0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Nekrolog: Mumimor Tove Jansson er død

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Politiken torsdag: Den finske forfatter og billedkunstner Tove Jansson er død, 86 år, men hun nåede at være meget mere end Mumimor.

Vemod og rædsel er lige så centrale elementer som omsorg og trøst i det vidunderlige og verdensberømte eventyrunivers, hvor de stormulede, men småtbegavede mumitrolde bor, sammen med Knytten, Snorkfrøkenen, Tofslen og Vifslen, de små forskrækkede pus, samt selvfølgelig Mumrikken, Mymle og Lille My, den skrapsak.

Og omgivet af filifjonker, hattifnatter og hemuler, ja, undertiden med rædselsvækkende besøg af den kæmpestore, mutters ensomme Murre ude fra fimbulvinterens urmulm, det store Intet.

Fortabelse og død er altid en mulig og dermed naturlig del af livet i Mumidalen, det univers, som finske Tove Jansson skabte sine illustrerede fortællinger om, som igen blev til tegneserier, tegnefilm, dukkefilm, børneteater, film igen osv., ja, sågar til en ægte 'temapark' lige uden for byen Turku (Åbo). Hun er nået så vidt ud, som det overhovedet er muligt for en forfatter og billedkunstner i massemediernes epoke, før døden nu har sat en stopper for hendes virke - et par måneder før hendes 87-års fødselsdag 9. august i år.

Hun var et af den slags æbler, der ikke falder langt fra stammen, geografisk eller erhvervsmæssigt: Som datter af billedhuggeren Viktor Jansson og bladtegneren og illustratoren Signe Hammarsten ('Ham') tilbragte hun sin barndoms vintre i atelierlejligheden i Helsinki-kvarteret Skatudden og somrene i hytten på skærgårdsøen ud for byen Borgå, Pellinge hedder stedet.

Her blev mumitroldene til, bogstaveligt talt: Ikke alene ligner Pellinges klipper, skær og bugter grangiveligt Mumidalens landskab med det raske skift fra klingrende frostvintre til lyse midsommernætter. Men den første Mumitrold blev også tegnet her, oven i købet på lokumsvæggen i familiens friluftsdas. I den familiære graffitidyst på citater havde Tove Janssons lillebror Per Olov sat hende til vægs med eine grausame Salbe af filosoffen Immanuel Kant, og som svar tegnede hun det stormulede og stumphalede væsen og skrev dets navn ved siden af: Kant!

Også for voksne
Figuren dukkede atter op i hendes eget virke som illustrator, men først i 1939-40 skrev hun den første fortælling om Mumitroldene og oversvømmelsen, udgivet efter krigen i 1945. Snart fulgte historierne om 'Kometen', 'Troldkarlens hat' m.fl., men efter 'Farlig Midsommer' (1954) blev klimaet skrappere og personerne ældre, mere usikre og grublende over venskab, ensomhed og frihed. 'Den farlige rejse' (1977) blev hendes sidste, rimede og illustrerede børnebog om dette univers.

Da havde hun allerede udgivet flere bøger for voksne. 'Bildhoggarens dotter' fra 1968 er hendes lyseste barndomserindringer, mens 'Solstaden' (1974) følger senilitetens mørke snirkelgange, og op gennem 1980erne skrev hun en række romaner og novellesamlinger om gamle mennesker og kunstnere, der ufrivilligt konfronteres med deres egne fortrængninger.

Men i mellemtiden voksede bankkontoen. Allerede i 1953 havde hun søsat tegneserie-versionen af the Moomins, som de hed i den britiske avis Evening News, der havde bestilt serien. Fra 1961 overtog hendes anden lillebror, Lars, ansvaret for tegneserien, der også i en årrække kunne læses i Politiken hver dag. Bl.a. i forbindelse med markedsføringen af en japansk tv-animationsserie er tegneserien atter taget op i 1990erne, nu i farver og tegnet af bl.a. danske Mårdøn Smet.

Tove Janssons oprindelige Mumi-liv, som det leves i 'kapitel-bøgerne' med hendes egne illustrationer, balancerer gribende mellem idyl og eksistenstvivl, mellem eventyrlige hændelser og hjemlig tryghed, mellem hjertets enfold og naturens mangfoldighed. Med stregens og sprogets enkle udtryksfuldhed - de danske udgaver, der udkom samlet midt i 1990erne, er oversat af Marie Svendsen - har Tove Jansson opnået de højeste udmærkelser verden over, fra et æresprofessorat til den 'børnelitterære nobelpris', H.C. Andersen-prisen. Og Mumidalen har sikret sig plads på det børnelitterære verdenskort, midtvejs mellem Ønskeøen og Hundredemeterskoven.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    SPECIAL: Roskilde i hjertet (3): »Det var bare så uvirkeligt at man kunne dø af at være på den plads«
    SPECIAL: Roskilde i hjertet (3): »Det var bare så uvirkeligt at man kunne dø af at være på den plads«

    Henter…

    Pernille var 16 år gammel og den eneste punker i Tommerup på Fyn, hvor hun kom fra. Det var år 2000, og hun var taget til Roskilde Festival med nogle venner for at høre musik og for at blive grebet af det store fællesskab. Fredag aften stod hun Orange Scene, klar til at høre The Cure, hendes yndlingsband, da en mand trådte frem på scenen og græd. ”People have died”, sagde han.

  • Pelle Rink/Ritzau Scanpix

    Du lytter til Politiken

    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?
    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?

    Henter…

    I sidste uge døde en 28-årig mand i Nordskoven ved Rønne. Senere samme dag anholdt de to brødre, som nu sidder fængslet. De har indrømmet, at de slog manden i skoven, men nægter et overlagt drab. Den døde mand var sort, og de to anholdte er hvide. En af dem har en video liggende på Facebook, hvor man kan se, at han har et hagekors på benet. Og ifølge politiet lagde en af dem et knæ på den dræbtes hals. Ligesom da George Floyd blev dræbt af betjente i USA.

    Alligevel tror politiet ikke, at drabet handler om race. Men kan det være rigtigt? Hvorfor tror medierne på politiet? Og har Politiken gjort det godt nok?

  • Du lytter til Politiken

    SPECIAL: Roskilde i hjertet (2/3): Hiphop, jordhugga – og den nye lyd fra klubberne
    SPECIAL: Roskilde i hjertet (2/3): Hiphop, jordhugga – og den nye lyd fra klubberne

    Henter…

Forsiden