Politiken torsdag: På en stol helt fremme ved scenekanten sidder han under en skarp spot og lever sig ind i 'Den grimme ælling'. Han er ællingen, som sørger over ikke at være ligesom de andre, mens han fortæller H.C. Andersens eventyr for publikum i Glassalen i Tivoli. Ansigtet trækkes i folder, der er en mistrøstig ælling værdig, og mimikken er så tydelig og præcis, at der må stå en skuespiller bag. Det gør der på en måde også. Ganske vist er 64-årige Tommy Steele mest kendt som den første europæiske rock'n'roller, der fik en masse teenagers til at hvine i de sene 50ere. Men dengang tog det ham kun tre år at blive træt af at være rockidol, har han fortalt nogle timer inden koncerten i Tivoli: »Da jeg kom ind i hæren som 15-årig, var jeg ret glad for at være der. Det var egentlig kun for at underholde mig selv, at jeg begyndte at spille guitar på et tidspunkt, hvor jeg havde været med flåden i USA. Derovre havde jeg hørt country & western og Elvis, og jeg syntes, at alt det var fantastisk. I 1956 var jeg hjemme i London igen. Jeg var 19 år, og pludselig ville nogle betale mig for at spille og synge. Og jeg holdt af scenerne, rampelyset, orkestrene og publikums bifald. Men jeg ville ikke nøjes med at spille guitar. Jeg ville danse, spille skuespil og lave musicals«. Det gjorde han så. Mens andre performers adlød producenter og pladeselskaber, satte Tommy Steele fra begyndelsen en ære i selv at kontrollere sin karriere. Lige på det punkt var den ellers så pæne proletardreng fra London bestemt ikke servil. »Mine store idoler var jo ikke rock'n'roll-stjernerne. Jeg holdt af de gode popmelodier, men det var Gene Kelly, Fred Astaire og Danny Kaye, jeg så op til. De store dansere og entertainers fra de film, jeg havde set. Jeg havde ikke været i teatret, men jeg havde siddet i biografen og kikket op på lærredet, mens jeg tænkte: Jeg vil være ligesom dem. Og jeg fik muligheden for at arbejde sammen med dem alle sammen. Jeg lavede shows med Gene Kelly og Danny Kaye, og jeg lavede en film med Fred Astaire«. Respekt for publikum Med Glassalens røde velour og blinkende prismer som den rette varieté-ramme synger, danser og agerer Tommy Steele om aftenen sammen med et orkester, der er helt med på at swinge, pjatte og fortælle gode, gamle eventyr. Koncerten med stadig lige vævre og bredt smilende Tommy Steele bliver en rundrejse i højdepunkterne fra hans nu i alt 45 år i showbiz. Han har alle vittighederne, historierne og sangene fra musicals som 'Half a Sixpence' og 'Hans Andersen' på rygmarven. Men han forstår at aflevere dem med det lille, ekstra charmesmæk i de stadig troskyldige øjne, der minder en del om Gene Kellys og overhovedet ikke om Chuck Berrys. Som entertainer har Tommy Steele tydeligvis stor respekt for sit publikum, der tæller flest fans over 50 år. Koncerten er bedst, når han drømmer store eventyr sammen med ivrige fløjter og fabulerende klavertangenter. Når der kommer farvestrålende, harmoniske Broadway-fantasier fra høflige Tommy Steele og hans orkester, er det ligesom at overvære en gammel, glemt film, man ikke vidste, man savnede. Det er som at checke ind på Hotel Evergreen. Når han derimod fornøjer publikum ved at komme ind på scenen med guitaren på ryggen og 'A Handfull of Songs' i jeanslommerne, går der sentimental spejderdreng i performeren. Tommy Steele kan få enhver heftig rock'n'roll-sang til at lyde som om, den er klorbleget, kogevasket og krympet. Attituderne og melodierne kan han. Men rytmen og gløden er pist borte i hans 'Blue Suede Shoes', og det gør ondt at se ham synge 'Good Golly Miss Molly', mens han smiler over hele den velholdte femøre. Han ved da også godt selv, at han giver de gamle rock'n'roll-klenodier et ordentligt strøg nostalgi. Men uden nostalgien ville han synge for tomme sale, for i modsætning til Tom Jones er Tommy Steele overhovedet ikke retro-hip. Han var og er den kønne knøs med det sentimentale stemmefang. Som han selv sagde det tidligere på dagen: »Det er sentimentalt at synge de gamle sange. Men jeg er en sentimental fyr«.