Søndag aften klokken 21.00 vil Danmarks Mr. News, Steen Bostrup for sidste gang læse nyheder op. Bostrup har arbejdet i Danmarks Radio i 36 år - i de 20 som nyhedsvært, svarende til mellem 2000 og 3000 timer på skærmen. Nu går han på pension og får dermed tid til at lære de fire børnebørn bedre at kende. Også golfkøllerne kommer på arbejde. LØRDAG Vi har længe drømt om at have en lille båd liggende i nærheden af, hvor vi bor - ved Furesøen. Vi fandt en fin, gammel sag ude hos bådforhandleren ved Ishøj Strand. Buttet, bred og hyggelig. Klinkagtigt bygget i glasfiber. Det blev ugens næstvigtigste begivenhed. SØNDAG Jeg kan ikke vågne om morgenen, hvis ikke Politiken kommer. Så bliver det en skæv dag. Det er jo mange års vane med at holde en avis i hånden og snuse til, om verden stadig står. Heldigvis var den der. Og jeg havde god tid til at læse den. Vi havde fri og talte om, at båden skal hedde Tut eller Blondie. Det er et svært valg. Båden blev leveret ved Farum Marina. Vejret var godt, så dagen gik med at fikse båden lidt op og prøvesejle den på søen. Bagefter spiste vi grillmad på søbredden. Ingen af dagens problemer så ud til at blive til noget. MANDAG På grund af sommerferien var jeg vært på TV-Avisen både kl. 18.30 og kl. 21.00. Det var en stille dag uden de store nyheder. Men med et godt hold på TV-Avisen - kollegaer med humor. Det er sgu punkt nummer et, hvis arbejdsdagen skal være god. Ikke at vi sidder og fniser. Men stemningen er vigtig for, hvordan man arbejder, og hvordan aviserne bliver. Det er jeg sikker på. Selv om der ikke var sket det store, så havde vi stof nok. Vi behøvede ikke at finde på ressourcebesparende, men overflødige liveinterview. Dem er der kommet for mange af. Fordi de er billige. Jeg vil tro, at det koster ti gange så meget at gå ud af huset og lave en god reportage, end det koster at invitere et menneske ind i studiet og lave interview der. Liveinterview i studiet er mere et ressourcespørgsmål end et spørgsmål om journalistisk nødvendighed. Det har jeg tit sagt, men de gider ikke høre på mig i Danmarks Radio. Grillmad på søbredden ved 23-tiden. TIRSDAG En fin og livlig dag. Jeg mødte kl. 12 i TV-Byen og havde temmelig travlt med at finde én, der kunne og ville sige noget om Arne Melchiors støtte til tortur mod palæstinensere i visse situationer. Melchior var i Profilen efter TV- Avisen, men anede ikke (eller foregav ikke at ane) noget som helst om, hvad et »moderat fysisk pres« er. Det er det, den nye israelske ambassadør i Danmark nu mener, at man bør genindføre - vel vidende, at der formentlig hver dag foregår tortur i israelske fængsler. Jeg nægter at tro på Melchiors uvidenhed. Som alle andre må også Melchior have set de tegninger, der dokumenterer, hvad de israelske myndigheder kalder »moderat fysisk pres«. Det er klokkeren tortur. Ingen kan være i tvivl - kun Melchior. Han mistede troværdigheden, selv om han tilsyneladende syntes, at han var vældig smart. Hvorfor går det så tit sådan for danske politikere? I løbet af arbejdsdagen var min computer blevet ordnet, så jeg igen kunne komme ind i mit e-mail-system. Det havde jeg haft problemer med. Og så kom jeg selv på Internettet for første gang. I anledning af at jeg stopper på TV-Avisen, havde DR oprettet en webside med gamle klip og hilsener fra kollegaer og seere (www.dr.dk/bostrup). ONSDAG Om tirsdagen fyldte Jonathan fire år. Han er det næstyngste af mine fire børnebørn. Men jeg var ikke med til fødselsdagsfesten på selve dagen, fordi jeg havde vagt. Til gengæld tog jeg revanche onsdag, og det var ugens vigtigste begivenhed. Vi fik helt flade og firkantede, men meget velsmagende boller med pålæg med kun tre procent fedt. Jeg havde købt Lego- og Pokemongaver, som var alt for avancerede for en 4-årig. Der må byttes. Jonathans lillesøster Mathilde var i fint humør. Hun er kun tre en halv måned, men dejligt smilende og rolig. Det lykkedes min kone Charlotte at 'gy-gy'-snakke med hende i et helt kvarter. Hvor sigende et 'gy' kan være. Der sker en del i knolden på én, når man overværer sådan en samtale. Mathilde bliver snakkesagelig ligesom sin mor og min kone. Herligt. Tavshed kan være guld, men også tung at bære. TORSDAG DSB har bedt mig skrive klummer til Ud & Se. Og aldrig har man fået afleveret den ene, før den næste begynder at mase sig på. Hvad i djævelens navn skal man hitte på? I løbet af dagen fik jeg dog plottet mig ind på humoren og dens sidekammerat - latteren. Klummen skulle handle om humor, som jeg lidt selvtilfreds kalder livets smøreolie. Måske er det ikke så godt. Til min forskrækkelse opdagede jeg i min research, at latteren er på retur. For hvert år, der går, ler vi mindre. Det kan man godt lige tænke lidt over. Er vi på vej til det latterløse samfund? Perspektivet er græsseligt. Men klummen begyndte efterhånden at tage form. FREDAG Fortsat klummeskrivning - jeg var nødt til at skrive den om en eller to gange. Bagefter var jeg på indkøb i Netto, hvor forfatteren, journalisten, verdens- og livsforskeren Carsten Jensen mener, at kun masochister handler. Hvor meget selvpineri er der i at købe mælken, spaghettien, ketchuppen og rødvinen til lidt over tre fjerdedele af, hvad det koster andre steder? Før - Carsten - du igen svæver ud over horisonterne i øst og i vest, så forklar mig lige det. Og forklar det lige til folkepensionisterne i landet, der flyder med mælk og honning, men hvor den laveste folkepension er en fornærmelse, og forbrugerpriserne og momsen de højeste i Europa. Gider du det Carsten? Eller er vingefanget efterhånden blevet så stort, at det blokkerer for udsynet? I Netto mødte jeg nogle mennesker, der hilste på mig. Selv om jeg ikke kender dem. Det gør utrolig mange. Selvfølgelig er der nogle, som genkender fjæset fra fjernsynet. Men mange hilser lidt vantro, fordi de synes, de kender mig et eller andet sted fra, men ikke rigtig kan placere mig. Jeg hilser selvfølgelig altid igen. Det irriterer mig ikke det fjerneste. Du kan jo ikke sidde på skærmen i så mange år og så forvente, at folk ikke reagerer, når de ser dig. Jeg spekulerede en del på, hvordan det bliver efter søndag, når jeg ikke mere skal være knyttet til Danmarks Radio. Jeg ved, at jeg skal have fundet den bog frem, jeg har skrevet på i nogle år. Den handler om Fritz Wilhelm Holm, som blev general, hertug og prins i Montenegro. Han var den højest dekorerede dansker nogensinde. Men min bog om ham har ligget stille de seneste par år. Jeg vil i det hele taget gerne skrive flere bøger. Jeg har kun skrevet en - om Mozart Lindberg, der vel nok var den største psykopat, Danmark har fostret. Som tv-journalist har jeg savnet at skrive. Men det bliver da mærkeligt, at jeg ikke længere skal se Berith, der forærede mig en bådvimpel med DR på i afskedsgave. Og Rene, Jan, Videojohn, Notkin, Damsgård, Bella Hopsasa, Hr. Flick, Måløs, Hans Listepik, Du gode Gud, Iben, Jean de France, alle Stenerne og alle Klauserne. Alle dem man kom til at holde af - nogle med årene - i det DR, som jeg vil savne. I hvert fald hver anden dag.