Politiken søndag: Jeg har set Wyclef Jean i øjnene. Og det var ikke noget kønt syn. For det forhenværende medlem af The Fugees brød sig tydeligvis ikke om mig. Vort sekundkorte, men ubehageligt intense mellemværende udspilledes torsdag aften, mens Wyclef Jean underholdt på Orange Scene med et slags juke box-sæt, der hentede high lights fra rock dér og reggae hér. På en platform meget tæt ved scenen stod jeg på det tidspunkt sammen med nogle andre journalister, og jeg så åbenbart irriterende ubegejstret ud. Her må jeg indrømme, at jeg sjældent er særlig kropsvild, når jeg står på den platform, hvor publikum ingen adgang har. Ikke på grund af musikken. Men fordi man ikke er en del af fællesskabet. Det er som at stå i køen til Zoologisk Have. Et sted mellem underholdningen og publikum. Og jeg går kun derind, hvis det er nødvendigt for at få set girafferne på tæt hold. I tilfælde Wyclef Jean så giraffen mig. Normalt er det jo en drøm i os alle at blive set, siger man. Men det gælder ikke, når man bliver opfattet som en sur moster, der ser ud til at kede sig bravt, fordi hun står stille med armene over kors. Det var, hvad Wyclef Jean så. Og derfor lagde han ironisk armene over kors og gloede mig hidsigt ind i øjnene. Hvorefter han et øjeblik senere hældte en sodavand i min retning. Den ramte. Tilfældigt møde Måske var det aldrig sket, hvis jeg havde haft solbriller på. Folk med solbriller er ikke til at skue igennem, og her på festivalen findes de i ti tusindvis. De beskytter sig bag tonet glas, slipper for ubehagelig nærkontakt, men går til gengæld også glip af overraskende venlige møder med mennesker, man formentlig aldrig ser skyggen af igen. Tag nu den hollandske hippie med hæklet bøllehat og meterlang hestehale. Tilfældigt mødtes vi uden solbriller på pladsen og fik en længere, behagelig samtale om techno-kultur, før vi skiltes igen. Et døgn senere formelig væltede en svedig pige med eyeliner løbende ned over kinderne ind i mig. På hendes T-shirt stod der 'sjuk, sjuk, sjuk', men hun var faktisk vældig flink. Og sådan er festivalen mest: Eksemplarisk illustration af at man egentlig hverken kan eller bør bedømme hinanden ved første blik. Især hvis man vover at smide brillen, kan man komme til at møde mennesker, man normalt bare ville være gået forbi. Jeg ville for eksempel aldrig have standset Bent på gaden. Men foran Blå Scene spurgte han mig om noget, og så var det, at vi fandt ud af, at han også godt kan lide Beck. Og efter at have snakket om low fi og slackerrock opdagede vi pludselig, at vi er i familie med hinanden. Langt ude. Det er da langt ude! Og det var aldrig sket med solbriller på.