Politiken mandag: Ordet 'legendarisk' bruges med stor frimodighed om populærmusikkens ældre kunstnere. Hæftet på guitaristen Chet Atkins, der døde i lørdags, 77 år, er det dog ikke helt ved siden af. Ikke bare kunne Atkins skrive mere end 60 års professionelt musikerskab og halvanden gang så mange plader på sit CV, men han var også manden, der styrede og nursede en lang række yngre kunstneres karrierer i de år, de havde brug for det: Dolly Parton, Don Gibson, Jim Reeves og Charley Pride er blot nogle få af dem. Allerede i slutningen af 1940erne blev Atkins - som havde den for en countrymusiker næsten klassiske, fattige opvækst, hvor han tillige led voldsomt af astma - knyttet til Nashvilles 'Grand Old Opry', samtidig med at han satsede på et liv som studiemusiker. Som sådan arbejdede han sammen med folk som Elvis Presley, Hank Williams, Everly Brothers og The Carter Family, og kombinationen af hans smidigt tilpasningsdygtige 'fingerpicking'-teknik og en sjælden beskedenhed gjorde ham til en efterspurgt og afholdt sessionmusiker i countrymiljøet. I en årrække var han desuden talentspejder og producer (og senere 'vicepresident') for pladeselskabet RCA, og da han for en snes år siden nedtrappede den side af sit virke, fik han større mulighed for at koncentrere sig om sin egen musik. Det førte til pladesamarbejde med instrumentkolleger (og beundrere) som Mark Knopfler, Les Paul, George Harrison, Doc Watson og George Benson, og det var indspilninger som disse, der viste, at Atkins' indflydelse rakte langt ud over countrymusikken. Blandt de hundredvis af hits, han har medvirket på uden at se sit navn nævnt, var Elvis Presleys 'Heartbreak Hotel', Hank Williams' 'Jambalaya' og Everly Brothers' 'Wake up little Susie', og det var ikke mindst hans fortjeneste, at Nashville i mange år nærmest kunne spytte succeser ud på løbende bånd. Foreholdt dette i et interview for få år siden svarede Atkins med karakteristisk nedtoning: »Jeg ville jo gerne beholde mit job, og jeg tænkte, at den bedste måde at gøre det på, var at give publikum noget, der overraskede dem bare en lille smule hver gang«. Chet Atkins døde efter flere års kamp med en kræftsygdom, men spillede dog indtil for et par år siden ugentligt på en lille klub i Nashville.