er Louise Mieritz en forrygende og flammende flamenco-danserinde i et helt virtuost nummer, der truer med at flænse manegen. Men scenen holder, og det gør Mieritz heldigvis også. »Jeg har altid danset, men på skuespillerskolen var mit hold virkelig en flok dansetumper. Jeg fik heldigvis lov til at gå ud i byen for at lære noget, og da jeg ikke brød mig om at steppe mere, kastede jeg mig i stedet over flamencoen. Jeg er vild med den fantastiske dobbelthed, der ligger i denne dans' feminine og rå sider, som vi endda giver et særligt humoristisk tvist i Nemo. Den er sjov at trykke af, men hver aften spørger jeg alligevel svedende mig selv, hvorfor jeg gør det«, siger Louise Mieritz, der tidligere har optrådt som en autonom, der havde en skabsidentitet som flamencodanser. Med sin entré i cirkusverdenen har Louise Mieritz, 30, lagt nye alen til sin position i dansk teater. Det er i sig selv en stor udfordring at blive kastet ind på valpladsen ved siden af cirkusdirektøren Søren Østergaard, som naturligvis fylder meget. Det kunne også være voveligt at begive sig ind i den vanskelige cirkusmetier - og så oven i købet fra den parodiske side, som nu her i Zirkus Nemo. Og måske er det heller ikke så nemt at skulle følge efter den lille gøgler Anders Lund Madsen, der sidste år var makker med Søren Østergaard. Men cirkusprinssesse Louise Mieritz klarer alle forhindringer og skaber et både forunderligt, poetisk og ofte meget, meget morsomt persongalleri i den forestilling, som indtil 25. august er på turné til Svendborg, Århus og Horsens. Parodi »Da Søren ringede og spurgte mig, om jeg ville være med, var min første reaktion »Okay!«. Han ville godt nok ikke fortælle, hvem der havde anbefalet mig, og mente vist ikke, at jeg skulle få for høje tanker. Jeg kendte ikke Søren, men jeg så Zirkus Nemo sidste år og syntes, at det var meget interessant. Det vigtigste for mig var, at jeg ikke skulle erstatte Anders Lund Madsen - det er der ingen, der kan. Men Søren ville nu have en kvinde og en skuespillerkollega, og Nemo var altså på vej i en helt anden retning. Jeg vidste også, at et sådant tilbud ville jeg aldrig få igen. Derfor havde jeg også været idiot, hvis jeg sagde nej«. Søren Østergaard og Louise Mieritz mødtes og gjorde hurtigt status over, hvor deres evner lå. Det er nemlig en væsentlig del af Zirkus Nemos univers, at de medvirkende både laver parodi over det, de ikke kan, og på samme tid er hamrende gode til noget andet. Og den særlige blanding af komik, parodier, færdigheder og teater - vekselvirkningen mellem de 'løse' numre, hvor alt kan ske, og de stramme, nøje koreograferede indslag, hvor alt er kontrolleret, giver en spændstig forestilling og frydefulde stunder i cirkusteltet. »Jeg kan godt lide cirkus, hvis det er fuld af sjov og charme. Hvis cirkusfolkene ved, hvad de vil, og laver deres show med et glimt i øjet. Så har de mig virkelig. Men branchen rummer også en selvhøjtidelighed, som jeg ikke bryder mig om. Hvis de er stoppet ved det, de kan nu, og har sat grænser for sig selv, bliver det trist og kedeligt. Og så kan man også hurtigt se, hvad de ikke evner«, siger Louise Mieritz. »Jeg elsker humor, men det er naturligvis vanskeligt, hvis man ikke svinger sammen i en forestilling som vores. Det handler om tryghed, for man skal tidligt i processen turde dumme sig og sige eller foreslå noget, der måske slet ikke er morsomt. Det kan så måske kaste noget helt andet af sig. Og Søren er fantastisk god at arbejde med. Han har virkelig øje og sans for denne genre - for at fange et udefrakommende og måske forvirrende element, tage det som en gave og bruge det i forestillingen. Vi er blevet ved med at udfordre hinanden, selv om kroppen jo har det med at ville gentage de vellykkede pointer. Jeg har i de sidste måneder lært meget om timing - om at være til stede i nuet og gribe de bolde, der kommer flyvende og lige nu glemme alle regler. Det fornemmer publikum også. Jeg har oplevet, hvad der kan ske, når publikum rider med på en stemningsbølge, og hvor vigtigt det er at blive ved med at sprænge mine egne rammer. Det står også på min dagsorden som skuespiller«. Et liv med komedie Med sig i bagagen på cirkus-turneen, hvor Louise Mieritz skal bo i en stilig tysk cirkusvogn med køkken, stue, alkove og bad, har hun også syv år i dansk teater og film, hvor hun støt og solidt har befæstet sit ry som én af de unge, spændende kunstnere. Et uomtvisteligt talent, der har fået lov til at vokse naturligt, så der nu kan stilles endog rigtigt store forventninger til hendes fremtid. Louise Mieritz har spillet komedie hele sit liv. Som femårig dansede hun ballet, senere var hun fast tilskuer til tv-serien 'Fame', hvor hun i den grad følte sig hjemme. På Den Franske Skole og siden på Skt. Annæ Gymnasium blev interessen yderligere stimuleret, og Mieritz blev allerede som 18-årig optaget på Statens Teaterskole. Den professionelle debut kom i Gasolin-Teaterkoncerten hos Dr. Dante, før hun sammen med fire kvindelige kollegaer skabte den livgivende skrappe satire 'Emmas Dilemma', der siden er blevet kult på både Kaleidoskop og i tv. Hun var med i Lars von Triers 'Idioterne' og stod over for sin gode skuespillerven Anders W. Berthelsen i forestillingen om 'den perfekte familie' i sin perverterede form - 'Ildansigt' på Edison i en rolle, der gav hende en Reumert-nominering. Louise Mieritz lagde nye alen til sin berømmelse i tv-serien 'Edderkoppen', og hun medvirkede i Erling Jepsens gyserkomedie 'Kuren' på Husets Teater, efter at hun sidste sommer skabte en forsmået Elsebeth med den store, uforløste kærlighed og en pude i snor som sit kæledyr i 'Absolut Holberg' i Grønnegårds Teatret. Sund skepsis »Jeg var meget ung og meget autoritetstro, da jeg kom ind på teaterskolen, og jeg måtte lære at finde en sund skepsis. Min dramalærer var helt bekymret over, at jeg havde haft en ukompliceret, tryg og lykkelig barndom uden store, mørke huller, så det var jo nok heldigt, at jeg ikke skulle spille Lady Macbeth, da jeg kom ud fra skolen som 23-årig. Men jeg synes, at min karriere er forløbet fint i overensstemmelse med min egen, personlige udvikling - jeg fik rollerne i takt med, at jeg kunne bære dem. Synes jeg da selv. Det gælder f.eks. også 'Ildansigt', som virkelig var en forestilling, der rykkede mig et helt nyt sted hen. Det er det sværeste forløb, jeg har været ude for. Hårdt, nøgent og et tema med masser af bid i. Her kunne man ikke skjule sig. Men jeg kunne også tage afsæt i folk, jeg holder meget af (kollegaen Anders W. Berthelsen og instruktøren Kim Bjarke, red.), og som jeg heller ikke kunne lyve over for. Udgangspunktet var os selv, det var en bar scenografi, og ordene skulle blive virkelige i disse mange, små destillerede scener. Langsomt kom så figurerne, men det var et kvantespring for mig«. Forude venter en stor rolle i en tv-komedieserie, som endnu er 'hemmelig'. Louise Mieritz skal medvirke i Paul Auster-stykket 'Hide and Seek' i Kanonhallen, og så har hun sammen med de andre nu fem piger i 'Emmas Dilemma' sat tid af til endnu en ombæring heftig satire. »Jeg tror, at 'Emmas Dilemma' blev en succes, fordi man kan mærke, at vi er ærlige over for os selv. Vi er en gruppe, der ved, hvad vi vil - hvis én af os siger, at vi skal være grønne i stedet for blå, så ved de andre straks, hvad der menes. Vi er også uforudsigelige. Vi synger og danser, og så er fem kvinder naturligvis anderledes end fem mænd. Et indslag, lavet af kvinder, sender et symbol om noget blødt, rundt og feminint, men når vi laver det råt, opstår der en særlig kontrast, så vi kan slippe af med både noget virkelig hardcore eller noget plat. Når vi lader Britney Spears synge »Kneppe, kneppe« gennem en hel sang, så virker det altså meget anderledes, end hvis det var fem mænd, der gjorde det. I satiren har man lov til at gå for langt, og vi syntes jo lige så godt, at vi kunne synge det, hun signalerer, midt i al sin tilstræbte jomfruelighed«. Ambitioner »Mine ambitioner er ikke lagt ud i en fremtid eller i at blive til noget, jeg ikke er i øjeblikket. Det siger mig ingenting. Tænk, hvis jeg nu skulle et helt andet sted hen, så havde jeg brugt en masse unødvendige kræfter på det. Og planer om at satse på en karriere i Frankrig (Mieritz taler flydende fransk, red.) har jeg helt opgivet, for jeg gider ikke at skulle ned og fremture eller gå til optagelsesprøver, hvor jeg hele tiden bedømmes. Dem hader jeg. Jeg er tilfreds, hvis jeg arbejder med nogle mennesker, jeg udvikler mig sammen med. Punktum. Derfor er jeg også glad for den kærlighed og respekt, jeg oplever i 'Emmas Dilemma'. Det betyder stadig mere for mig. Og når jeg har sagt ja til en opgave, bliver jeg virkelig ambitiøs på opgavens vegne«. »Jeg har haft et forrygende år, men jeg tror også, det er vigtigt at være sin egen kaptajn. Hvis man sidder med en 'jeg skal bare ringes-op attitude', er man heldig, hvis man så endelig bliver tilbudt en rolle. Men hvis man nu stod helt alene på scenen, hvad ville kilden så være? Hvad ville der så springe ud af én? Det synes jeg, man burde lege med på teaterskolerne. Det er vigtigt at have sine egne visioner, at finde de rette sammenhænge og at afsøge de steder, hvor man udnytter sit talent bedst«, siger Louise Mieritz, der er en stor beundrer af kollegaen Kirsten Lehfeldt. »Hun spænder simpelthen meget bredt som kunstner, og hendes karriere står for mig som et ideal. Og sammen med Søs Egelind er hun bare forrygende i 'Kongeriget', hvor de aldrig udleverer deres stærke figurer. De er dygtige skuespillere med masser på hjerte«. Louise Mieritz vil ikke diskutere teaterpolitik, men hun håber på, at man vil tale om indhold før form, når Det Kgl. Teater nu formentlig får sit nye skuespilhus. »Så vidt jeg kan fornemme, viger den ironiske, kølige distance i ny dansk dramatik og teater heldigvis for noget andet, og det kan man måske også fornemme i Zirkus Nemo, som man har betegnet som 'en forestilling lige fra hjertet og blottet for manipuleret udspekulerethed'. Én af mine venner har kaldt opsætningen »folkelig på en moderne måde«, og det, synes jeg, er en enormt god kompliment. Teater handler for mig om enkelhed, poesi, magi og noget meget kropsligt - det gælder jo om, at man i bund og grund helst vil røres i teatret - ikke sandt?«.