Politiken torsdag: Den finske forfatter og billedkunstner Tove Jansson er død, 86 år, men hun nåede at være meget mere end Mumimor. Vemod og rædsel er lige så centrale elementer som omsorg og trøst i det vidunderlige og verdensberømte eventyrunivers, hvor de stormulede, men småtbegavede mumitrolde bor, sammen med Knytten, Snorkfrøkenen, Tofslen og Vifslen, de små forskrækkede pus, samt selvfølgelig Mumrikken, Mymle og Lille My, den skrapsak. Og omgivet af filifjonker, hattifnatter og hemuler, ja, undertiden med rædselsvækkende besøg af den kæmpestore, mutters ensomme Murre ude fra fimbulvinterens urmulm, det store Intet. Fortabelse og død er altid en mulig og dermed naturlig del af livet i Mumidalen, det univers, som finske Tove Jansson skabte sine illustrerede fortællinger om, som igen blev til tegneserier, tegnefilm, dukkefilm, børneteater, film igen osv., ja, sågar til en ægte 'temapark' lige uden for byen Turku (Åbo). Hun er nået så vidt ud, som det overhovedet er muligt for en forfatter og billedkunstner i massemediernes epoke, før døden nu har sat en stopper for hendes virke - et par måneder før hendes 87-års fødselsdag 9. august i år. Hun var et af den slags æbler, der ikke falder langt fra stammen, geografisk eller erhvervsmæssigt: Som datter af billedhuggeren Viktor Jansson og bladtegneren og illustratoren Signe Hammarsten ('Ham') tilbragte hun sin barndoms vintre i atelierlejligheden i Helsinki-kvarteret Skatudden og somrene i hytten på skærgårdsøen ud for byen Borgå, Pellinge hedder stedet. Her blev mumitroldene til, bogstaveligt talt: Ikke alene ligner Pellinges klipper, skær og bugter grangiveligt Mumidalens landskab med det raske skift fra klingrende frostvintre til lyse midsommernætter. Men den første Mumitrold blev også tegnet her, oven i købet på lokumsvæggen i familiens friluftsdas. I den familiære graffitidyst på citater havde Tove Janssons lillebror Per Olov sat hende til vægs med eine grausame Salbe af filosoffen Immanuel Kant, og som svar tegnede hun det stormulede og stumphalede væsen og skrev dets navn ved siden af: Kant! Også for voksne Figuren dukkede atter op i hendes eget virke som illustrator, men først i 1939-40 skrev hun den første fortælling om Mumitroldene og oversvømmelsen, udgivet efter krigen i 1945. Snart fulgte historierne om 'Kometen', 'Troldkarlens hat' m.fl., men efter 'Farlig Midsommer' (1954) blev klimaet skrappere og personerne ældre, mere usikre og grublende over venskab, ensomhed og frihed. 'Den farlige rejse' (1977) blev hendes sidste, rimede og illustrerede børnebog om dette univers. Da havde hun allerede udgivet flere bøger for voksne. 'Bildhoggarens dotter' fra 1968 er hendes lyseste barndomserindringer, mens 'Solstaden' (1974) følger senilitetens mørke snirkelgange, og op gennem 1980erne skrev hun en række romaner og novellesamlinger om gamle mennesker og kunstnere, der ufrivilligt konfronteres med deres egne fortrængninger. Men i mellemtiden voksede bankkontoen. Allerede i 1953 havde hun søsat tegneserie-versionen af the Moomins, som de hed i den britiske avis Evening News, der havde bestilt serien. Fra 1961 overtog hendes anden lillebror, Lars, ansvaret for tegneserien, der også i en årrække kunne læses i Politiken hver dag. Bl.a. i forbindelse med markedsføringen af en japansk tv-animationsserie er tegneserien atter taget op i 1990erne, nu i farver og tegnet af bl.a. danske Mårdøn Smet. Tove Janssons oprindelige Mumi-liv, som det leves i 'kapitel-bøgerne' med hendes egne illustrationer, balancerer gribende mellem idyl og eksistenstvivl, mellem eventyrlige hændelser og hjemlig tryghed, mellem hjertets enfold og naturens mangfoldighed. Med stregens og sprogets enkle udtryksfuldhed - de danske udgaver, der udkom samlet midt i 1990erne, er oversat af Marie Svendsen - har Tove Jansson opnået de højeste udmærkelser verden over, fra et æresprofessorat til den 'børnelitterære nobelpris', H.C. Andersen-prisen. Og Mumidalen har sikret sig plads på det børnelitterære verdenskort, midtvejs mellem Ønskeøen og Hundredemeterskoven.