Politiken mandag: »At danse de sværeste trin er ligesom at tage levertran - man er bare nødt til det«. Nikolaj Hübbe klovner, lokker, demonstrerer, charmerer, inciterer og slider sig gennem lektionen for de ni unge mænd. De er kommet fra næsten lige så mange lande for at tage del i det 39. Bartholin Ballet Seminar på Det Kgl. Teater, hvor Nikolaj Hübbe er en populær og respekteret lærer. »En god lærer får dig naturligvis til at danse bedre - det gælder om både at give de unge dansere frihed og holde dem tilbage. De gode råd skal sive ind, og man må give dansere fred til at fordøje tingene, men samtidig skal man blive ved med at slå dem i hovedet med de samme rettelser. Det er næsten som børneopdragelse - en kombination af selvstændighed og regelsæt«, siger Nikolaj Hübbe, 33, og solodanser i New York City Ballet. Hübbe har hver dag i den forløbne uge undervist tre timer i klassisk teknik samt i mandsdans og dens variationer. Det er andet år, han drager til København for at give sine rige erfaringer fra en særdeles smuk danserkarriere fra sig til en yngre generation. »Ja, vandrepokalen skal jo gives videre«, griner Nikolaj Hübbe, gennemblødt af sved oven på den første lektion. »Det er på sin vis en slags forlængelse af mit danseliv. Mange har også råbt og skreget af mig i prøvesalene gennem årene, og nu er det min tur«. Nikolaj Hübbes undervisning er uhyre intens og koncentreret. Fuld af nye indfald, men også af forløsende humor, som er vigtigt, når nu de unge dansespirer fra alverdens lande står over for denne stjernedanser fra den amerikanske metropol. En bekræftende oplevelse Det er tydeligt, at Hübbe elsker lærerrollen, som han også prøver kræfter med hjemme i School of American Ballet i Lincoln Centret i New York, hvor han underviser i mandsdans, Bournonville-teknik og mime. »At undervise er også for mig en kærkommen og bekræftende oplevelse af, hvad dans skal være, når det gælder din krop og teknik; hvordan klassisk ballet er skruet sammen. Man skal bruge sin intuition og systematik - og så skal man se, hvad der er i køleskabet på det hold dansere, man står over for. Hvordan ser grøntsagerne ud?«. Drengene i prøvesal C på Det Kgl. Teater responderer umiddelbart på de franske ord, der er dansens sprog. De glider to og to gennem den tropehede hal, springer og laver ekvilibristiske trin, mens Nikolaj Hübbe nøje følger hver enkelt, retter, kommenterer, tager fat i danserne og retter deres kroppe til. »Vis mig det en gang til«, siger Hübbe til én af de unge mænd, der gennemblødt af sved tager turen fra den anden ende af lokalet én gang til. »Husk, man må ikke snyde - kroppens komposition er én lang linie, og gør I det forkert, er der ikke noget liv bagefter«, joker læreren. Derefter springer mændene videre med fornyet energi, og tempoet sættes endnu en tak op, mens det gungrer i hele det gamle teaterhus. »Med undervisning er det et 'take it or leave it'. Som lærer kan man stå på hovedet, men det er hele tiden op til danseren, talentet og personen at gribe bolden. I den første time kendte jeg ingen af danserne. Jeg vidste kun, at de kommer med vidt forskellig baggrund - med de fejl og forcer, som hver enkelt balletskole nu har. Derfor må man begynde basisk - og nænsomt rive ind i bedet, så man når at skrabe lidt i overfladen. Og håbe, at en replik hænger fast, så tiøren måske falder for disse unge dansere på et senere tidspunkt i deres karriere«. »Disse drenge arbejder enormt hårdt, og jeg kan se en lille forskel fra førstedagen. I dag ved de ikke helt, hvor de er. De vælter lidt. Og jeg kan se på deres øjne, at det kører inde bagved. Der er virkelig blevet rodet i karosseriet og rykket om på møtrikkerne«.