Politiken torsdag: I det ene øjeblik er hun punker. I det næste sorthåret geisha eller blond cowgirl. Og hver gang virker Madonnas udtryk overbevisende på publikum, der begejstret sluger hendes leg med strømninger i den moderne verden. Madonna er dårligt nok begyndt at lade sine brutalt muskuløse hvide overarme lyne i rampelys, før den gråsprængte mand på sædet foran mig bliver nødt til at slippe taget i sin unge kæreste et øjeblik. Han kan ikke holde begejstringen i kroppen. Han er nødt til at rejse sig fra sin dyrt betalte plastikstol på 9. række her i Max-Schmeling-Halle i det forhenværende Østberlin og juble igennem med gennemtrængende pift og vild dans på stedet. Ligesom mange af de andre cirka 10.000 i hallen gør det. Mens Madonna åbner sin første af fire koncerter i Berlin med en dæmpet udgave af 'Drowned World' ('Substitute For Love'), er hendes ikke særligt kraftige stemme ved at drukne i tilbedelse. De elsker hende. Både de purunge piger og kvinderne, der kunne være deres mødre og mændene, der kunne være deres fædre. Samt alle de slanke og smukke fyre, som er mødt op i 'Like a Virgin' -T-shirts og skilter med de feminine bevægelser. De er vilde med hende, selv om der strengt taget ikke er kunstnerisk grund til at være hysterisk forelsket i koncertens første kvarters tid, hvor Madonna fører sig frem i Jean Paul Gaultier-kilt, netundertrøje holdt sammen af sikkerhedsnåle og stramt halsbånd. Modemæssigt er dén sadomasochistiske flirt ganske vist allerede stor ude i samfundet, og Madonnas brug af den skal nok hjælpe til med at gøre den endnu større. For erfaringen viser, at når først hun tager en stil til sig, så spreder den sig som en virus. I 80erne var de tunge kors om pigernes hals et eksempel. Aktuelt findes der stort set ikke en modebutik uden T-shirts med amerikanske symboler - helt a la Madonnas outfit på omslaget til hendes nyeste cd 'Music' fra sidste efterår. Hun opfinder ikke tendenserne. Men hun fanger dem, og hun finder designere, der kan understøtte dem, og så har hun idolstatus til at bruge dem. Sådan har det været med Madonna, siden hun sang 'Material Girl' i 1984. Som regel sidder tøjet mageløst på den perfekte krop, der ikke ser ud til at være 42 år og have båret på et par barnefødsler. Men om udtrykket fungerer, kommer i hendes tilfælde an på helheden af krop, kluns, koreografi og musik. Og i Berlin var hverken 'Impressive Instant' eller 'Candy Perfume Girl' fri for at lugte af kitsch, da Madonna førte sangene frem som ekshibitionistisk erotisk retro-glampunk, mens hun rykkede i Gibson Les Paul-guitaren og sjofelt slikkede på fingeren for at få de undertrykte drifter helt ud i aftenens lys. Pop art Efter tre rå numre havde hun vist fået lettet trykket og var i hvert fald færdig med at ligne en blanding af Cameron Diaz og Axl Rose. Pludselig skiftede den konstant timede grafik bag scenen fra punksignaler til psykedeliske 70er-cirkler. Nu blev musikken drilsk smilende og blød i kurverne i hittet 'Beautiful Stranger', hvor stjernen selv swingede med pagehår og hofter. Måske er det indbildning, at Madonna først da begyndte at se ud som om, hun virkelig nød at optræde for os. På nogle-og-tredive meters afstand kunne man jo ikke se grundigt efter i moderens og mytens blik, og nærbilleder af ansigtet var der ikke mange af på storskærmene i Max-Schmeling-Halle. Men skulle det være opspind, så er det i grunden i orden at bilde sig noget ind, når man har at gøre med ikoner af Madonnas art. Popkunstnerisk har hun netop rummeligheden til det med sine mange skiftende forklædninger og raffinerede fortolkninger af forskellige tiders strømninger. Ingen andre popsolister har i de senere år så dygtigt som hende udnyttet tendenser i et popkunstnerisk udtryk, der drejer sig om både lyd, billeder, køn og tanker. Hun gav de sene 90eres dunkelt formulerede spiritualitet i den vestlige verden en varm og moderne lyd på albummet 'Ray of Light' (1998), hvor hun - som sædvanlig - allierede sig med producere og designere, der forstod hendes ideer. Og hun gjorde noget lignende på sidste års 'Music', som hænger mindre godt sammen, men til gengæld er en kavalkade af forskellige lydoplevelser. Skabt af hende selv i tæt samarbejde med producerne William Ørbit og Mirwais Ahmadzaï, som giver de popmelodiske glansbilleder indre modstand og dybde. Uden at sangene bliver vanskelige at tage imod. Madonna har lige så skarpt blik for æstetik, som David Bowie har haft det. Og helt i tråd med tidens reelle vilkår er formen i høj grad identisk med indholdet hos Madonna. MTV kan ikke undlade at vise hendes videoer, fordi de er for frække, for overraskende og for fængende. Piger fra 10 år og opefter kan ikke lade være med at gå med tøj i stil med Madonnas, fordi hun bærer det med en blændende attitude. Og når musikere har overværet hendes igangværende turné, vil også de forsøge at integrere forskellige kunstneriske udtryk lige så overbevisende, som hun gør det. En geisha i luften I det nyeste nummer af det britiske musikblad Q udtaler den ansete musiker Brian Eno, at han tror, musikkens tid som enestående kunstart snart er ovre. »Den vil blive integreret i andre kunstarter«, siger Eno og argumenterer blandt andet med, at reklamebranchen og popbranchen allerede holder hinanden i hånden. Live får Madonna allerede forskellige kunstarter til at mødes på måder, så ingen af dem er mindre værdige. Flere gange i Berlin var hun slet ikke på scenen. Hun skulle skifte tøj, som store stjerner altid skal det under store koncerter. Som regel bliver publikum imens spist af med popbranchens svar på pausefisken: Lidt dans og en trommesolo. Madonna studerede dans hos koreografen Alvin Ailey som ung, og i hendes show er de 10 dansere foruden hende selv ikke halvhjertet og halvkikset staffage. Det er en professionel del af helheden. Et supplement til sangstemmen, til de otte musikere og korsangere og til den udfordrende lyssætning og grafikken, som blandt andet inkluderer overrumplende tegnefilm med selvstændige handlingsforløb. Når hun ikke selv var på scenen i Berlin, skete der noget andet, som fangede opmærksomheden og betød, at koncerten ikke et øjeblik var kedelig i de syv kvarter, den varede. Hun ved, at vi keder os, hvis billeder står stille, fordi vi er vant til 117 kanaler. Så hun leverer så mange indtryk, at man egentlig gerne ville have haft en gentagelse for at få flere detaljer med. Især den midterste del af koncerten var betagende. Scenen var badet i rødt lys, mens den sorthårede og sortklædte geisha Madonna dansede i luften (ved hjælp af en line spændt fast i ryggen) og på scenen til en musik farvet af melankoli og ømhed. 'Frozen', 'Nobody's Perfect' og 'Sky Fits Heaven' var nogle af de sange, som her ved hjælp af lette strygere, tunge pauker, rejsende trommerytmer og smidige kroppe lød fortrøstningsfulde og bedrøvede på samme tid. Nu med guitar Den østlige sekvens var aftenens fineste, og typisk for hele koncerten var den ikke for langtrukken. Inden man nåede at blive mæt af at se hende som barfodet og meditativ asiat, var hun på scenen i potent western-udtyr. Ridende på en vild, elektrisk tyr. Og naturligvis uden at falde af. Madonna har kontrollen, og til forskel fra Britney Spears og mange andre kloner i popbranchen har hun så meget kontrol over sin krop, at hendes dans aldrig kommer til at ligne et statisk indslag fra en forpustet fitness-lektion. Hun har overskud til at bevæge sig graciøst i forrygende tempo og er afgjort bedre til det end til at spille guitar. Det sidste har hun ellers brugt en del tid på i de forløbne otte måneder. Førhen var det utænkeligt at forestille sig en akustisk guitar i armene på Madonna. Nu spiller hun på en i en stor del af sit show - måske som en påmindelse om værdien ved altid at udfordre sig selv? Også på det punkt er hun jo suveræn. På plastikstolene omkring mig i Berlin kunne jeg høre andre forbavses over, at hun stadig gider optræde og kan gøre det på så højt niveau - i dén alder. Men når man overværede hende gå fra en intim og professionel flamenco-dans til en vild og festlig finale i 'Music', så er svaret måske, at Madonna ikke arbejder på trods af sin alder, men fordi hun ikke kan lade være. Hun kender formentlig udmærket de almindelige forestillinger om kvinder på 42 og valgte da også til sidst at optræde i en bluse med teksten 'mother' skrevet tværs over brystet. På ryggen af hende stod der 'fucker'.