Politiken fredag: Roskilde Festival mindede på åbningsdagen sine døde og kom videre. 'How fragile we are' er mottoet for årets Roskilde Festival, og stemningen ved åbningen i går var da også præget af sidste års tragedie, hvor ni unge mænd omkom. De ni blev mindet i festivalleder Leif Skovs åbningstale, hvorpå trompetisten Palle Mikkelborg spillede John Lennon-melodien 'Imagine'. Det ubærlige Når De læser dette, er det ikke lang tid siden, at titusinder af hoveder blev bøjet, at titusinder af blikke blev rettet mod jorden, mens messingtoner og tanker steg mod himmelen over Roskilde. Det er heller ikke ret lang tid siden, at det ubærlige ramte den store fest 30. juni sidste år. Men der er en verden til forskel - eller rettere ni verdener til forskel. Og nu står vi her igen og kan ikke andet. Orange Scene er lidt mere ny og orange, men ellers ligner Roskilde Festival sig selv. Men bag den støvede facade lurer nervøsiteten. Den store scene er pakket ind i sikkerhedshegn, og tre timer før portene åbnes, testes de nye storskærme, som skal holde publikum orienteret, når musikken spiller. Testing »Testing long words like Ambulance, Emergency«, står der. Lidt efter fem er ordene væk, men alvoren hænger ved. De nye båse foran Orange er halvtomme, da festivalleder Leif Skov indtager scenen klædt helt i sort, som han så ofte er. »Vi elsker dig Leif«, er der en, som råber, mens den solidt byggede mand går i gang med sin tale. Den handler om musikken, hvordan den aldrig må være årsag til død og smerte, og om de ni unge mænd, der mistede livet under Pearl Jams koncert sidste år. En for en klinger deres navne ud over publikum, der står langt fra hinanden og ser lige frem for sig. Leif Skov taler om at finde og fjerne de farer, der lurer, når så mange mennesker samles, og om at sikre den musik, som de ni unge mænd søgte. Så læser han op af digteren Morten Søndergaards digt 'Site Seeing Zoom'. Det bliver ved længe, og en rastløs mumlen breder sig blandt publikum, som til gengæld griber digtets slutning: »Hør, fuglene synger, og snart skal musikken spille«. Mens klapsalverne bruser, går trompetisten Palle Mikkelborg på scenen, og krummet over sit horn sender han en lang klagende tone ud over Roskilde. Hvordan kunne det ske? Sommerluften er mild, og jorden føles fast under støvlerne, men et øjeblik med lukkede øjne kalder en anden scene tilbage. Dengang området foran Orange føltes som verdens sørgeligste scene. Fredag 30. juni var lige blevet til lørdag, og pladsen var mørk og stille. Hvide slør af regn trak hen foran de hvide lamper, og hvert skridt skøjtede oven på mudderet. Ved bølgebryderne foran scenen sad en ung kvinde i regnfrakke på hug og kiggede på en smatindsmurt gummisko. Hun vendte den et par gange, inden hun smed den tilbage i mudderet og ledte videre. Den landede mellem andre sko, rygsække og regnfrakker, der var trampet ned af mængden, som nu var meget langt væk. De første af mange stearinlys var tændt på bunden af fadølskrus og syltetøjsglas og blafrede i regnen, der blev ved og ved. Små piercede piger og store mænd med langt hår gik rundt mellem hinanden uden at tale, øjnene søgte uden om hinanden - det var umuligt at vide, hvad de andre havde mistet. I frontbuen foran scenen stod vagterne og så meget små ud inden i de orange veste. De kunne ikke svare på spørgsmålene: Hvor mange er døde? Hvem er det? Hvor gamle var de? Var der også piger imellem? Og slet ikke det store: Hvordan kunne det ske? Vi er skrøbelige Det er der stadig ingen, der helt ved et år efter, hvor Palle Mikkelborg spiller 'Imagine', inden Leif Skov igen tager ordet. Han beder publikum vende sig mod vest, hvor solen går ned og festivalen har plantet ni spinkle birketræer for de unge mænd, styrke og vækst. Mellem dem står ni sten til eftertanke og en stor klippe i midten for at leve og lære, siger Leif Skov. 'How fragile we are' står der hugget ind i klippen, sentensen, som også er blevet årets motto for festivalen. På hver af de ni sten ligger en enkelt mørkerød rose og et kort med festivalens logo og teksten: 'With Love'. En af stenene er dækket af varmt gule solsikker og kort på hollandsk: 'Frankie, ik misje je vird, Arian'. På den nærmeste birk hænger kort fra Franks forældre og venner, et af dem bærer et aftryk af to små hænder, der har været dyppet i maling. 'In stillen gedank an unseren lieber Mark - Deine Eltern' står der på en krans, der dækker en anden sten. Fred og fotografer I midten af lunden sidder en spinkel ung mand og stirrer ned foran klippen. Skuldrene sitrer og den ene tåre efter den anden pibler ud under solbrillerne og ned ad næsen. To piger bøjer sig over ham og stryger hans hår, andre kommer til og omfavner ham, mens fotograferne går meget tæt på. Det er svært at få lov til at have sine følelser i fred på Roskilde, hvor de andre er der hele tiden. To unge piger lægger hænderne på den glatte klippeflade og bøjer hovedet et øjeblik. En mand går forbi et af birketræerne, støder fadølskruset mod stammen og siger: »Nå, skål«. Han skal videre, og det skal Roskilde også på en sommeraften, hvor luften er mild og mættet af både sorg og forventning om festen, der skal komme. Amerikanske Deftones sætter det hele i gang med en brølende høj rock, der trækker folk ind i båsene foran Orange Scene, hvor det gik så galt for meget lang tid siden. I løbet af de første numre bliver de første hevet over hegnet. Livet går videre Sådan vidste vi, det ville blive, allerede sidste år, da gråd og mennesker i mudderdækkede jeans og støvler fyldte domkirken inde i Roskilde søndag eftermiddag. En festivalgæst i forvasket brasiliansk landsholdstrøje stod under hvælvingerne og læste et afsnit fra Prædikerens Bog, hvor der blandt andet står: »Alting har en tid: tid til at føde, tid til at dø. Tid til at plante, tid til at rydde. Tid til at slå ihjel, tid til at helbrede. Tid til at græde, tid til at le. Tid til at holde klage, tid til at danse«. Lige præcist så nemt og så svært er det. Livet er måske ikke stærkere end døden, men det går videre.