Politiken fredag: Tenorsaxofonisten Fredrik Lundin har spillet den. Mona Larsen har sunget den. Og nu har pianisten Jørgen Emborg også fået Hanne Boel til at synge 'Over the Rainbow' i sit fremragende, helt personligt harmoniserede arrangement af Harold Arlens udødelige melodi. Hanne Boel gjorde det med sin pragtfulde, varme stemme, som hun behersker så suverænt, og med et overskud, der tillod hende at frasere lige så ubesværet. Så da hun onsdag aften i Konsistoriegården, 14 år efter at hun havde indspillet lp'en 'Shadow of Love' med Emborg, bassisten Mads Vinding og trommeslageren Alex Riel, var genforenet med den gamle trio, viste hun også med al tydelighed, at den jazzsangerinde, der boede i hende, før soul- og rockmusikken førte hende på et andet spor, ikke var glemt. For uanset mange vil hævde, at musik er musik, og at genrer ikke spiller nogen rolle, så må der være en overensstemmelse mellem stil og udtryk, som man ikke uden videre kan tilsidesætte. Der var nemlig et enkelt uannonceret nummer, som kunne ligne en Lloyd Webber-melodi, man sagtens kunne have undværet i den givne musikalske sammenhæng. Men det var først efter pausen, hvor tingene for længst var faldet på plads. For koncerten begyndte ikke alt for heldigt med en noget hektisk udgave af Emborgs 'Jump for Joy', hvor ikke mindst Emborgs eget spil virkede anspændt og overlæsset. Og jeg synes ligeledes, at den tilstræbte enkelhed i det konsekvent fastholdte akkompagnement til 'I Get Along With-out You Very Well' - måske stik imod sin hensigt - forekom alt for kunstfærdigt og bibragte sangen en højtidelighed, der misklædte den. Det var først i 'Dreamers', at man rigtigt kunne slappe af på egne og musikernes vegne, og med 'Over the Rainbow' nåede man før pausen det højdepunkt, der også for Emborgs vedkommende bød på klaverspil af sjældent format. Sådan fortsatte det sidenhen med to af de smukkeste melodier, Emborg har komponeret, 'Song for Toots (Thielemans)' og 'Remember'. Den første et herligt valsetema, som Boel sang med en vidunderlig rytmisk frigjorthed, der ikke kunne undgå at smitte af på trioens spil. Og den anden fremført med en ubesmykkethed, der måtte gå til hjertet. Det virkede måske lidt distraherende at se Riel tage brillerne til hjælp for at tyde noderne i et efterfølgende blueslignende nummer, der endnu ikke helt havde fundet sin form. Og heller ikke i Jobims 'How Insensitive' lykkedes det helt at skabe den tilsigtede fortryllelse. Til gengæld swingede Jobims 'No More Blues' af hjertens lyst, før ekstranumret, 'The Masquerade is Over' satte det endelige punktum for en koncert, der vel ikke var fuldkommen, men så absolut havde sine stjernestunder.