Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Rocken rundt om klokken

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Politiken søndag: Klokken er ikke ret mange, men for manden med de lavtsiddende cowboybukser er den allerede ved at falde i slag. Med den bare mave og underlivet skubbet frem foran sig står han foran sit lille telt og forsøger at finde et hul i trafikken på campingområdets støvede sti.

På den anden side venter det graffitidækkede plankeværk og muligheden for at tømme blæren for nogle af de dåseøl, der præger pladsen foran hans telt.

Så brydes hans koncentration, og blikket, der før var låst på et stykke plankeværk, hæves. På vej imod ham kommer en ung kvinde med brysterne så højt under hagen, at man ved, hun er sytten.

Han smiler, retter sig efter bedste evne og stikker tommelfingeren ud til blaffertegnet, mens hans øjne søger videre op mod hendes. Håb.

Hun går lige forbi.

Han går over til plankeværket.

Ventetid
Klokken lidt mere blafrer et læserløst Ekstra Blad rundt på det nedtrampede græs. På forsiden skriger en ung mand med lukkede øjne ind mod kameraet og Orange Scene bag fotografens skulder. Omkring ham råber andre med på myten om rocken og Roskilde, som den altid serveres.

Rundt om på græsset ser der lidt anderledes ud. Festivalen har været i gang nogle døgn, og menneskerne er nede i tempo. Der er ingen andre steder, man går så langsomt og går så tit i stå. Der er altid en, der lige møder en, han kender, og så står man der og kigger lidt, mens de taler. Så er der en, som skal tisse, og så venter man på det og kigger lidt. Så skal nogen have en fadøl, det tager sin tid, og så hænger man der og kigger.

Når så gruppen endelig er i en slags fart, sker det som under vand, hvor bevægelserne er seje og drømmende, og skridtet hænger længe nok i luften til, at man kan nå at kigge en del, inden det rammer jorden.

Aaaah
Roen breder sig på den høje mands ansigt, mens han tisser i pissoiret og holder en dugget fadøl i den anden hånd. Han nynner med og gynger i knæene uden at ænse lugten af rovdyr-bur.

Så ringer mobiltelefonen i hans baglomme.

»Nu gælder det om at bevare roen«, siger han og lukker tænderne om det bløde plasticglas' kant. Den frie hånd flytter mobilen op til øret:

»Mnja. Væ gnul zæne. J ska åwr ha nåen pomwitter 'kay. J we ik va 'un hed. Næ. Wi zs«.

Så er telefonen tilbage i baglommen, glasset tilbage i hånden, roen tilbage på ansigtet.

Han tager en tår af sin øl, udsteder et »aaaah«, der kommer helt nede fra maven.

Varme kroppe
Klokken er sat i stå af Neil Young, som har været en omvandrende tidslomme de sidste mange år. Inden i lommen er man glad for indianere, Moder Natur og Marlon Brando, mens det forholder sig lidt anderledes med George Bush den ene og den anden. Den gamle mand sidder alene på scenen med sin guitar. Et enkelt spot rammer ham og hans cowboyhat oven fra, så den gløder omkring hans hoved, som en træt glorie. Han kan stadig, og han kan ikke andet.

Mennesker glider forbi i halvmørket, der er varme fra deres kroppe. Nogen af dem bliver stående, det er dem, man kender og ikke vil af med, og det er godt.

Aftenhimmelen er metallisk blågrøn til højre for den store scene og glidende ud af den store højttalers mørke kommer silhuetten af en frisbee, som hænger på toppen af i sin bue et øjeblik, hvor det hele falder på plads, og så er den der. Lykken.

Den varer ikke så længe, men det gør ikke noget.

Xylofonstrip
Klokken alt, alt for mange. Blevet væk igen. En smuk kvinde i pels og flad brun mave er dumpet ned fra himmelen og landet mellem margaritaerne i mediebyen. Men det er ikke hende, man mangler - det er de andre.

De ringer på mobilen fra Gringo Bar ovre ved Ballroom og har det rigtigt sjovt. Så er man endnu en gang det forkerte sted, og inden man når frem, er det tilsyneladende overstået. Det var skideskægt. Nu sidder de bare og drikker Jungle Juice omkring et træbord. Men Jens har lige spillet på xylofonen i hjørnet - og strippet. Sylvester har lånt sin sorte motorcykeljakke, som har båret mange festivaler på sine skuldre, til Scott, der skulle til København. Og Jakob er kommet hjem fra Paris, bare for at gå på Roskilde. Og så er det svært ikke at holde af dem alligevel.

Mågemorgen
Klokken er ved at være nået hele vejen rundt. Gringo Bar har rullet skodderne ned, og personalet har for sidste gang i nat klappet af en eller anden, som har købt en stor drink med en stjernekaster i.

Solen er stået op, det er mågerne også. Om dagen og natten holder de sig langt væk, men morgenen tilhører dem, og det er svært ikke at kigge lidt ængsteligt op mod flokkene, der kredser over de sidste syndige hoveder. Nogle af fuglene er tilsyneladende på størrelse med en puddelhund.

Græsplænen foran Orange Scene er tom og afstandene kortere. Man kan gå fra den ene ende af pladsen til den anden på et par minutter, når musikken spiller, kan det virke som en dagsrejse. Sådan en har Roskilde efterhånden bag sig, men om lidt begynder det hele igen.

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden